Aarhus Universitets Jubilæumsfonds Forskningsformidlingspris

Aarhus Universitets Jubilæumsfonds Forskningsformidlingspris bliver tildelt som en anerkendelse af fremragende og banebrydende formidling af viden fra universitetet til samfundet. Med prisen følger 100.000 kroner til prismodtageren.

PROFESSOR LOTTE BØGH ANDERSEN

Professor i statskundskab Lotte Bøgh Andersen ved Aarhus BSS modtager dette års forskningsformidlingspris for sin vidtrækkende formidling af forskning i offentlig ledelse og forvaltning.

Lotte Bøgh Andersens karriere er i alle henseender imponerende. Hun blev ph.d. i 2005 og udnævnt til professor allerede i 2012. Siden 2008 har hun sideløbende med at være ansat på Aarhus Universitet haft en deltidsansættelse ved VIVE. Hun har været projektleder på store forskningsprojekter, herunder en bevilling fra det prestigefyldte Sapere Aude forskningslederprogram.

Lotte Bøgh Andersen formår på fornemste vis at formidle sin forskning til dem, som ønsker at vide, hvad der karakteriserer god ledelse, og hvordan man fremmer den. Det gælder nationale og internationale fagfæller, men i høj grad også de danske offentlige ledere og medarbejdere, som hun indgår i dialog med. Blandt andet har Lotte holdt en lang række foredrag for alt fra departementschefer og kommunale ledere til den almene borger i forsamlingshuse og gennem Folkeuniversitetet. I perioden 2014-2017 blev det til ikke mindre end 186 optrædener. 

”Forskning giver kun mening for mig, hvis resultaterne bliver delt, både med andre forskere og med relevante aktører i det omgivende samfund,” siger Lotte Bøgh Andersen.

I 2017 blev hun udnævnt som medlem af regeringens Ledelseskommission, hvor hun har været med til at give anbefalinger, som kan styrke offentlig ledelse for fremtiden. Siden maj 2018 har hun været leder for det nyoprettede Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse, der har som målsætning at forbedre den offentlige sektor til gavn for borgere og samfund. Ved siden af forskerkarrieren underviser Lotte Bøgh Andersen på bachelor-, kandidat- og masterniveau og sørger på denne måde for at uddanne fremtidens og nuværende ledere.

For sine imponerende meritter har hun fået en række priser, herunder Prisen for bedste ph.d.-afhandling ved Det Samfundsfaglige Fakultet i 2005 og priser for bedste artikel i internationale toptidsskrifter som Public Administration Review og International Public Management Journal.