Taler

Årsfesttale ved Michael Christiansen

Kære gæster, medarbejdere og studerende

Hjertelig velkommen til fejringen af Aarhus Universitets 88-års fødselsdag. Dette er min sidste årsfesttale, idet jeg helt efter planerne og reglerne træder ud af bestyrelsen i begyndelsen af det nye år. Tillad mig derfor at være lidt tilbageskuende – før jeg kigger fremad. ”Livet må forstås baglæns”, som Kirkegaard sagde.

Universitetet - ja, hele sektoren – har i de forløbne 10 år gennemgået meget store og dybdegående forandringer - både mht. størrelse og opgaver. I 2007 ændrede universitetslandskabet helt karakter med de meget omfattende fusioner, som for Aarhus Universitet først sluttede med sammenlægningen med Ingeniørskolen i 2012. De omfattende fusioner, der gjorde Aarhus Universitet næsten dobbelt så stort, trækker den dag i dag store veksler på universitets medarbejdere, studerende og ikke mindst ledelse. Som formand har jeg lejlighedsvist spurgt mig selv: Har det været det hele værd? Har alle de store reformer, reorganisering og samordning båret frugt? Er de store investeringer i opbygningen af et bredt universitet, der rækker ud til alle samfundets sektorer bæredygtig? Svaret er ubetinget ja. Den kæmpemæssige opgave, vi sammen påtog os med at forene det ”gamle” universitet med business, ingeniører, pædagogik og sektorforskning, er i disse år ved at udkrystallisere sig i et nyt og kraftfuldt universitet. 

Aarhus Universitet har udviklet sig fra at være et egnsuniversitet til et landsuniversitet til i dag at være et internationalt universitet, der konkurrerer med de bedste i verden. Udviklingen tog fart, da Lauritz Holm-Nielsen trådte til som rektor, og den er fortsat med Brian Bech Nielsen ved roret. Vi har måttet justere kursen og rebe sejlene under vejs, men målet er det samme: at være et toneangivende og globalt orienteret universitet med impact på tværs af hele forskningsspektret. Dermed lever vi på bedste måde op til arven fra de meget visionære aarhusianere, der så nødvendigheden af at etablere et universitet i byen, hvis byen og området skulle udvikle sig til at være Danmarks andet store vækst- og videnscenter.

Vi er ikke i mål og kommer det forhåbentlig aldrig, for når man melder sig ind i den internationale konkurrence, kræver det, at man tør sigte efter det, ingen tror muligt – man skal turde drømme stort – og det gør vi i Aarhus. Vi må aldrig slippe ambitionen om at stræbe mod det bedste. Men det når man jo ”heldigvis” aldrig helt.

Vi er også realister, og vi kender vores begrænsninger. Vi er ikke Harvard eller Oxford, der med store pengetanke og et renommé opbygget gennem hundredvis af år frit kan vælge på alle hylder. Vi har ikke ressourcer nok til at være fyrtårn på alle områder. Vi er nødt til at satse mere på delområder, der kan placere universitet på verdenskortet.  Derfor bliver det nødvendigt at selektere og træffe afgørende beslutninger om, hvor vi vil sætte særligt ind. Den kvalitative prioritering vil være den største udfordring i fremtiden. Det gælder også vægtningen mellem forskning og undervisning. Den forskningsbaserede undervisning er universiteternes særkende – det er vores raison d'être. Vi må ikke tillade kvalitative fald på nogen områder.

Undervisningen en opgave, vi skal værne om. Vi skal som universitet sikre, at vores høje ambitioner for forskning ikke sker på bekostning af vores uddannelser. De foregående års arbejde med fusioner og internationalisering har været meget rettet mod at udnytte forskningens potentiale. Det er tid til at give undervisningen samme opmærksomhed. Verdens bedste universiteter har ikke kun verdens bedste forskere, de har også verdens bedste undervisere. Derfor har vi i bestyrelsen og universitetsledelsen truffet en lang række beslutninger om at opprioritere uddannelsesområdet kvalitativt.

Vi skal ikke konkurrence med alle andre om kvantitet. Aarhus Universitet skal konkurrere om kvalitet. Vi skal gøre os fortjent til, at den overordnede udvikling i sektoren går i vores retning ved at være kvalitativt bevidste. Den kvantitative udvidelses tid er forbi, i dag er det kompromisløs kvalitet, der tæller – det gælder naturligvis både forskning og uddannelse.

En efterspørgsel alene fremmet af taxametersystemer og ønsket om at optage mange studerende fører ikke til kvalitet – det er en bevidstløs udvidelse. Men bevidst arbejde med kvalitet fører indirekte til udvidelse af studenterantallet. Kvalitet skaber efterspørgsel, og den skal vi kunne imødekomme. Studenterne skal ikke komme, fordi de tager penge med, men fordi de modtager kvalitet – det må være vores målsætning.

Men dygtige undervisere og et højt fagligt niveau gør det ikke alene. Universitetsmiljøet er afgørende vigtigt. Campus-udformningen og det fysiske studie- og arbejdsmiljø skal sikre de bedst tænkelige rammer for universitetets faglige aktiviteter. Her er Aarhus Universitet helt enestående. Jeg har i tidligere taler rost dette smukke og gennemtænkte byggeri, og jeg gør det gerne igen. AU er på verdensplan et enestående universitetsbyggeri med unik beliggenhed og sammenhængende campus. Det er visionært, at vi med hjælp fra Aarhus Universitets forskningsfond i 2019 overtager det tidligere Kommunehospital successivt og løbende kan udvikle Campus 2,0.

Placeringen giver enestående rammer for at udbygge og fastholde den stærke position som et by-integreret campus. Det giver på lang sigt muligheder for at fortsætte udviklingen af et forsknings- og undervisningsmiljø af høj international klasse og dermed styrke byens position som en af Nordens førende uddannelses- og forskningsbyer.

Stort set hvert af de foregående år er jeg kommet med et hint om, at skiftende regeringer ikke har formået at give universiteterne og deres bestyrelser den fornødne frihed og tillid til at drive universiteterne, men i stedet har styret dem med bureaukratiske og snærende reformer: Jeg nævner i flæng, akkreditering, dimensionering og fremdriftsformen. Man kan godt undre sig over, at vi efter 14 år med universitetsloven ikke har en governance-model, der kan sikre universiteterne de bedste betingelser til at udvikle sig hver især og sammen. Bestyrelsernes oprindelige rolle var og er at skabe vejledning og inspiration for ledelsen, bindeled til samfundet og værn mod politisk ustabilitet. Men selv i dag diskuteres denne konstruktion. Og det bekymrer mig. Fordi vores arbejde bygger på tillid – tillid fra samfundet, tillid fra politikere og tillid fra universitetets ansatte og studerende.

Mine år som bestyrelsesformand her på universitetet har lært mig, at universitetsledelse er noget meget specielt. På et universitet er der ingen økonomisk bottom-line og derfor ikke en klar og entydig målsætning. Vi er til for eftertiden – både på kort og lang sigt. Blikket skal være rettet både på kompasset og på horisonten. Blandt andet af den grund er det vigtigt, at ledelse af forskning sker i konstant dialog med forskerne, og i respekt for det særegne ved forskningens natur. Forskning skal ledes, men forskning skal også have frihed – det er udfordringen for universiteternes ledelse.

Jeg hilser det igangværende styringseftersyn af universiteterne velkomment. Erfaringerne fra universiteterne ekspansioner og den deraf følgende dimensionering har klart indikeret, at der er behov for en mere overordnet ledelse af den samlede universitetssektor. Den bureaukratiske petitesse-styring af hvert enkelt universitet bør afvikles og erstattes af overordnede målkontrakter, som har et mere styringsmæssigt indhold end de nuværende. Det kræver, at der bliver lagt nogle målsætninger ud for hele universitetssektoren i stedet for at slippe de frie kræfter løs. For den frie konkurrence kan ikke sikre den højeste kvalitet i forskning og uddannelse, men fører i stedet til indbyrdes kannibalisme og magtkampe. Det kræver politisk styring at sikre, at universiteterne samlet set løser den vigtige samfundsopgave, de er sat i verden for. Nogle vil se en sådan politiske indblanding som et udtryk for utidig kontrol. Jeg mener, det er en måde at genskabe tilliden mellem universiteterne og Christiansborg på. En tillid, der de seneste år har fået gentagne knæk på grund af besparelser og reformer. Politikerne skal holde sig fra nærstyring og have modet til at slippe tøjlerne og give universiteterne den nødvendige frihed til at forfølge deres mission. Det vil nok kræve en mere tydelig reference mellem ”ejerne” og bestyrelserne. En koncernstyring af hele sektoren er nødvendig kombineret med en ligeså nødvendig tro på og tillid til, at bestyrelserne gennem ledelserne rent faktisk styrer efter de aftalte rammer.

Større frihed for de enkelte universitetsledelser kombineret med en mere overordnet samfundsmæssig ledelse af hele sektoren vil være til gavn for alle parter.

Institutionernes størrelse skal ikke afgøres af markedsføring eller regionale særhensyn. Ligesom det er en politisk opgave at placere store strategiske forskningsområder. Et godt eksempel er placeringen af Partikel-kanonen. Da regeringen besluttede, at der skulle være én partikelkanon og ikke to, opstod der en konkurrence. Den konkurrence kunne ikke afgøres af en diskussion i Danske Universiteter eller i danske regioner. Det må og skal være en landspolitisk beslutning ud fra en faglig og demografisk bedømmelse. Aarhus fik partikelkanonen og har så til opgave at sørge for at udnytte den optimalt. En del af den opgave er naturligvis at sikre, at den står til rådighed for alle andre – ikke bare os i Aarhus.

Det samme gælder dimensioneringen, som jo når alt kommer til alt, var en politisk beslutning om at beskære et stærkt voksende humaniora. Jeg vil i den forbindelse gerne slå fast, at den visse kritiske røster rettet mod humaniora er skudt helt ved siden af. Vi har som samfund brug for et stærkt humaniora til at stille - og besvare - de store spørgsmål om menneske, kultur, historie og samfund. Vi må holde fast i, at universiteterne også har til opgave at fordybe sig i emner, som ikke umiddelbart kan omsættes i kroner og ører. Ellers mister vi ikke blot innovative perspektiver på samfundets udfordringer og en sproglig og interkulturel døråbner til globaliseringen. Vi mister også en væsentlig del af samfundets ånd. Det er et fattigt land, der ikke har en rig humaniora.

Men beslutningen om dimensionering var nødvendig og måtte komme fra politisk side. Den kunne ikke være truffet af universiteterne selv. Til gengæld burde det politiske system ikke have blandet sig i implementeringen. Håndteringen af dimensioneringen var kritisabel, og et godt eksempel på, at regeringen gik helt ned i maskinrummet og detailregulerede i stedet for at udstikke rammer.

Ministerens ledelse skal beskæftige sig med forholdet mellem universiteterne – dvs. hvor store skal de forskellige uddannelser være de forskellige steder, hvor meget må de ekspandere, hvor skal større forsknings- og undervisningsområder placeres. I et land med 5 mio. indbyggere er der nogle overordnede styringsmæssige hensyn, man bliver nødt til at anerkende. Men når de er på plads, og pengene er fastlagt, skal det politiske system inkl. regnedrenge holde fingrene væk fra universiteterne. Væk med den politiske styring nede i maskinrummet og al bureaukratiet – det kunne måske indgå i den helhedsplan, som i disse dage er på alles læber.

Forskning og undervisning er uløseligt forbundet med landets udvikling og fremtid. Derfor bekymrer det, at dette ikke nævnes med et ord i den omtalte helhedsplan. Vi noterer os med tilfredshed, at der ikke er lagt op til direkte nedskæringer på universiteterne, men at den økonomiske situation er nogenlunde status quo. Og det skal man være glad for i disse tider. Ikke desto mindre bekymrer det, at der ikke levnes plads til universiteternes uddannelse og forskning i 2025-planen. Herfra skal derfor lyde en klar opfordring til  politikerne: Det er i uddannelse og forskning landets fremtid har sin forudsætning.

Jeg indledte denne tale med at annoncere min afgang fra Aarhus Universitets bestyrelse, jeg kan samtidig berolige de tilstedeværende med at indstilling om en ny formand er på plads. Det er indstillingen, at Connie Hedegaard den 1. februar 2017 overtager formandsposten. Det er et klogt valg, og jeg glæder mig til – til en tid - at ønske Connie tillykke.

Jeg vil også benytte lejligheden til at sige tak til hele bestyrelsen og de to rektorer Brian Bech Nielsen og Lauritz Holm-Nielsen for fantastisk samarbejde. Tak til de studerende og medarbejderne – det har været en fornøjelse at stå i spidsen for institutionen og blive en del af den helt specielle Aarhus-ånd, som gennemsyrer dette sted.  Hver en mursten, der udgør universitetets bygninger, hver en forsker, der har betrådt gangene og hver en studerende, der er blevet undervist i auditorierne, fortæller historien om universitetets ambition.

Hvis vi taber den ambition, så taber vi den ånd, universitetet blev skabt i for 88 år siden. En ånd, der fik fremsynede mænd til at sætte Aarhus på verdenskortet; der fik forskere som Skou til at drive sin forskning helt frem til den store målstreg, og som i dag betyder, at Aarhus Universitet er blandt de bedste universiteter i verden. Vi søger i dybet den faste grund og det vil vi fortsætte med til glæde for den enkelte og hele samfundet.

Tak for ordet, nu vil rektor lede jer videre gennem denne festlige dag.

 


 

Tale til Årsfesten 2016 ved rektor Brian Bech Nielsen

Kære Departementschef, kære Borgmester, kære bestyrelse, samarbejdspartnere, gæster, kolleger og ikke mindst kære studerende. Også jeg vil byde et hjertelig velkommen til årsfest på Aarhus Universitet.

Indledningsvis vil jeg sige tak til Michael for din store indsats som formand for Aarhus Universitets bestyrelse og tak for samarbejdet. Det har været og er meget inspirerende. Aldrig har jeg mødt en alumne – fra Københavns Universitet, der i den grad brænder for Aarhus Universitet. Der må være noget skabsjyde i dig! Vi vil naturligvis tage en behørig afsked med dig, når vi kommer dertil.

Vi har fantastiske studerende på Aarhus Universitet. Lige nu summer det af liv i Universitetsparken, hvor de studerende er i fuld gang med at afholde (hvad de kalder) Danmarks største idrætsdag - som naturligt nok afsluttes med Danmarks længste fredagsbar. Det minder mig om, hvor stort et privilegium det er at arbejde på vores Universitet. Hvert år, når sommeren går på hæld, bliver mødt af nysgerrige, håbefulde og videbegærlige unge, der fordomsfrit udfordrer os som mennesker, undervisere og forskere, og det er et privilegium. Væk er for en stund alle bekymringerne om finanslov, helhedsplan, styrringseftersyn, fremdriftsreform, dimensionering, akkreditering, internationalisering, frafald og match -- og pludselig giver det hele mening!

Vi er her for de studerendes skyld, og fordi vi brænder for at skabe viden og dele viden med samfundet.

En særlig varm velkomst skal lyde til de knap 7.400 nye studerende, som lige har påbegyndt deres studier på Aarhus Universitet. Aldrig før har så mange ansøgere valgt os som deres første prioritet – og karaktergennemsnittet, for dem vi optager, stiger år for år.  Og de har noget at glæde sig til. Ikke kun til livet som studerende, men også til mødet med dybt engagerede undervisere og forskere, som vil gøre deres ypperste for at hjælpe dem til den bedste uddannelse og give dem en sund ballast til deres videre liv.

De seneste år har uddannelsesdebatten drejet sig om kvalitet og relevans. Som oftest anvendes de to begreber i flæng, og det mudrer altså debatten.  Jeg vil derfor gerne adskille de to begreber. Relevans betyder for os, at dimittenderne kan få et relevant job.

Og her går det godt på Aarhus Universitet! Ser man på vore dimittenders ledighed i perioden 1 til 2 år, efter de er færdige, er den for alle fire fakulteter blandt de laveste i landet. Vore dimittender hører med andre ord til blandt de mest attraktive.

Hvad angår uddannelsernes kvalitet, har debatten været fokuseret på frafald, timetal, fremdrift og studiematch – alt sammen vigtige parametre – men jeg savner det helt essentielle. Hvad kommer der ud af det? Hvad kan de studerende efter endt uddannelse? Hvad er deres faglige niveau?

Uddannelse af høj kvalitet betyder for os, at de studerende ikke blot skal matche samfundets nuværende behov – de skal også kunne forandre og udvikle samfundet. De skal have et højt fagligt niveau, så de kan konkurrere med dimittender fra stærke internationale universiteter. - Konkurrencen er international – og globaliseringen stopper ikke!

Det høje faglige niveau hænger uløseligt sammen med kvaliteten af forskningsbasen. Ikke mindst derfor lægger vi vægt på hvert eneste år at øge forskningshøjden på Aarhus Universitet.

Det kræver dygtige og dedikerede medarbejdere, som brænder for deres fag, og det gør vi på Aarhus Universitet. Vores forskere fra alle fakulteter tiltrækker konkurrenceudsatte midler i stor stil.  På  vores største område, naturvidenskab og teknik, er vi faktisk det universitet i landet, som per videnskabelig medarbejder er bedst til at sætte eksterne midler i spil..

Jeg vil derfor gerne rose universitetets medarbejdere for en flot og helhjertet indsats. Det gælder det videnskabelige personale, men sandelig også de tekniske og de administrative medarbejdere. I bidrager alle til den helhed, der udgør universitetet.

Så kære gæster, I må meget gerne sende de tilstedeværende medarbejdere et anerkende blik og et velment klap på skulderen – de har helt ærligt fortjent det. Ikke mindst fordi - de holder fanen højt i en tid, hvor vores sektor er under pres.

Reduktionen af uddannelsesbevillingerne på 2% per år og den kraftige beskæring af de statslige forskningspuljer på sidste års finanslov ramte også Aarhus Universitet hårdt.

Vi blev ramt – ja! Men gennem konstruktive drøftelser med vores bestyrelse, de lokale ledelser, og samarbejdsudvalgene er vi nået frem til en god langsigtet plan, hvor vi kommer igennem det ved at nedbringe udgifter til både bygninger, administration, drift og løn – hovedsageligt ved naturlig afgang.

Det foreliggende forslag til finanslov for 2017 er i overensstemmelse med vore forventninger, og giver ikke anledning til ændring af vores plan.

I overensstemmelse med vore forventninger, sagde jeg – men ikke i overensstemmelse med vore forhåbninger. Det er vigtigt, at vi atter får løftet investeringerne i forskning, hvis de danske universiteter skal bevare deres internationale konkurrencekraft og bidrage effektivt til samfundets udvikling. Ikke mindst midlerne til den frie forskning trænger til et løft. Det er der, hvor vækstlaget af talentfulde forskere trives allerbedst.

Et latinsk ordsprog lyder: Per aspera – ad astra : gennem vanskeligheder til stjernerne.  Her på Aarhus Universitet rækker vi ud efter stjernerne, og vi mister ikke modet. Godt det samme - for vi har en stor udfordring, som vi skal arbejde med i de kommende år.

Fortsætter universiteterne med den nuværende optagelsesfrekvens, skal der i 2030 findes beskæftigelse til ca. 130.000 flere med en lang videregående uddannelse i den private sektor. Eller sagt så det er til at forstå: I dag er det halvdelen af dimittenderneder får ansættelse i det private erhvervsliv. I 2030 skal det være 2 ud af 3. Den bevægelse sker ikke af sig selv!

”Lad ham som vil bevæge verden, først bevæge sig selv” skal Sokrates have sagt.

 Med det in mente arbejder vi på Aarhus Universitet med tre forskellige spor: Vi skal ændre vores dimittendprofil. - Vi skal bygge bro til erhvervslivet. - Og vi skal skabe flere spin-out-virksomheder.

Ændringen af dimittendprofilen indebærer, at Aarhus universitet vil udvide optaget på uddannelser, der primært afsætter dimittender til det private erhvervsliv, og reducere optaget på uddannelser, der primært fører til ansættelse i den offentlige sektor.

Derfor vedtog bestyrelsen lige inden sommerferien fire store strategiske satsninger frem mod 2019.

Vi tilfører betydelige ressourcer til ingeniøruddannelserne, med henblik på kraftigt at øge deres optag. Udviklingen er allerede i gang, og vi har igen i år oplevet en betydelig øget søgning.

Vi investerer også kraftigt i forskningsbasen til vores business område.

Og vi arbejder med muligheden for, at studerende på de sundhedsvidenskabelige uddannelser kan tone deres forløb mod f.eks. medicinalindustrien.

Dimensioneringen af uddannelserne betyder, at optaget på de humanistiske, teologiske og pædagogiske uddannelser reduceres med små 30% over de kommende år. Nok reduceres antallet betydeligt, men dem, vi uddanner, skal have en endnu bedre uddannelse, end den de får i dag. Derfor har universitetet allokeret betydelige midler til at sikre, at vi kan fortsætte med at rekruttere meget stærke forskere til området trods reduktionen.

Herudover samler vi de erhvervssproglige og de kultursproglige miljøer, og sikrer derved, at fremtidige generationer af studerende kan studere tysk, fransk, spansk og engelsk som erhvervssprog og kultursprog på et højt niveau ved Aarhus Universitet.

Disse ændringer af vores dimittendprofil er et meget væsentligt bidrag til at imødekomme samfundets fremadrettede behov. Men det er ikke nok. Vi er nødt til at bygge bro mellem vores uddannelser og arbejdsmarkedet – det private såvel som det offentlige. Broen skal anlægges, så bropillerne på vores side står solidt plantet i både uddannelse og forskning! Vi går ikke på kompromis med kvaliteten.

Sidste år introducerede vi ideen om etårige specialeprojekter, der gennemføres sammen med en privat virksomhed eller en offentlig institution. Der står godt nok i universitetsloven, at specialet for de fleste studier varer et halvt år – men det finder vi nok en vej udenom – vi er jo i Jylland!

Brobygningen indebærer et intensiveret samarbejdet mellem studerende og erhvervslivet hovedsageligt via projektforløb, case competitions og virksomhedsbesøg. Og så håber vi, at ministeren snart vil fremkomme med et forslag til en erhvervskandidat-ordning, hvor de kandidatstuderende er deltidsansat i en virksomhed, og studiet forlænges tilsvarende.

Det bringer mig til ønsket om flere spin-out-virksomheder.

Der etableres allerede en del virksomheder som resultat af aktiviteterne på Aarhus Universitet. Men hånden på hjertet, så er det for få. Det er sådan set ikke CVR numre, der mangler. Men mange virksomheder opnår aldrig en tilstrækkelig flyvehøjde.

Vejen frem for en ung iværksætter er tåget, kringlet og usikker. Det er vores intention at lette tågen, rette vejen ud og gøre den mere sikker - for de studerende og forskere, der har mod på at skabe egen virksomhed.  Via vore gode venner i Aarhus Universitets Forskningsfond har vi direkte indflydelse på flere lokale aktører inden for feltet, og vi er i øjeblikket ved at kortlægge mulighederne for en koordineret indsats.

------------------------------------------------

Fra spin-outs vil jeg bevæge mig tilbage til universitet:

Tirsdag morgen cyklede jeg gennem universitetsparken og kunne ikke undgå at høre en af vore nye studerende tale temmelig højt i mobiltelefon:

”Jeg ved ikke, hvor jeg er, men her er en masse store bygninger – og de er alle sammen gule”.

Det problem blev heldigvis løst, men jeg nænnede ikke at fortælle, at vi har bygninger i mange farver – og lige om lidt er en stor del af dem røde.

Med Forskningsfondens Ejendomsselskabs køb af Kommunehospitalet har universitet fået en helt enestående mulighed for at fortsætte sin udvikling i en sammenhængende bynær campus. Vi ønsker at skabe et campus 2.0, integreret med byen, hvor universitet, kollegier, innovationsmiljøer og byliv går hånd i hånd med studieliv og aktiviteter 24/7. Med Aarhus kommunes velvillige opbakning er der skabt mulighed for at etablere flere brede tunneler under Nørrebrogade, så sammenhængen mellem universitetsparken og den nye by-campus bliver optimal.

Ved den årlige studiestartsmesse her i lokalet bed jeg mærke i, at de studerende allerede er gået i gang med at samle forslag til campus 2,0. Et af de mere muntre, jeg overhørte, var: ”Øg tætheden af mulige kærestepar…” Om det bliver et sted, hvor kærligheden blomstrer, kan jeg ikke love - men jeg kan håbe det. For et universitet uden passion og kærlighed er egentlig et sølle universitet.

Afslutningsvis vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke alle vore samarbejdspartnere – ministeriet, de private og offentlige fonde, erhvervsvirksomhederne, andre undervisningsinstitutioner og ikke mindst Region Midtjylland. Samarbejdet med Regionen, Aarhus Universitetshospital og os kan kun beskrives som forbilledligt og en stor gevinst for alle parter.

Aarhus Universitet blev skabt af lokale ildsjæle med Aarhus kommunes fulde opbakning, og siden da har by og universitet udviklet sig i en smuk symbiose. Jeg vil gerne kvittere for kommunens aldrig svigtende opbakning. Rethink er byens slogan som kulturhovedstad 2017. Jeg ser frem til, at vi sammen gentænker Kommunehospitalet med det formål at gøre Aarhus til en endnu stærkere og mere attraktiv by for de studerende.

Jeg indledte min tale med at sige, at vi har fantastiske studerende på Aarhus Universitet. En af dem er Isabella Møller, som vil holde dette års tale på vegne af de studerende.

Tag godt imod Isabella Møller og tak for jeres opmærksomhed.

 


Tale fra studerende Isabella Møller: 

 

Ærede gæster,

 

Mit navn er Isabella Møller, og jeg er kandidatstuderende i erhvervssprog og international erhvervskommunikation – i hvert fald i en lille måneds tid endnu. Det er med både ydmyghed og ærefrygt, at jeg tiltræder talerstolen her ved årsfesten og kaster et blik over min tid på Aarhus Universitet.

 

Mit liv som studerende begyndte i 2011, da jeg for første gang trådte inden for de gule mure. 19 år gammel. Nyligt emigreret fynbo med en studenterhue, der knap havde sat sit velkendte, svedige aftryk i panden, før den var blevet lagt i en flyttekasse og fragtet til en studiebolig på ydersiden af Ringvejen.

 

Som de fleste nye studerende var jeg naturligvis både spændt og nervøs for, hvordan de næste fem år af mit liv ville forløbe. Men jeg var helt sikker på, hvilken type studerende jeg ville være. Jeg ville udelukkende fokusere på mine fag, færdiggøre min uddannelse på normeret tid og rykke videre til København, så snart jeg stod med eksamensbeviset i hånden.

 

Sådan gik det ikke helt. Heldigvis.

 

I dag står jeg med viden, erfaringer og oplevelser, der rækker langt ud over indholdet i mine studiebøger, skyldig i at have udskudt min specialeaflevering med tre måneder og med en drøm om en dag at blive gammel i smilets by.

 

Jeg har ofte stillet mig selv spørgsmålet: Hvad fik mig til at skifte kurs?

 

I min søgen efter et svar, vender jeg gang på gang tilbage til den første dag i rusugen. Den dag, hvor jeg sad i et lokale på Fuglesangs Allé, i et virvar af nye mennesker, indtryk og informationer. En del informationer omhandlede de mange foreninger, man som studerende har mulighed for at blive en del af i løbet af sin studietid. Mit første møde med universitetet blev derfor også mit første møde med de studerende, der frivilligt lægger en betydelig indsats i at gøre universitetet til mere end undervisningslokaler og biblioteker. De studerende, der er engagerede i fagråd, fredagsbarer, studiekredse og alle de andre foreninger, der tilsammen skaber studiemiljøet på Aarhus Universitet. Og hvor banalt det end kan lyde, var det der, det gik op for mig, at man kun har det studiemiljø, man selv skaber. Så jeg tog chancen, glemte alt om den type studerende, jeg troede, jeg ville være og engagerede mig i fagrådsarbejdet på Institut for Erhvervskommunikation.

 

I mit frivillige arbejde har jeg i perioder brugt flere timer i mødelokaler end på læsesalen. Det indrømmer jeg gerne. Og det er jeg ikke den eneste studerende, der har. Jeg har mødt og arbejdet sammen med studerende, der alle har én ting tilfælles: De brænder for Aarhus Universitet, og de brænder for fællesskabet. Jeg har også mødt undervisere, for hvem de studerendes velbefindende på universitetet betyder mindst lige så meget som deres eget. Det tager jeg hatten af for.

 

Men den tid, der bliver lagt i kampen for det gode studiemiljø skal man ikke tage for givet. For mange studerende – inklusive mig selv - har det været muligt at lægge en ekstra time bag disken i fredagsbaren eller at gå glip af en forelæsning til fordel for et studienævnsmøde, fordi det ikke har været med livet som universitetsstuderende som indsats. Det har ikke været med et ECTS-krav åndende i nakken eller frygten for at miste vores økonomiske levegrundlag, hvis vi blev en smule forsinkede. Vi har haft rammerne til at investere en del af vores tid i at opretholde livet og studiemiljøet på universitetet. En investering, der samtidig udvikler vores faglige og menneskelige kompetencer. Også selvom vi dermed måtte udskyde fag eller risikere en reeksamen eller to. 

 

Derfor kan jeg også frygte konsekvensen af de politiske reformer, der i de seneste år er blevet gennemført – og dem, der lige nu er på tegnebrættet. Med fremdriftsreformen sendte man et tydeligt signal til de studerende om at blive hurtigere færdige ved at dedikere al tid til bøger og opgaver. Man har så at sige trukket gulvtæppet væk under fundamentet, der muliggør det frivillige arbejde. I hvert fald til en vis grad. Og med regeringens udspil til en ny SU-reform lægger man yderligere op til, at man som studerende skal bruge den smule tid, man måtte have i overskud, på erhvervsarbejde. Igen på bekostning af det frivillige arbejde.

 

Men i sidste ende er det vel okay, at man som studerende som udgangspunkt bør prioritere sit studie? Selvfølgelig. Problemet er bare, at såvel SU-reformen som fremdriftsreformen også fratager de studerende muligheden for at fordybe sig i fagligheden. For få dage siden udtalte rektor, at SU-reformen kan betyde, at de studerende tager mere erhvervsarbejde og dermed får mindre tid til at studere.

Og fremdriftsreformen har medført, at man ikke i lige så høj grad kan fordybe sig i de store projekter, der afslutter vores uddannelser. I en fredagsbar for noget tid siden faldt jeg i snak med en fysikstuderende. Han fortalte, at færre fysikere i dag kaster sig ud i risikable forsøg i deres bachelorprojekter og specialer på 30-ECTS. For som han sagde ”der er ikke tid til, at det kan gå galt”. På tværs af fakulteter ser vi generelt, at skriveperioder til de store projekter er blevet forkortet – på visse studier er specialeperioden blevet skåret ned fra seks til fire måneder.

 

Konsekvensen må uundgåeligt være som det er tilfældet på fysik: At flere studerende mister modet til at kaste sig ud i særlige, men også vovede, projekter. Projekter, der potentielt kunne søsætte nytænkende forskning, som kunne have bidraget til en positiv udvikling af samfundet på den anden side af universitetets gule mure.

 

På Aarhus Universitet vil man som modreaktion give plads til fordybelse ved i højere grad give mulighed for at inddrage tredje kandidatsemester til specialet.

At se en universitetsledelse, der kæmper for at fastholde fagligheden er fantastisk, men det ændrer ikke på, at der er skåret tid af uddannelserne – tid, der i sidste ende kan være afgørende for, hvor risikovillig man som studerende tør være. Og hvis inddragelsen af tredje kandidatsemester samtidig betyder fravalg af profilfag eller praktik, så er vi i sidste ende vel ikke meget bedre stillet?

 

Jeg frygter altså, at man i den politiske kamp for at få de studerende hurtigere ud på arbejdsmarkedet glemmer værdien og potentialet for læring og udvikling, der ligger både i og uden for forelæsningssalene. Et potentiale, der befinder sig derude, hvor man som studerende ikke altid er sikker på, om man kan bunde, og som derfor kræver de rette rammer og betingelser for at kunne blive indfriet.

 

Aarhus Universitet vil for mig altid være der, hvor jeg for alvor fik modet og lysten til at tage chancer. Hvor jeg havde muligheden for at søge den faste grund i dybet, i stedet for kun at gå ud til navlen.

 

Mit største ønske er, at fremtidige studerende får mulighed for at gøre det samme. Mulighed for at fordybe sig i fagligheden og kaste sig ud i det risikable forsøg eller det tidskrævende, etnografiske studie. Og muligheden for også at engagere sig i det frivillige arbejde, der i sandhed gør Aarhus Universitet til det universitet, vi så inderligt holder af.

For hvordan skal de studerende, universitetet og i sidste ende samfundet udvikle sig, hvis ikke der er plads til, at man kan tage chancer og afvige fra den snorlige vej mod eksamensbeviset. Eller sagt på en anden måde: Hvis man ikke kan sejle i ukendt farvand, hvordan skal man så kunne finde nyt land?

 

Tak – og rigtig god årsfest.


 

Takketale fra Aarhus Universitets Æresalumne 2016, Anne Thomassen:

Kære Aarhus Universitet, mine damer og herrer. Tusind tak for de rosende ord og for udnævnelsen til årets æresalumne. Jeg er meget taknemmelig over det. Men også forundret ! For det er jo mig, der skylder Aarhus Universitet en meget, meget stor tak for den gode uddannelse og den fantastiske start på voksenlivet og arbejdslivet, som Universitetet gav mig og mine mange medstuderende, der – som jeg – typisk var den første student i familien.  Min barndomsdrøm var at blive sygeplejerske – de var så pæne! Men alt var optaget på skolerne, da jeg som student søgte ind. Hertil sagde min far (købmand): Kan du så ikke tage til Aarhus og blive læge, det er jo næsten det samme – og der kan alle jo komme ind. Sådan blev det.  Her i vandrehallen – var det tydeligt, at ”alle” også var mødt frem. Både de indskrevne og alle de andre, der benyttede sig af, at forelæsningerne var offentligt tilgængelige. Det udnyttede vi også. Mor kom op en dag og vi gik sammen til forelæsninger i filosofi, historie og psykologi. Da vi sagde farvel ved toget begyndte hun at græde. Jeg frygtede det værste – uden grund. Hun græd af glæde – over den gode dag og især over, at jeg havde lov til at gå her på Universitet hver dag. Ja – tænk sig at få lov til det !

Fagligt kneb det for vi sproglige piger, at forstå mystikken i kemi, fysik og kemi – som vi jo skulle for at blive læger. Far var igen klar med råd. Hvis ikke I kan forstå det – kan I så ikke lære det udenad ? Det kunne vi da og vi blev alle læger – uden større problemer end at de kunne løses med en kop kakao i kantinen på Kemisk
Institut – hvor jeg kan forstå, at I stadig tyr til, når I trænger til lidt forkælelse. De fleste stiftede familie og mange fik børn i studietiden. Selv fik jeg de 2 første, der også blev budt velkommen til forelæsningerne.

Jeg er blevet spurgt om det var en stor overgang, at komme fra Universitetet til Hospitalerne. Det var ingen overgang ! En stor del af studiet foregik jo der og alle overlægerne var tillige enten professorer eller lektorer. Vore studiejobs var jo også hospitalerne – som vagter ved svært syge, som sygeplejevikarer og sidst som lægevikarer. I dag foregår en endnu større del af lægestudiet på hospitalerne – det er rigtig godt. Gid alle universitetets studerende kunne få en lige så god og gradvis indføring i det arbejdsliv, der følger efter og ”kroner” studiet.

Universitetet og hospitalerne i Aarhus har altid hængt uløseligt sammen – og det bør de fortsat gøre.

Byens store hospitaler var en vigtig årsag til, at Universitetet blev bygget netop her. Omvendt nødvendiggjorde det nye Universitet, med lægeuddannelsen, at hospitalerne i Aarhus blev udbygget til og udviklede sig til at være Danmarks bedste Universitetshospital. Den store udvikling især indenfor uddannelse og forskning skyldes ikke mindst etablering af Klinisk Institut, takket være professorerne Jens Christian Djurhuus og Hans Ørskov. En model, der ikke overraskende er kopieret af andre  universitetshospitaler.

Samarbejdet mellem Universitet og Hospital har nydt godt af det tætte naboskab – især langs Nørrebrogade – som et indforstået ældre ægtepar – med samme udtryk – den ene bare lidt mere rød end den anden. Lad det sammenhold fortsætte – også efter fraflytningen af hospitalerne til Skejby. Heldigvis er Klinisk Institut allerede derude. Jeg ved, at der er nogen skuffelse over, at forskningstårnet Forum ikke bliver helt så højt, som i drømmen. Men pyt med det Allan. Det er ikke højden af bygningerne, der er af gørende, men intensiteten i forskningen. Det er erfaringen fra hospitalerne, at den trives rigtig godt i de gode uforstyrrede dybe kældre, som jo nu alle bliver overtaget af Universitetet. Forskningens mål er at finde sandheden og det kræver dybde. SOLIDUM PETIT IN PROFUNDIS. ÆRET VÆRE AARHUS UNIVERSITET. TAK.