MatchPoints: Det Arabiske Forår har demokratiske mangler

Den politiske analytiker Francis Fukuyama er overbevist om, at Det Arabiske Forår vil skuffe Vesten – i hvert fald på den korte bane. For en stat kan sagtens være rådden, selv om befolkningen har stemmeret.

13.05.2011 | Gunver Lystbæk vestergård

Libyen er et af de lande, der ifølge Francis Fukuyama får svært ved at indfri Vestens forventninger til et demokrati, blandt andet fordi landet mangler en national identitet. Her er det oprørere i byen Ajdabiya.

Francis Fukuyama (f. 1952). Amerikansk professor, politolog og forfatter, der har studeret på Cornell, Yale, Harvard og Johns Hopkins University. Han er bedst kendt for bogen The End of History and the Last Man fra 1992, hvori han hævder, at kampen mellem ideologier sluttede med murens fald i 1989, og at det liberale demokrati, som vi kender i Vesten, har sejret. Indtil 2012 er han gæsteprofessor på Aarhus Universitet.

?Han er manden, der erklærede historien for død og lykønskede det vestlige liberale demokrati med sejren efter Berlinmurens fald i 1989. Han er også manden, der dermed gav Bush-regeringen videnskabelig rygstøtte til invasionen af Irak, på trods af at han selv kaldte den republikanske leder for en katastrofe.

Nu provokerer den amerikanske politolog og gæsteprofessor på Aarhus Universitet Francis Fukuyama igen med sine synspunkter om Det Arabiske Forår. Det skete under dette års MatchPoints Seminar, hvor han genfortolkede sin gamle teori om demokratiets udbredelse.

Da Francis Fukuyama udgav bogen The End of History and the Last Man i 1992 hævdede han, at med Berlinmurens fald og kommunismens kollaps havde det liberale demokrati, som vi hylder i Vesten, vist sig som endestationen for alle staters ideologiske udvikling. Men kritikerne pegede på det nordlige Afrika og Den Arabiske Halvø og hånede forfatteren. Mellemøsten med sin arabiske og islamiske kultur så ud til at være immun over for demokratisering.

Det ændrede sig, da en frustreret tunesisk grønthandler satte ild til sig selv tidligere på året. Den tragiske hændelse viste sig senere at være startskuddet til Det Arabiske Forår.

– Udviklingen viser, at der ikke eksisterer en arabisk undtagelse. I stedet er det universelt, at ingen ønsker at leve under et autoritativt styre, der ikke respekterer individets værdighed. Araberne er ikke anderledes end andre, der lever under de vilkår, siger Francis Fukuyama.

Alligevel er han påpasselig med at udråbe revolutionerne som succeser. En vred befolkning er ikke nok til at skabe et sundt og langtidsholdbart demokrati, understreger han.

En stat, en lovgivning og et valg

Francis Fukuyama peger på, at et velfungerende demokrati hviler på tre grundpiller: en stat, en lovgivning og et ansvarligt valgsystem. Derudover skal der være balance mellem de tre, så staten har folkets opbakning, lovgivningen er bygget på en konsensus om retfærdighed og lighed mellem borgerne, og valgsystemet består af et flerpartisystem med frie valg. Skrider forholdet mellem de tre, skrider demokratiet.

– Det er forholdsvis let at træne en hær og et politi, som kan koncentrere magten og håndhæve regeringens vilje. Og dog lykkedes det at forplumre det i Afghanistan, men i teorien er det let. Men hvis man kun bruger magten uden legitimitet fra folket, ender det i tyranni. Modsat har vi set, hvordan ham, der stjal valget i Ukraine, nu er præsident, fordi Den Orange Revolutions medlemmer ikke vidste, hvordan de skulle lede, siger Francis Fukuyama.

God regeringsførelse, hvor staten varetager befolkningens interesser og opfylder dens behov, er ifølge ham ekstrem vigtig, og i Egypten er de eneste, der p.t. er organiserede nok til at varetage en sådan opgave, militæret og Det Muslimske Broderskab.

– De unge fra Tahrir-pladsen er de dårligst organiserede i Egypten. De har brug for lederskab, et parti og en plan for, hvad de vil udrette.

National identitet

Til gengæld har Egypten noget, som mange af de andre revolutionsramte lande i Mellemøsten, for eksempel Libyen og Tunesien, ikke har: en national identitet. Sådan en findes der dog ingen demokratiske regler for, hvordan man skaber. Alle demokratiske lande har indtil nu fået deres, længe før demokratiet blev indført.

– Frankrig har en stærk national selvfølelse i dag blandt andet på grund af et fælles sprog, men det er kun fordi, et tidligere diktatur tvang alle til at tale det. Alle eksisterende grænser er trukket på grund af religion, race, sprog eller andre principper, der blev etableret i et prædemokratisk stadie, fortæller Francis Fukuyama, og kommer så med en opsang til samtlige moderne demokratier – vestlige som ikke-vestlige.

– Moderne liberalisme burde være baseret på individets rettigheder, men moderne liberale demokratier er ikke kulturfrie. National identitet er nødvendigt for, at et demokratisk system fungerer, men hvis den er baseret på kulturelle faktorer, der ekskluderer nogle, er den en fiasko, pointerer Francis Fukuyama.

Hvad med Kina, Francis?

Selv hvis Mellemøsten overvinder Francis Fukuyamas opstillede forhindringer, mangler han stadig at gøre kritikerne stille på ét punkt. For hvad med Kina? En tilsyneladende velfungerende stat, men uden skyggen af demokrati. Humlebien, der har det med at sabotere politiske teorier. Francis Fukuyama stækker dog alligevel dens vinger.

– Kinas autoritative styre har samme udfordringer som Tunesien og Egypten. Hvert år udklækkes seks til syv millioner nye kandidater fra universiteterne, men arbejdsløsheden er høj. Der er ved at opstå en ny klasse af utilfredse unge mennesker, der vil udfordre det politiske system.

Arrangement, Nyheder