Uddannelsesminister med tang i munden

Morten Østergaard fik sammen med 350 skoleelever og interesserede borgere vendt op og ned på sit syn på tang, da AU-forskere bag Algecenter Danmark og Havets Hus inviterede til Forskningens Døgn i Grenå.

23.04.2012 | Signe Høgslund

Der var både mulighed for at se smage og lugte tang under forskningens døgn i Grenå. Annette Bruhn viser forskellige alge arter frem og fortæller, hvor man kan gå på jagt efter alger langs vores kyster. Uddannelsesministeren og andre besøgende kunne forsøge sig med at lave falsk kaviar vha. alginat der udvindes fra alger. Foto: Lone Mouritsen

Foto: Lone Mouritsen

Helt inde ved kysten er der gode muligheder for at se alger og det liv der udfolder sig i algernes løv. Foto:Peter Bondo Christensen

- Vi vil vise, at tang smager godt og kan bruges til mange nyttige ting samtidig med, at de er rigtig flotte. Mange synes tang er noget slimet og klamt, der snor sig om tæerne, når man bader. Den opfattelse vil vi ændre, fortæller Annette Bruhn, forsker ved Bioscience, Aarhus Universitet og en af hovedkræfterne bag Algecenter Danmark.

De fleste besøgende ved Forskningens Døgn i Grenå blev overrasket over, at vi dagligt støder på tang i tandpasta, is og kakao, og der var stor interesse for tip til, hvor man finder forårets sprøde tangplanter, og hvordan man får smagsoplevelser med hjem fra strandturen.

- Arrangementet her under Forskningens Døgn er en af de måder, vi kan gøre folk bevidste om, at tang kan blive en vigtig ressource i fremtiden, siger Annette Bruhn.

Tangappeal

I Algecenter Danmark, der er et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Teknologisk Institut, Kattegatcentret og Havets Hus, forsker man i at udnytte tang eller produkter fra tang til føde, i dyrefoder, i medicin og til grøn energi.

Forskning, erhvervsliv og formidling er tæt forbundet i Algecenter Danmark, og uddannelsesminister Morten Østergaard er glad for det koncept.

- Vi vil gerne fremme den tilgang, vi ser her, nemlig at man har mange forskellige aktører med ved bordet helt fra projektets start, fortæller Morten Østergaard.

Men han understreger også, at regeringens nye nationale innovationsstrategi vil satse på storskala- innovation, og at det i høj grad vil være kommercialiserings- og implementeringsdelen af udviklingsprojekterne, der vil blive båret frem i den kommende innovationsplan.

Algecenter Danmark undersøger også, om dyrkning af store tangplanter kan rense havvand for næringsstoffer. Det er særligt vigtigt tæt ved kysten i de områder hvor der er stor næringsstofudledning. Tang optager næringsstofferne når de gror og kan tangen samtidig omdannes til fiskefoder eller andre nyttige produkter, kan tangdyrkning blive en god forretning, også for miljøet, forudser Annette Bruhn.

Tang-forskerne står stadig over for mange udfordringer, før dyrkningen af tang bliver en kommerciel succes. Forskning, formidling og et tændt erhvervsliv må gå hånd i hånd, før tang bliver hver mands eje, og før vi i højere grad udnytter værdifulde stoffer som antioxidanter, proteiner og farvestoffer, der findes i tangen langs vores mange kyster.

Arrangement, Forside au.dk