Stigende angst for pædofilianklage i danske daginstitutioner

To nye undersøgelser fra Aarhus Universitet har undersøgt frygten for pædofili og pædofilianklage i samfundet. De viser, at frygten har fået betydelige konsekvenser for adfærden i daginstitutionerne.

09.01.2013 | Marianne Ester Back

Modelfoto: Colourbox

Modelfoto: Colourbox

Pædagoger må ikke være alene med børn, døre må ikke lukkes ved bleskift, der er ruder i døre og vægge i institutioner, så pædagogerne kan overvåge hinanden.

Mere end 6 ud af 10 børnehaver og SFO’er har retningslinjer for pædagoger og børns samvær i daginstitutioner for at undgå anklager om pædofili. Det har forskningsgruppen Paradox fra Aarhus Universitet netop kortlagt i en omfattende undersøgelse af knap hver fjerde af landets daginstitutioner og sfo’er. Undersøgelserne er de første af deres art i Danmark, og også på internationalt plan er empirisk forskning i emnet unik.

Undersøgelsen behandler også konsekvenserne ved at indføre retningslinjerne, og de kan vise sig at blive ret betydelige.

- Det kan gå ud over pædagogernes faglighed og omsorg for børnene. Når børn ikke får lov at være alene med en voksen, går den nære kontakt tabt, og det er et pædagogisk tab, der rammer alle børn, men særligt de svage børn eller børn i krise, forklarer projektleder og ph.d.-stipendiat Else-Marie Buch Leander og lektor, psykolog Karen Pallesgaard Munk to af forskerne bag undersøgelsen, som også tæller psykolog og statistiker Per Lindsø Larsen fra Aarhus Universitetshospital.

Regler forhindrer omsorg

Blandt de mere opsigtsvækkende retningslinjer findes også eksempler på institutioner, hvor børn ikke må sidde på skødet, ikke må smøres i skridtet ved rødme eller infektion, eller hvor bodystockings er forbudt til de lidt større børn, fordi de kræver berøring ved skridtet, når de lukkes. I adskillige SFO’er hjælper pædagogerne desuden ikke længere børn på toilettet, men guider dem på den anden side af døren, også ved uheld i bukserne.

Pædagogerne giver i undersøgelsen udtryk for, at retningslinjer generelt giver dem tryghed i arbejdet, men det er netop de mere stramme regler, der har fået pædagogernes egen fagforening, BUPL, til at råbe op, fordi angsten for pædofilianklage går ud over omsorgen for børnene.

Undersøgelse afslører frygt for anklage

Institutionernes skærpede retningslinjer ser forskningsgruppen Paradox som en konsekvens af en stigende mistænkeliggørelse af voksnes samvær med børn i samfundet. Det underbygger en anden undersøgelse fra 2010 om frygt for pædofilianklage, som gruppen også offentliggør nu.

- Undersøgelsen viser, at 8 ud af 10 mandlige pædagoger tænker på risikoen for at blive anklaget for seksuelle overgreb på børn, og at 4 ud af 10 undgår at være alene med børn som en konsekvens af debatten om pædofili, forklarer lektor Karen Pallesgaard Munk.

Den voksende kultur af mistillid rammer især de mandlige pædagoger, men med den massive mediedækning af pædofilisagerne har mistænkeliggørelsen også sneget sig ind i den almindelige befolkning.

- 30 procent af de 131 almindelige mandlige borgere, som har deltaget i undersøgelsen svarer, at de de seneste år har tænkt på risikoen for at blive anklaget for seksuelle overgreb, og 16 procent af mændene fra befolkningsgruppen har også ændret adfærd over for børn. Der er eksempler i undersøgelsen på fædre og bedstefædre, der holder igen i samværet med deres egne børn af frygt for at virke mistænkelige, fortæller Else-Marie Buch Leander.

Ifølge BUPL indberettes der årligt mellem 5-10 sager, og i løbet af fem år er der kun fældet dom mod én pædagog for overgreb i en institution.

Rapporten om undersøgelsen fra 2010 er tilgængelig på forskergruppens hjemmeside fra den 10. januar, mens rapporten fra 2012 om retningslinjerne følger efter i januar/februar.

Yderligere oplysninger:

Forskningsgruppen hører under Center for Sundhed, Menneske og Kultur på Institut på Kultur og Samfund. Læs om Forskningsgruppen Paradox

Om undersøgelserne

  • ”Retningslinjeundersøgelsen 2012” er en landsdækkende undersøgelse i danske daginstitutioner, som har til formål at indsamle viden om de nyere retningslinjer, som mange institutioner har indført til forebyggelse af dels pædofili, dels uberettiget mistanke om pædofili. Undersøgelsen kortlægger retningslinjernes omfang og karakter samt deres konsekvenser for det pædagogiske personale, den pædagogiske praksis og børnene. Undersøgelsen er finansieret af SL og BUPL’s Forsknings- og Udviklingsfond.
  • I 2010 gennemførte Paradox en undersøgelse i Region Midtjylland i samarbejde med BUPL, SL og FOA samt overlæge Kurt Sørensen, Center for Oligofrenipsykiatri, Aarhus Universitetshospital. Titlen på undersøgelsen lød ”Mistanke om pædofili og frygt for pædofilianklage i daginstitutioner og befolkning.” Formålet med undersøgelsen har været at kortlægge, hvorvidt den store fokus på pædofili de sidste 15 år har resulteret i en frygt i befolkningen og især blandt pædagogisk personale for at blive mistænkt for pædofili, og om dette har resulteret i en ændret adfærd over for børnene. Undersøgelsen er finansieret af Forskningsrådet.
Forskning, Videnudveksling, Forside au.dk, Presse