Sportsfolk løb som tak for samarbejde med AU Elitesport

Fem elitesportsfolk spurtede sig til sejr ved torsdagens DHL-stafet i Aarhus. Elitesportsenheden ved Aarhus Universitet giver dem mulighed for både at studere og dyrke deres sport på eliteniveau.

24.08.2012 | AU Kommunikation

Foto: Jesper Rais/AU Kommunikation

Foto: Jesper Rais/AU Kommunikation

Fem elitesportsfolk fra Aarhus Universitet spurtede sig torsdag aften til en markant sejr ved årets DHL-stafet i Mindeparken.

Med tiden 1.22.16 var de fem eliteløbere cirka fire minutter hurtigere end deres nærmeste konkurrenter.

Blandt de fem løbere var Jesper Faurschou, der netop har deltaget i OL i London, hvor han løb maraton, og for ham var det meget vigtigt at deltage i netop DHL-stafetten.

– Jeg vil på den måde vise min store taknemmelighed for, at jeg gennem AU Elitesport både har muligheden for at dyrke sport på eliteniveau, samtidig med at jeg tager en universitetsuddannelse, siger Jesper Faurschou.

Eliteholdet bestod udover Jesper Faurschou af orienteringsløberne Tue Lassen og Søren Bobach samt løberne Andreas Bueno og Johan Damkjær.

Alle var enige om at stille op til DHL for netop at sætte fokus på den hjælp, som AU Elitesport tilbyder.

AU Elitesport er et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Team Danmark, Silkeborg Kommune samt Activate institute. Målet med AU Elitesport er at optimere elitesportsudøveres muligheder for at forfølge deres sportslige ambitioner uden at miste muligheden for uddannelse og en karriere ved siden af sporten.

 

 

Arrangement, Forside au.dk, Talentudvikling