Nyt stærkt samarbejde styrker forskning og uddannelse i Arktis

Rektorer og direktører fra Aarhus Universitet, Grønlands Naturinstitut og University of Manitoba i Canada underskrev søndag den 8. juli en fælles samarbejdsaftale i Nuuk. Aftalen styrker international forskning i det arktiske område og sætter samtidig fokus på uddannelse inden for en lang række arktiske problemstillinger.

10.07.2012 | Peter Bondo Christensen

Under forhandlingerne om en samarbejdsaftale mellem Aarhus Universitet, Naturinstituttet i Nuuk og Maniboba University i Canada, blev der lørdag eftermiddag tid til en sejltur i fjordene omkring Nuuk med en afsluttende picnic.

Rektor Lauritz B. Holm-Nielsen, Aarhus Universitet, direktør Klaus Nygaard, Naturinstituttet, Nuuk og rektor David Barnard, University of Manitoba, Canada underskrev søndag den 8. juli en samarbejdsaftale mellem de tre institutioner. Aftalen sikrer en styrket forsknings- og undervisningsindsats i arktiske problemstillinger.

Den grønlandske sommer er rig på myg, så rektor Lauritz B. Holm-Nielsen interviewes under beskyttende myggenet til NKR - det grønlandske svar på Danmarks Radio. Interviewet omhandler samarbejdsaftalen mellem de tre institutioner og Aarhus Universitets arktiske indsats.

Det nye, omfattende grønlandske, canadiske og danske forskningssamarbejde samler mere end 200 af verdens førende videnskabsfolk indenfor arktisk forskning. Emnerne spænder bredt fra sundhedsvidenskab over samfundsøkonomi til miljø- og klimarelaterede emner.

Samarbejdet sker i et tæt partnerskab med navnet: "Arctic Science Partnership" (ASP). De tre lande råder tilsammen over en række laboratorier, forskningsskibe, feltudstyr og feltstationer, som udbydes til forskerene.

Medarbejdere og studerende kan arbejde ved alle tre forskningsenheder, og gennem et tæt samarbejde i udvalgte arktiske indsatsområder sikrer ASP-samarbejdet en omfattende synergi inden for forskning, uddannelse og formidling af arktiske problemstillinger.

Førende interdisciplinært center

- Arktis står over for kolossale omvæltninger. Klimaet ændrer sig dramatisk gennem disse år og samtidig eksploderer interessen i at søge efter olie, gas og mineraler i det arktiske område. Forskningsmæssigt skal vi være med helt i front, så vi kan møde de nye udfordringer og vejlede befolkningen om konsekvenserne, siger rektor Lauritz B. Holm-Nielsen.

Aarhus Universitet går aktivt ind i ASP-samarbejdet bl.a. gennem et nyt interdisciplinært Arktisk forskningscenter, der over en femårig periode modtager 65 millioner kroner.

- Vi stiller store krav til vores forskningscentre og forventer, at de inden for få år er toneangivende  blandt verdens førende på deres forskningsområder. Et mål vi bl.a. har set opfyldt af iNANO centeret, der blev søsat for godt ti år siden, siger Lauritz B. Holm-Nielsen.

Den udfordring tager lederen af det nye arktiske forskningscenter i Aarhus, professor Søren Rysgaard, gerne op. Han er overbevist om, at det nye arktiske forskningscenter hurtigt bliver førende på den internationale scene og samtidig bliver en eftertragtet gulerod for nye studerende, hvor de i et tværfagligt og dynamisk studiemiljø er med i et bredt internationalt samarbejde på højeste faglige niveau.

- Gennem det nu etablerede ASP-samarbejde får vi en kolossal, værdifuld logistisk platform. Det giver vores medarbejdere og studerende muligheder for at få nem og billig adgang til isbrydere, forskningsskibe og forskningsstationer i det arktiske område, som ellers kan være meget svære at opnå, siger Søren Rysgaard.

Forankret lokalt

Minister for uddannelse, forskning og Nordisk samarbejde, Palle Christiansen, selvstyret, Nuuk, har arbejdet meget aktivt på at få ASP-samarbejdet etableret og var på selvstyrets vegne en meget glad mand, da aftalen mellem de tre institutioner blev underskrevet.

- Der er et stort behov for at forankre både uddannelse og viden om arktiske forhold i de arktiske regioner – herunder Grønland og Canada, siger Palle Christiansen.

Palle Christiansen hæfter sig også ved, at der gennem ASP-samarbejdet opbygges nye uddannelsesmuligheder i alle tre lande, og at de studerende kan deltage i en række forskellige undervisningsmoduler på de tre forskningsinstitutioner.

Videnudveksling, Forskning, Forside au.dk