Ny masteruddannelse i Dagtilbuds- og Indskolingsdidaktik

DPU, Aarhus Universitet, opretter en ny masteruddannelse for pædagoger, børnehaveklasseledere, indskolingslærere, pædagogiske konsulenter og andre, der arbejder inden for dagtilbud og indskoling.

28.02.2011 | Danmarks Pædagogiske Universitetsskole

Barn og lærer

Ny masteruddannelse giver kompetencer til at forandre dagtilbuds- og indskolingspraksis

Det er forskningsenheden Barndom, Læring og Didaktik ved Institut for Didaktik på DPU, Aarhus Universitet, der står bag den nye masteruddannelse i Dagtilbuds- og Indskolingsdidaktik. Uddannelsens formål er at kvalificere til løsning af konsulent- og ledelsesopgaver, rådgivning, undervisning og vejledning indenfor det småbørnspædagogiske felt.

"De studerende på masteruddannelsen lærer at undersøge og udvikle trivsels- og læringsmiljøer til fremme af børns liv og læring i dagtilbud og skole. De udvikler personlige egenskaber, som historisk og aktuelt knytter sig til lærere og pædagoger i det småbørnspædagogiske felt. Det gælder bl.a. evnen til at anlægge et barneperspektiv og evnen til at bruge sin egen personlighed i en faglig sammenhæng. Og her er kombinationen af teoretiske og personlige kompetencer afgørende", siger Stig Broström, lektor og leder af forskningsenheden Barndom, Læring og Didaktik.

Han står i spidsen for den nye masteruddannelse, som han ser som et oplagt springbræt for den, der søger nye udfordringer:

"Man bliver godt klædt på, hvis man som pædagog eller lærer har mod på at varetage nye funktioner og lederopgaver inden for sit felt - eller hvis man ligefrem har lyst til at tage springet og arbejde med forskellige former for rådgivningspædagogik, fx som pædagogisk konsulent. Det er i høj grad en uddannelse, der kan bruges i praksis," siger Stig Broström.

Den didaktiske udfordring

Didaktikdelen i masteruddannelsen markerer en aktiv, målrettet voksendagsorden. Traditionelt har didaktik været knyttet til mål, indhold og midler i skolens undervisning, men begrebet er yderst relevant overalt, hvor der arbejdes systematisk med at forbinde det alsidige liv i børns hverdag med formulerede lærings-, udviklings- og dannelsesmål.

Didaktikken peger ikke kun på hvad, der skal læres eller hvordan, det skal læres, men i høj grad også på hvorfor noget skal læres”, forklarer Stig Broström, og henviser til, at det øgede fokus på læreplaner og test, der har sat sig igennem de seneste år i skolen, er en væsentlig didaktisk udfordring.

"Læreplaner, trinmål og tests stiller krav til dagtilbuds- og indskolingsdidaktikken: Det er f.eks. ikke nødvendigvis dårligt med dokumentation, evaluering og test, men det kan meget nemt blive opfattet som nye opgaver, pædagoger og lærere bliver pålagt i en i forvejen travl hverdag. Det kan også føre til en uheldig indsnævring af pædagogikken, hvis ikke dokumentationsredskaberne bliver brugt rigtigt. Her kan masteruddannelsen bidrage med praktiske redskaber og nye perspektiver," siger Stig Broström og slutter:

"Når alt kommer til alt, så handler dagtilbuds- og indskolingsdidaktik om, hvilke værdier og muligheder, i institutionslivet såvel som i barndommen, vi ønsker for vores børn her og nu, og for de kommende generationer."

Fakta

Uddannelsen har studiestart september 2011 i Aarhus og København.

Ansøgningsfrist: 1. maj 2011.

Uddannelsen er et toårigt deltidsstudium, som samlet udgør et årsværk (60 ECTS-point) fordelt på fire moduler - hver er af et halvt års varighed og hver svarer til 15 ECTS-point.

Smagsprøver

Få en smagsprøve på uddannelsen. København: d. 3. marts; Aarhus: d. 10. marts
 
Læs mere om smagsprøvearrangementerne og masteruddannelsen i Dagtilbuds- og Indskolingsdidaktik på uddannelsens egen hjemmeside: www.dpu.dk/did

Du kan også møde underviserne d. 15. marts, hvor der er åbent hus for alle DPU’s masteruddannelser. 

Kontakt

- tilsammen forskningsenheden Barndom, Læring og Didaktik, som står bag den nye masteruddannelse.

Uddannelse, Nyheder