Tale ved Aarhus Universitets årsfest 9. september 2005

V/ Jens Bigum, bestyrelsesformand, Aarhus Universitet

Aarhus Universitet fylder i år 77 år, et smukt tal for et smukt universitet. Universitetet er efterhånden ikke længere et ungt, men mere et fuldvoksent og erfarent universitet. Alligevel kan vi på flere områder indlede nye aktiviteter og begivenheder med ordene ”for første gang i universitetets historie”. For første gang har universitetets bestyrelse ansat en rektor. For få uger siden bød vi velkommen til Lauritz B. Holm-Nielsen, og han kan som universitetets første ansatte rektor lidt senere i programmet holde sin tale ved årsfesten.

Det er også første gang, at en bestyrelsesformand for universitetet taler ved årsfesten. Som bestyrelsesformand vil jeg gerne være med til at synliggøre den nye ledelsesstruktur på universitetet. Jeg vil kaste lidt lys over bestyrelsens arbejde i det forgangne år og se frem mod de udfordringer, vi har i det kommende.

Bestyrelsen kom hurtigt i arbejdstøjet. Vi er i bestyrelsen elleve meget forskellige mennesker med meget forskellig baggrund. Alligevel fandt vi sammen i en god og konstruktiv arbejdsform fra første dag – og sådan har det været lige siden. Jeg tror, at det skyldes, at bestyrelsen rummer en god kombination af kompetencer tilsat professionalisme og ikke mindst krydret med et stort og dybfølt ønske om at gøre det så godt som muligt for netop Aarhus Universitet.

Der er sket mange ting på det universitetspolitiske plan det seneste år – og dem vil jeg vende tilbage til. Året har måske ikke bragt så mange markante forandringer for den enkelte studerende eller ansatte på Aarhus Universitet.  Hos de studerende og ansatte studeres, forskes og undervises der på livet løs. Et hurtigt blik på de kvantitative opgørelser over aktiviteterne på universitetet i det forgangne år bevidner, at universitetet er inde i en rivende udvikling. Selvom tal kun giver en del af billedet af, hvad der i løbet af et år sker på et universitetet, så lyver tallene ikke, når de på stort set alle områder viser vækst.

Kvalitet er som bekendt sværere at måle, sværere at indfange. Det skal ikke hindre os i at forholde os til kvalitet – at ønske kvalitet. En række internationale rankings har i det seneste år fortalt os det, vi egentlig godt har vidst: Kvaliteten af forskningen på Aarhus Universitet er i top. Det giver Aarhus Universitet en fantastisk chance for at stile endnu højere, at blive endnu bedre – og at sætte ind der, hvor vi stadig mangler noget. Og det giver kræfter til også at vende blikket mod kvaliteten af universitetets øvrige opgaver: uddannelser, forskningsformidling og vidensudveksling.

Her tror jeg, at bestyrelsen kan spille en central rolle. Ikke ved at fortælle forskere og undervisere, hvordan kvaliteten højnes i praksis, for det har kun de færreste af os i bestyrelsen forstand på. Det ved forskerne og underviserne bedre selv. Vi ser det til gengæld som vores opgave at være med til at sikre, at betingelserne for at højne kvaliteten er til stede – men også at pege på de områder, hvor der bør sættes ind.

Det er netop her – i det strategiske arbejde på universitetet – at der er sket store forandringer de seneste år. Bestyrelsen har brugt meget tid på at være med til at føre den nye universitetslov ud i livet. Rektoransættelsen er et direkte resultat heraf, og jeg vil igen udtrykke min glæde over, at en enig bestyrelse har valgt at ansætte Lauritz B. Holm-Nielsen. Også det lover godt for det fortsatte samarbejde i bestyrelsen, og det lover godt for samarbejdet med Lauritz – et samarbejde, vi allerede er godt i gang med.

Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at takke Niels Christian Sidenius for hans store arbejde for Aarhus Universitet som rektor gennem 3 1/2 år – og jeg vil gerne takke ham for samarbejdet med bestyrelsen i hans rektorperiode. Han har en væsentlig andel i, at den nye universitetslov er blevet ført ud i livet på en kompetent og betryggende måde her på universitetet.

Bestyrelsens arbejde med en ny udviklingskontrakt mellem universitetet og Videnskabsministeriet er langt mere vidtrækkende, end man måske lige skulle tro. Det er nemlig udviklingskontrakten, der i 98 punkter giver alle ansatte og studerende på universitetet rettesnore for, hvor vi gerne vil bevæge universitetet hen. Mange af punkterne rummer mål, der rækker flere år frem. Dermed bliver kontrakten et vigtigt instrument, når vi skal svare på spørgsmålet: Hvor og hvordan vil vi forbedre kvaliteten af uddannelserne, forskningen, forskningsformidlingen og vidensudvekslingen på Aarhus Universitet?

Jeg er ikke mindst glad for, at arbejdet med udviklingskontrakten er foregået i tæt samarbejde mellem bestyrelsen, rektoratet, fakulteterne og de faglige miljøer. Kun gennem et sådant samarbejde, kun gennem diskussion og dialog er det muligt at nå frem til mål for universitetets virksomhed, som bliver til virkelighed og ikke bare flotte ord på et stykke papir.

Det er min vurdering, at universitetsreformen er kommet godt fra start både på Aarhus Universitet og på de øvrige universiteter. Det er gået så stærkt og så godt, at der burde være baggrund for at give universiteterne øgede frihedsgrader.

Det er min opfattelse, at størst muligt frihed er en væsentlig forudsætning for, at reformen bliver en succes og sådan er vi mange i universitetsbestyrelserne, der også har læst loven.

Vi vil sige til politikerne: Giv os nu lov til at vise, at de erfaringer, vi bringer med os sagtens kan bruges i universitetsverdenen vel at mærke til alles bedste. Vi er ikke bange for at tage ansvaret på os og vi håber ikke, at politikerne er bange for at give os det.

Det er ikke kun i universitetets bestyrelse, at der i dag er mulighed for at påvirke udviklingen. I formandskollegiet for universitetsbestyrelserne ved Danmarks 12 universiteter har vi god lejlighed til at perspektivere arbejdet i de enkelte bestyrelser og på den måde sende signaler til det politiske system – her først og fremmest videnskabsminister Helge Sander. Heldigvis kan jeg sige, at vi fornemmer, at der bliver lyttet til os.

Forskningens vilkår – og ikke mindst midler til forskning – vil blive et af de varme politiske emner i det næste år. Det har de første reaktioner på forslaget til den nye finanslov allerede vist.

Målsætningen om, at Danmark i 2010 skal bruge 1% af brutto-nationalproduktet på offentlige forskningsinvesteringer, stiller krav til både politikere og universiteter. Politikerne skal sørge for, at de nødvendige midler er til stede i 2010, og her ville det – for at sige det beskedent – være rart, hvis der allerede nu var en plan for, hvordan vi når dertil i 2010. En jævn stigning i midlerne frem mod den ene procent vil klart være at foretrække. Får vi i stedet en bølgende kurve med små stigninger og fald de næste år, kræver det en ordentlig stigning det sidste år for at nå målet – og det vanskeliggør i høj grad universiteternes planlægningsarbejde.

Universiteternes opgave er nemlig at sikre, at de afsatte midler bliver brugt så godt som muligt – at det, vi leverer, har høj kvalitet. Her vil jeg igen trække udviklingskontrakten frem, for vi har jo netop lavet den – i øvrigt sammen med Videnskabsministeriet – for at vise, hvordan vi har tænkt os at sikre kvaliteten.

For at vi kan levere kvalitet, er det dog ikke ligegyldigt, hvordan vi får pengene. Jeg har været inde på den jævne stigningstakt, men vil også godt sige, at det er afgørende for universiteterne i den nuværende situation, at basismidlerne til grundforskning ikke bliver udhulet. Når jeg nævner dette, er det med en henvisning til, at Akademiet for de Tekniske Videnskaber foreslår en model, hvor den forøgede økonomiske ramme udbydes i licitation blandt universiteterne, så man indbyrdes kan konkurrere om midlerne. Der er mange gode tanker i rapporten fra ATV, og bestyrelsen vil snarest tage en drøftelse af den.

Der er måske en risiko for, at midlerne kanaliseres til kortere forskningsprojekter – og når vi taler forskning, er 5 år kort tid.

Vi har på universitetet intet imod konkurrence – heller ikke om forskningsmidlerne. Det vidner vore regnskaber om med al tydelighed: på Aarhus Universitet er over 40% af forskningen finansieret af eksterne midler, vi har opnået gennem direkte konkurrence. Men det er vigtigt at opretholde en balance, hvor en ikke uvæsentlig del af den samlede forskning på universiteterne er grundforskning. Grundforskningen er jo fundamentet for den mere strategiske forskning.

Der er nu også mere nære ting, der – forhåbentlig - kommer til at præge det næste år. Bestyrelsen har sammen med bestyrelsen for Handels- og Ingeniørhøjskolen i Herning i enighed – og efter et grundigt forarbejde - instillet til henholdsvis videnskabsministeren og undervisningsministeren at HiH – som det kaldes i daglig tale – fusioneres ind i Aarhus Universitet. Dermed vil vi gerne være med til at bidrage til den regionale udvikling i Midt- og Vestjylland. Vi håber og forventer, at de to ministerier imødekommer vores indstilling om fusion.

Begrebet ”konsortier” har været fremme i den politiske debat. Jeg ser bestemt konsortiedannelser som en positiv mulighed, men det må ikke blive sådan, at man vælger den næstbedste løsning – konsortier – hvis den bedste løsning på behovet for strukturforbedringer er en fusion. Ønsket om fusion med HIH skal også ses i dette lys.

Henvendelsen til ministerierne er desuden i god tråd med den opmærksomhed, universitetet hele tiden har rettet mod at forbedre samarbejdet med andre institutioner, med amter, kommuner og erhvervsliv. Alene det seneste år har bestyrelsen lavet samarbejdsaftaler med f.eks. Journalisthøjskolen, Sygeplejeskolen i Viborg Amt og Danmarks Miljøundersøgelser. Det er helt naturligt for Aarhus Universitet – som den største og fagligt mest vidtspændende uddannelsesinstitution i regionen – at forholde sig til mulighederne i den nye region. Samarbejder af denne type, jeg har nævnt, vil helt sikkert også være på dagsordenen i de kommende år.

Albert Einstein offentliggjorde netop for 100 år siden fem væsentlige forskningsresultater, der skulle revolutionere forskningen.

Einstein har blandt andet sagt: ”Det er beskæmmende, at vi lever i en tid, hvor det er lettere at sprænge atomer end normer”. Selvom vi ikke helt revolutionerer verden, så mener jeg bestemt, at vi med den nye universitetslov, med bestyrelse og ny rektor er med til at bryde normer. Så håber jeg blot, at det ikke føles som en atombombe, men som en kærkommen fornyelse.