Udviklingskontrakt: Sådan måles AU

Uddannelserne og de studerende spiller en hovedrolle i den udviklingskontrakt, som underskrives i dag.

21.06.2012

Uddannelserne og de studerende spiller en hovedrolle i Aarhus Universitets nye udviklingskontrakt, som uddannelsesminister Morten Østergaard og bestyrelsesformand Michael Christiansen i dag underskriver. Foto: Anders Trærup/AU Kommunikation

Uddannelserne og de studerende spiller en hovedrolle i Aarhus Universitets nye udviklingskontrakt, som uddannelsesminister Morten Østergaard og bestyrelsesformand Michael Christiansen i dag underskriver. Foto: Anders Trærup/AU Kommunikation

Tolv konkrete målepunkter fordelt på syv overordnede mål.

Det er, hvad Aarhus Universitet forpligter sig til at opfylde, når uddannelsesminister Morten Østergaard og bestyrelsesformand Michael Christiansen i dag underskriver Aarhus Universitets nye udviklingskontrakt.

Især uddannelsessiden får stor opmærksomhed, idet halvdelen af målepunkterne omfatter emner som gennemførselstid, studentertilfredshed og beskæftigelsesgrad.

Der er stor politisk interesse for de forskningsbaserede lange videregående uddannelser, og rektor Lauritz B. Holm-Nielsen ser det som helt oplagt, at uddannelserne og de studerende spiller en relativt stor rolle i udviklingskontrakten:

- Uddannelse af stærke kandidater er universiteternes vigtigste samfundsopgave, og den bliver kun endnu vigtigere i de kommende år. Danmark risikerer at mangle højt kvalificeret arbejdskraft allerede fra 2020, og det er naturligt, at universiteterne påtager sig en del af ansvaret for, at vi ikke ender i den situation.

88 procent tilfredse studerende

Konkret skal Aarhus Universitet blandt andet sikre, at mindst 88 procent af de studerende er tilfredse med deres uddannelse i den næste store studiemiljøundersøgelse, som gennemføres i 2014. Desuden forpligter universitetet sig til at sikre en beskæftigelsesgrad for kandidaterne, som er to procentpoint højere end landsgennemsnittet.

Målene i udviklingskontrakten lægger også op til, at rekrutteringsindsatsen og aktivitetsniveauet på Aarhus Universitets Summer University skal optrappes.

Forskning og videnudveksling

Det er dog ikke kun på uddannelsessiden, at Aarhus Universitets forpligter sig på at opfylde konkrete mål frem mod 2014. Alle universitetets fire kerneaktiviteter er nævnt i udviklingskontrakten.

Forskningen skal måles på baggrund af publikations-impact og evnen til at tiltrække midler fra udenlandske kilder. Herunder f.eks. det europæiske Horizon 2020-program, som med 600 milliarder euro i baghånden bl.a. skal finansiere banebrydende interdisciplinær forskning. Et selvstændigt mål i udviklingskontrakten er i øvrigt Aarhus Universitets interdisciplinære centre, som ligeledes måles på deres evne til at tiltrække midler.

Hvad angår videnudvekslingen, forpligter Aarhus Universitet sig på at styrke efter- og videreuddannelsesområdet og øge omfanget af samarbejdsaftaler med det omgivende samfund, mens talentudviklingen måles ud fra ph.d.ernes beskæftigelsesgrad, hvor Aarhus Universitet også forpligter sig til at ligge to procentpoint over landsgennemsnittet.

Større frihed til universiteterne

Udviklingskontrakterne underskrives efter en proces, hvor universiteterne har fået større frihed end tidligere til at foreslå mål og målepunkter. Således er fire af målene defineret af Uddannelsesministeriet, mens de tre sidste er valgt af Aarhus Universitet selv.

Udviklingskontrakten gælder med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2012 og frem til 31. december 2014.


fileadmin/www.au.dk/aktuelt/Nyheder_2012/1AU_udviklingskontrakt.pdfLæs udviklingskontrakten

Læs artikel om AU’s høringsproces om udviklingskontrakten

Nyt fra ledelsen, Forside au.dk