Ny innovativ forskning skal gøre dansk industri mere konkurrencedygtig

Mens de Forenede Nationer samles i Rio for at finde bæredygtige løsninger på de globale udfordringer, vil op mod 900 politikere, erhvervsledere og topforskere samles i Aarhus for at fremvise nye teknologiske metoder, der kan styrke dansk og europæisk industri, inden for ressourceudnyttelse, byggeri, grøn mobilitet, produktion og bæredygtig energi.

19.06.2012

Aarhus Universitet er vært for den internationale konference, Industrial Technologies 2012. Konferencen er den største og eneste begivenhed af sin art og vil afsløre helt nye forskningsresultater inden for de vigtigste teknologier, herunder avancerede materialer, nanoteknologi og innovative produktionsmetoder. Foto: Lars Kruse/AU Kommunikation

Rammen for mødet er den internationale konference, Industrial Technologies 2012, der løber fra den 19.-21. juni. Konferencen er den største og eneste begivenhed af sin art og vil afsløre helt nye forskningsresultater inden for de vigtigste teknologier, herunder avancerede materialer, nanoteknologi og innovative produktionsmetoder. Blandt præsentationerne er blandt andet en ny 3D printteknologi, innovativ belægning til vindmøller, industriel symbiose, avancerede diagnose-værktøjer til sundhedsvæsenet og nye ressourcestrategier.

Blandt deltagerne er vicepræsident og CSO for Novozymes, Per Falholt. Han forventer, at begivenheden kan give den europæiske industribranche et tiltrængt innovativt løft:

- Det er aldeles aktuelt at få kastet lys på den europæiske industris udvikling og konkurrenceevne i en tid, hvor økonomien er trængt, og konkurrencen bliver hårdere. Danmarks og Europas virksomheder skal leve af nye innovative forskningsopdagelser for at kunne udvikle sig og positionere sig på det globale marked. Det kræver, at innovationen kommer ud over rampen og bliver brugt – og det bidrager denne konference i høj grad til. Jeg har høje forventninger til, at de tre dage i Aarhus kan være med til at give nye kræfter til den danske og europæiske industri.

Unikt indblik i fremtidens teknologier

Bag Industrial Technologies 2012 står blandt andre iNANO på Aarhus Universitet, og vicedirektør Peter Thostrup understreger, at konferencen er en vigtig brik i en igangværende proces, som søger at definere, hvilke teknologiområder Europa bør satse på for at være i stand til at løse de enorme samfundsmæssige udfordringer, som vi står over for i disse år.

- Industrial Technologies 2012 bringer aktører fra videnskab, industri og policy sammen og vil derfor medvirke til at skabe og styrke de helt nødvendige samarbejder mellem disse forskellige sektorer. Danske virksomheder har her muligheden for at få unikt indblik i, hvilke teknologier der kommer til at præge fremtiden.

Konferencen vil desuden indeholde virksomhedsbesøg på nogle af Danmarks mest innovative produktionsvirksomheder, heriblandt LEGO, Vestas, Danish Crown og Arla.

Konferencen vil finde sted i Musikhuset i Aarhus.

Læs mere om konferencen


For flere informationer kontakt:

Arrangement, Forside au.dk