Stort optag på Aarhus Universitet

7.160 ansøgere fik i første omgang tilbudt en studieplads på Aarhus Universitet. Dermed forventer universitetet at optage flere bachelorstuderende end nogensinde før. Trods det store optag er der stadig ledige pladser på enkelte uddannelser.

30.07.2012 | Thomas Grønborg Sørensen

Tusindvis af studerende glæder sig lige nu til den første studiedag på Aarhus Universitet. Billedet er fra studiestarten på medicin i februar 2012.

Den samlede fremgang i antallet af nye bachelorstuderende på Aarhus Universitet skyldes bl.a., at de unge har været meget realistiske i deres valg af uddannelser, og har bredt deres søgning ud både geografisk og fagligt. Samtidig har der igen i år været en stærk søgning mod de uddannelser, som samfundet efterspørger, og hvor der traditionelt ikke er adgangsbegrænsning. 

"De unge sender et stærkt signal om, at de tager samfundsudviklingen alvorligt ved at søge mod de uddannelser, som arbejdsmarkedet efterspørger. Derudover viser det stor modenhed, at flere og flere lægger både en plan B og en plan C”, siger Mette Thunø, der er dekan med ansvar for uddannelsesområdet på Aarhus Universitet.

Velkommen til ingeniørerne

Den 28. juli tilbød universitetet studiepladser til 7.160 ansøgere, men efterfølgende har et mindre efteroptag og en fejl hos den kordinerede tilmelding betydet, at foreløbig yderligere 99 studerende har fået en plads tilbudt. Og da universitetet gennemfører en anden ansøgningsrunde for endnu ledige studiepladser, kan det tal stige helt frem til studiestart.
Den primære årsag til det forventede rekordstore optag af bachelorstuderende på Aarhus Universitet er, at universitetet i år kan byde velkommen til 549 nye ingeniørstuderende på hovedområdet Science and Technology (ST). Det er især uddannelserne til informations- og kommunikationsteknologiingeniør, maskiningeniør og sundhedsteknologiingeniør, som er populære blandt de kommende ingeniørstuderende. På de øvrige fag på ST er der fremgang på Geologi, Matematik, Matematik-økonomi og Jordbrug, fødevarer og  miljø.

Globaliseringen sætter også sit tydelige aftryk på ansøgernes ønsker, idet både Brasilianske studier, Kinastudier, Japanstudier og Sydasienstudier ser ud til at blive fyldt helt op. Samme tendens ses på flere af de europæiske kultur- og sprogstudier.

Endelig kan stort set alle fag på Aarhus Universitets med adgangsbegrænsning såsom medicin, odontologi, jura og psykologi melde om alt optaget. Som noget nyt har Aarhus Universitet har i år udbudt 30 ekstra pladser på samfundsfag/statskundskab, og også her er der fyldt op.

Stadig ledige pladser

Aarhus Universitet har i år måtte sende afslag ud til ca. 1.600 ansøgere og opfordrer derfor alle til at kontakte universitetet, idet der stadig er ledige pladser.

”Hvis man er blandt dem, som desværre har modtaget et afslag fra Aarhus Universitet – eller i det hele taget har spørgsmål til optagelsen, så er det vigtigt, at man henvender sig til vores Informations- og Vejledningscenter. Her er vi klar med råd og vejledning via chat, telefon og ved personligt fremmøde. Er man ikke blevet optaget på drømmestudiet, og i øvrigt har gjort alt hvad der er muligt for at komme ind – ja, så kan det være en rigtig god idé at vælge en beslægtet uddannelse på universitetet, hvor der er ledige pladser. Vores vejledere vil kunne hjælpe med at pege på forskelle og ligheder mellem fagene”, siger dekan Mette Thunø.

Optagstallene er tilgængelige på fivu.dk

Information om ledige pladser

Aarhus Universitet tilbyder studievejledning både ved telefon og personligt fremmøde og via chat fra kl. 10. Man kan få flere informationer i Informations- og Vejledningscentret, Frederik Nielsens Vej 5, Aarhus C eller på bachelor.au.dk/optagelse/saadan-soeger-du/ledige-pladser-i-august/ 

Chat-vejledning:
studieguide.au.dk/chat
Hverdage: kl. 10-14
Aftenchat: Mandag og onsdag kl. 19-21

Telefontid og personlig betjening:
Tlf.: 8715 0720
Mandag-torsdag 9-15
fredage 9-14

Kommende studerende, Forside au.dk