Valget er afgjort

De studerende har valgt næste års repræsentanter til universitetets råd, nævn og udvalg. De to studenterpladser i bestyrelsen gik til Studenterrådet.

26.11.2010 | Rikke Carlsen

De studerende på Aarhus Universitet har bestemt, hvem der skal sidde i universitetets akademiske råd, studienævn, ph.d.-udvalg og bestyrelse. I år satte valgdeltagelsen rekord med 21,4 procent af de stemmeberretigede studerende.

Valgudvalgsformanden, professor Michael H. Jensen er tilfreds med, hvor mange der sat deres kryds i løbet af de tre dage.
­– Valgudvalget kan med stor tilfredshed konstatere, at stemmeprocenten i år er markant højere, end den har været de sidste mange år. Det er min opfattelse, at en stor del af æren for dette skal tildeles de studenterpolitiske organisationer, der i år i særligt høj grad har udvist initiativ og engagement, siger han.

De to studenterpladser i universitetets øverste myndighed, bestyrelsen, gik begge til Studenterrådet. Valgt blev Maria Juhler-Larsen og Christian Thyrrestrup, og de tiltræder deres pladser i bestyrelsen den 1. februar 2011.

– Jeg er meget overvældet over at blive valgt, og jeg er rigtig glad for, at begge mandater er gået til Studenterrådet. Derudover er det helt fantastisk, at stemmeprocenten er så høj i år. Det er næsten en sejr i sig selv, siger Maria Juhler-Larsen.

Stemmerne til bestyrelsen fordelte sig med 4.479 stemmer på Studenterrådet og 1.882 på Valgforbundet for studenterdemokrati. Resten var enten blanke stemmer eller gik til lister uden for valgforbund.

Nyheder