Kontroversiel EU-diplomat til MatchPoints Seminar

Den højt profilerede, men også kontroversielle, EU-diplomat Robert Cooper taler ved MatchPoints Seminar den 12.-14. maj på Aarhus Universitet.

27.04.2011 | AU Kommunikation

Den engelske EU-diplomat Robert Cooper lægger vejen forbi dette års MatchPoints Seminar ”Udfordring til demokrati” på Aarhus Universitet. Det oplyser EU-Kommissionen og Dansk Institut for Internationale Studier.  

Robert Cooper er i øjeblikket sikkerheds- og udenrigspolitisk hovedrådgiver for Lady Ashton, EU’s ”udenrigsminister”. Han er tidligere kendt for doktrinen om en ”ny liberal imperialisme”, som han beskrev i sin bog The Post-Modern State (2002).

I bogen foreslog han blandt andet betegnelserne ”mislykkede stater”, ”moderne stater” og ”postmoderne stater”, der i dag bliver anvendt i statskundskaben. ”Mislykkede stater” henviser til de tidligere europæiske kolonier, der aldrig udviklede sig til velfungerende stater, eksempelvis Somalia eller Afghanistan. ”Moderne stater” er de nationalstater, der voksede frem med industrialiseringen, og som i øjeblikket er ved at udvikle sig til ”postmoderne stater” – det vil sige globaliserede stater med økonomiske og politiske aftaler på tværs af landegrænser. 

Robert Cooper er også kendt for sine kontroversielle udtalelser om nødvendigheden af, at ”den postmoderne verden vænner sig til dobbeltmoral” og for at forsvare regeringens hårde fremfærd over for demonstranterne i Bahrein i marts i år med ordene:

- Det er ikke let at håndtere store demonstrationer, der kan inkludere vold. Det er en svær opgave for politifolk. Det er ikke noget, som vi altid gør rigtigt i selv de bedste vestlige stater, og der kan ske uheld.

Hans analyser og syn på den globale orden havde stor indflydelse på Tony Blair og spiller i dag en væsentlig rolle for udviklingen af en europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik.

Robert Cooper taler torsdag den 12. maj kl. 13.30-14.15.

Arrangement, Nyheder