To do-liste til præsidentens første arbejdsdag

Uanset om det bliver Obama eller Romney, der indtager Det Hvide Hus efter det amerikanske præsidentvalg den 6. november, kommer præsidenten fra dag ét til at forholde sig til den økonomiske krise, tørken i USA og Amerikas status som supermagt, vurderer lektor i jura og internationale forhold Amin Alavi.

18.09.2012 | Marie Groth Andersen

Kampen om Det Hvide Hus er i fuld gang. Men uanset om det bliver Romney eller Obama, der indtager præsidentboligen efter valget den 6. november, kommer præsidenten fra dag ét til at forholde sig til den økonomiske krise, tørken i USA og Amerikas status som supermagt, vurderer lektor i jura og internationale forhold Amin Alavi. Foto: Colourbox

For at skitsere den virkelighed, som USA’s kommende præsident skal agere i, har lektor i jura og internationale forhold, Amin Alavi, lavet en liste over de emner, som præsidenten uvægerligt kommer til at forholde sig til, uanset om han er republikaner eller demokrat.

- Det er en liste over de emner, som Amerikas præsident kommer til at beskæftige sig med ikke kun i denne valgperiode, men i 5-10 år frem i tiden, forklarer Alavi.

Listens top er præget af den økonomiske krise, som i USA blandt andet gør sig gældende ved høj arbejdsløshed, underskud på betalingsbalancen og stor gæld. Her skal hjælpen ifølge Alavi hentes i Kina, som i de seneste år har positioneret sig som en stærk international økonomisk magt og som en af USA’s vigtigste kreditorer. Noget tæt og varmt samarbejde mellem USA og Kina bliver der imidlertid ikke tale om, for relationen mellem de to lande er stadig præget af køligt diplomati, vurderer Alavi. USA skal derfor se sig om efter en anden allieret, der kan sikre USA en styrket økonomisk position fremover.

- USA’s position som supermagt er på retur. Landet har ikke længere kapacitet til at klare tingene alene. Det er afhængigt af andre aktører. USA skal finde sig en allieret, og det skal ske inden for de næste to valgperioder, vurderer han.

Europa er ikke længere nok

Der er dog ikke er tale om, at USA skal vrage Europa som økonomisk alliancepartner, for Europa er stadig en vigtig partner i håndteringen af den økonomiske krise.

- Men Europa er ikke længere nok, for her har vi jo også krise. Der er behov for, at USA skaber en dybere alliance til en anden part også. Man kunne for eksempel forestille sig en situation, hvor USA tager udgangspunkt i det amerikanske kontinent og knytter stærkere handelsmæssige bånd til Caribien og indgår handelsaftaler med MERCOSUR-landene (Brasilien, Argentina, Paraguay og Uruguay, red.), forklarer Alavi.

Tørken kan blive Obamas chance         

Længere nede på to do-listen ligger fødevarekrisen og klimaproblemerne. På trods af, at USA er ramt af en af de alvorligste tørkeperioder i nyere historie, har klima og fødevaremangel indtil nu ikke fyldt væsentligt i den amerikanske valgkamp. Men det ændrer sig nu, vurderer Alavi og peger på, at det kan blive en gylden chance for Obama.

- Det er nu, man begynder at købe og sælge afgrøder, og tørken i USA betyder, at priserne på afgrøder vil stige. Det betyder, at de landmænd, der ikke er ramt er tørken, kommer til at tjene styrtende, mens de tørkeramte landmænd kan risikere at skulle sælge deres jord og ejendom. Her skal Kongressen afgøre, om disse landmænd skal have støtte, og dermed opstår der en åbning for et samarbejde mellem republikanerne og demokraterne. Obama får samtidig mulighed for at vise sig som leder af landet ved at løse et akut problem, og det er en gylden chance for ham, mener Alavi.

Trætte af krig

På trods af, at situationen i Syrien af flere beskrives som håbløs, at konflikten mellem Iran og USA spøger i kulissen, og at USA stadig har tropper i Afghanistan, så har Alavi placeret en mulig krig i Mellemøsten nederst på præsidentens to-do-liste.

- Der er ikke stemmer i det, for der er ved at opstå en krigstræthed i USA. Amerikanerne har svært ved at se, hvorfor de skal være aktive uden for landets grænser, så længe de ikke har styr på eget hus så at sige. De har svært ved at se, hvordan de skal gøre en forskel. Den sidste præsident, der forsøgte og faktisk næsten havde held til at løse mellemøstkonflikten, var Clinton, og det ligger 12 år tilbage i tiden, så det er ikke en topprioritet for en amerikansk præsident lige nu, vurderer Alavi.


To do-liste til præsidentens første arbejdsdag:

  1. Dollaren er i krise (ring til Kina)
  2. Den nye valutakrise (ring til London og Bern)
  3. Den kommende økonomiske krise (ring til Den Internationale Valutafond, Den Europæiske Centralbank og Kina)
  4. Underskuddet på betalingsbalancen (ring the Kina)
  5. Tørke og faldet i USA’s landbrugsproduktion (ring til guderne)
  6. Europa i opløsning (ring til Tyskland)
  7. Nye krav fra BRIC-landene (Brasilien, Rusland, Indien og Kina, red.) (afvent deres opkald)
  8. Mulig krig i Mellemøsten (ring til Israel)
  9. Klima (ring til en eller anden)
Videnudveksling, Presse, Forside au.dk lille