Tale ved Aarhus Universitets årsfest 9. september 2005

V/ Lauritz B. Holm-Nielsen, rektor, Aarhus Universitet

Ærede gæster, kære bestyrelse, kære kolleger, samarbejdspartnere, studerende – mine damer og herrer.

Jeg har glædet mig til denne dag, og jeg har glædet mig til denne tale. Jeg håber, at de 250 jubilarer, der er kommet i dag har mærket det specielle sus, det giver, når man vender tilbage til et sted, hvor man tidligere har brugt meget tid og fået mange gode oplevelser. Sådan har jeg det i alt fald.

Jeg havde gerne set, at der deltog flere studerende i årsfesten. Men jeg må jo erkende, at vi her i aulaen kun kan være en brøkdel af alle de 28.000 mennesker, der har deres daglige gang på universitetet. Derfor tænker jeg over, hvordan jeg så kan møde de studerende, der hvor de kommer – og på en måde, som passer dem. Når jeg nævner det, er det, fordi de studerende er så utroligt vigtige for et universitet. Uden det varierede liv, uden den konstante tilførsel af ny energi, uden åbenhed og debat mellem studerende og ansatte har vi ikke et velfungerende, kvalitetsfyldt universitet.

Jeg vil gerne høre forslag, ideer og konstruktiv kritik – fra både studerende og ansatte - af alt, hvad der foregår på universitetet. Det kan være et forslag fra studerende til, hvordan undervisningen bliver bedre, eller en ide fra en ansat til, hvordan vi kan nå endnu højere kvalitet. Alle tanker er velkomne. Jeg lover, at jeg vil lytte, men jeg kan selvfølgelig ikke love, at alt kan gøres.

De studerende og deres forhold hænger direkte sammen med diskussionen om dette års – og de kommende års – finanslov. Når man ser på Danmark udefra, er vi et af verdens rigeste og mest konkurrencedygtige lande: god økonomi, ret bred erhvervsvifte, fleksibelt arbejdsmarked, vi ligger i top, hvad angår livslang uddannelse, og har en meget høj social kapital. Det, der springer i øjnene, er, at vi har for få unge, der tager en videregående uddannelse, og vores forsknings- og udviklingsaktivitet er for lav. Med andre ord: Vi investerer for lidt i den humane kapital.

Jeg har sagt det før: Vi er gode til det lange – også de lange studietider – men måske mindre gode til det høje. Derfor, for landets skyld – IKKE for universitetets skyld – går vi stærkt ind for Barcelona-målet.

Men vi ved godt, at effektiv investering i avanceret human kapital starter – i universitetsverdenen – med de studerende. Hvis ikke de studerende oplever, at der investeres i dem, at der regnes med, at de lever op til hårde krav, og at rammerne er i orden – så risikerer vi, at gode studerende forlader universitetet for tidligt.

På universitetet vil vi meget gerne tage vores ansvar på os og sikre, at de studerende kan gennemføre deres uddannelse på normeret tid, men det er vigtigt, at de signaler, som også regeringen sender gennem finansloven, er klare.  Når det er målet, at Danmark skal være et af verdens førende videnssamfund, så er det entydigt, at samfundet har brug for alt talent og er villig til at betale prisen for, at talentet dyrkes optimalt.

I 2005 var universitetets finanslovsbudget det samme som i 2004, og i 2006 er det lidt lavere. Derfor siger jeg, at det ser ud, som om vi står lidt fast i startblokkene.

Investeringerne i den humane kapital rækker videre. Nogle af de bedste studerende vil blive på universitetet for at tage en forskeruddannelse. Forskeruddannelsen er grundlaget for, at Danmarks forskning kan konkurrere på det højeste internationale niveau. Uden nye, unge forskere kan vi ikke blive førende på de områder, vi gerne vil, for så får vi ikke tilført den nye energi, de nye ideer, som er afgørende inden for vidensproduktion.

Det kræver selvfølgelig investeringer i forskeruddannelsen, men det kræver også investeringer i forskningen selv. Og lad det være sagt meget klart: Vi vil gerne konkurrere om forskningsmidlerne i åben, men fair konkurrence.

Hvordan fremtidens bedste forskningsfinansieringssystem skrues sammen, er meget afgørende. Derfor er debatten om midler til forskningen så vigtig for universiteterne – ikke kun for forskningens skyld, men for hele vores sammenhængende system af uddannelser, forskeruddannelser og forskning.

Når jeg måske godt vil stille et par spørgsmål, skyldes det såmænd ikke situationen lige nu og her. Vi klynker ikke i Jylland, for vi kan sagtens nå meget – uddanne mange gode kandidater og forskerstuderende og fortsat nå forskningsresultater i verdensklasse med de midler, vi har nu. Det vender jeg tilbage til.

Vi klynker heller ikke, fordi vi er blevet beskåret med 35 mio. kr. på bevillingerne til basisforskning – og med godt 40 mio. kr. i alt. Men vi vil gerne forstå den plan, der ligger bag. Det er vores opfattelse, at vi leverer kvalitet inden for alle områder af den udviklingskontrakt, universitetet har underskrevet med Videnskabsministeriet. Vi bruger også gerne af universitetets reserver for at understøtte basis for fremtidens videnssamfund.

Men diskussionen om forskningsmidler bør først og fremmest handle om, hvordan og hvornår investeringerne mest effektivt kan foretages. Uden en god og sammenhængende plan, som regering, folketing, erhvervsliv og universitetsverdenen står sammen om, vil Danmark simpelthen tabe i konkurrencen med de andre videnssamfund – eller sagt på en anden måde: Man kan ikke spare sig til et af verdens bedste innovationssystemer.

For Aarhus Universitet var fordelingen af basismidler og tilskud til forskning i 2004 sådan, at universitet konkurrerede sig til over 40% af sine midler fra offentlige  råd og fonde, fra private fonde, EU-programmer og andre kilder. Det er flot, at det kan lade sig gøre, for uden høj kvalitet i forskningen ville dette ikke være muligt i den skarpe konkurrence.

Det er godt, at der bliver tiltrukket mange eksterne ressourcer, men det er ikke ligegyldigt, hvilke midler det er, og hvordan det foregår. Det er sundt for forskerne at skulle konkurrere med andre forskere, for så er de nødt til at fokusere på det, de er virkelig gode til. Det er til gengæld usundt, hvis forskerne altid skal være i konkurrence om midlerne, for det betyder, at de skal bruge alt for meget tid på det – det tvinger dem væk fra det, vi gerne vil have dem til: nemlig at forske og undervise. Derfor er det meget vigtigt, at der til stadighed arbejdes med bevillingsinstrumenterne, således at der i stort omfang gives store flerårige bevillinger.

En anden god effekt af at søge eksterne bevillinger – særligt, når der er tale om større samlede bevillinger – er, at det forudsætter, at forskerne samarbejder med andre forskere, nationalt og internationalt.

Aarhus Universitet har sat sig som mål, at universitetets andel af midler fra EU-forskningsprogrammerne skal vokse de kommende år. Fordi netop for EU-bevillingerne gælder det, at grundlaget skal være  samarbejde med de fremmeste forskere i Europa inden for feltet.

Når vi taler om EU-midler og eksterne midler i det hele taget, så er det ofte sundhedsvidenskab og naturvidenskab, der gør sig gældende. Jeg ser det som en spændende udfordring for universitetet også at anspore humaniora, teologi og samfundsvidenskab til at tænke større, til at fremme opbygningen af ”skoler”, forskerteams, til at sikre kritisk masse af talent omkring særligt lovende forskningstemaer. Målet må gerne være international synlighed.  Jeg ved, det tit er svært, fordi det ikke ligger så meget i emner og tradition. Her bliver det spændende at se, hvad det nye europæiske forskningsråd kommer til at betyde, fordi det ser ud til, at der her bliver muligheder for alle fagområder. Det viser rådets sammensætning.

Når vi taler om investeringer i universiteterne, er vi både nødt til at se frem i tiden og uden for landets grænser. I verden i dag stiger kravene til unge menneskers kvalifikationer; faktisk stiger behovet for højt uddannet arbejdskraft år for år i de fleste regioner bortset fra Afrika, Mellemøsten og Centralasien. Den såkaldte rate of return til hvert års ekstra uddannelse kan læses i lønstatistikkerne. Jo højere uddannelse, jo flere jobmuligheder og jo mere i løn. Faktisk er der en kontant bonus i livslønnen for hvert afsluttet studietrin – det viser statistikken.

Når man ser på Danmark, er billedet underligt præget af blandede signaler. På livslang uddannelse – altså bred uddannelse i mange år – er vi førende i verden. På formel, højere uddannelse (med afsluttede studietrin) ligger vi lavt blandt OECD-landene sammen med store, komplekse lande som USA. USA har kraft og potentiale til at koncentrere innovationen i få, store regioner – Californien, New England osv. –og kan tillade sig at ligge meget lavt på målet i store dele af landet. Har nogen her hørt om North Dakota og højere uddannelse? Danmark kan ikke tillade sig at ligge lavt, hvad angår antallet af højt uddannede – vi er en lille region i Europa.

Vi mangler en debat i Danmark om dette: Er vi virkelig enige om, at det er godt nok, at mange når langt , men at få når højt på uddannelsesstigen?

Hvad kan der gøres ved det? Bologna-processen, der skal sikre, at en studerende kan stykke sin uddannelse sammen på flere universiteter på tværs af landegrænser, skal også indføres i Danmark, så den også gælder på tværs af Ringgaden i Århus. Vi optager gode studerende fra de andre europæiske lande. Men hvordan er mobiliteten mellem danske institutioner?

Vi bør se på, hvad det er, der driver de studerende til at flytte sig, vi bør se på, om det er i de enkelte institutioners interesse, at de studerende bliver det samme sted hele studiet igennem. Så der er brug for mere fleksibilitet og mobilitet i det danske uddannelsessystem. Kald det bare Århus-processen. Og det er vigtigt at rejse spørgsmålet om fornuften i, at den offentlige finansiering – STÅ’erne – for dem, der når langt, er væsentligt bedre end for dem, der når højt.

Og så vil jeg gerne gentage forslaget om at belønne de studerende for studieaktivitet: Hvorfor ikke give dem ekstra SU for at bestå eksaminer hurtigere, end normen er – ligesom institutionerne bliver belønnet for flere beståede eksaminer gennem de såkaldte STÅ-bevillinger? En studerende bør ikke opfatte sit studium som et 37-timers arbejde. Det er en afgørende livsetape, som man gerne må gå fuldt og helt op i – og vi kunne måske godt belønne dem, der virkelig går forrest.

Og nu vender jeg tilbage til resultaterne. Med en virksomhed af Aarhus Universitets kvalitet og størrelse er det klart, at man med rette kan forvente sig meget. Derfor er det også glædeligt, at der siden sidste år har været fremgang over hele linjen. Universitetet er i dag en virksomhed med en omsætning på 2,4 mia. kr. Vi bruger en meget stor del af disse midler til lønninger til over 5000 ansatte. Vi bruger godt 25% af vore ressourcer til uddannelse og 43% til forskning og forskeruddannelse. Resten går til andre faglige formål og fælles formål: husleje, bygningsdrift, administration, rengøring og lignende. 

For universitetet er mængden af forskningspublikationer det synlige resultat af forskningen. I 2004 publicerede forskerne 4260 af slagsen – i gennemsnit mere end to pr. videnskabelig medarbejder pr. år. I 2005 begynder vi på et forsøg med også at registrere formidlingen af forskningen. Det kan være populærvidenskabelige artikler og bøger, det kan være foredrag eller andre former, hvor forskningen bliver formidlet til andre uden for forskningsverdenen. Disse aktiviteter er ikke nye, de er foregået i stort omfang i årevis, men det er nyt, at vi forsøger at bringe dem frem i lyset gennem en systematisk registrering.

Men jeg vil gerne fremhæve, at uanset hvordan man måler det, så ligger Aarhus Universitet blandt de 150 bedste universiteter i verden, og på nogle områder er det i den europæiske top-10. Det er flot. Vi er stolte over, at der uden for landets grænser lægges mærke til det, vi står for.  Og målet ligger fast: Aarhus Universitet skal være blandt de bedste i Europa.

Inden for uddannelsesområdet er der vækst på alle områder: Vi har uddannet 1893 nye kandidater og 2031 bachelorer samt konfereret 188 ph.d.-grader og 17 doktorgrader. Stigningstakten må gerne blive større de kommende år, især på antallet af studieårsværk – dvs. antallet af beståede eksaminer.

I den udviklingskontrakt, universitetet har indgået med Videnskabsministeriet for 2005, er der en lang række punkter, der konkret skal være med til at sikre, at universitetet – og de studerende – kan leve op til denne kontrakt. Vi har øget opmærksomheden på forsinkede studerende, vi tilbyder en mere varieret vifte af vejledning, blandt andet erhvervsvejledning med fokus på kompetencer og kvalifikationer, og vi undersøger frafald gennem kvantitative og kvalitative undersøgelser for at identificere årsager, som vi kan gøre noget ved.

Jeg vil også gerne berøre et andet tal fra årets statistik: antallet af indrejsende og udrejsende studerende. 511 studerende har været gæstestuderende Aarhus Universitet i 2004, mens 405 studerende fra Aarhus Universitet har studeret i udlandet. Det første tal er flot, og Aarhus Universitet har altid ligget pænt her, specielt taget i betragtning, at vi altid har tilbudt udenlandske studerende integration i præcis de samme kvalitetsstudieprogrammer som deres danske medstuderende. Tallet er også steget lidt fra 2003. Her ydes et stort arbejde med sprogkurser, introduktionsprogrammer og mentorordninger. Det giver Aarhus Universitet et godt ry for høj kvalitet på de udenlandske universiteter.

Men antallet af studerende, der rejser til udlandet, kan godt blive højere. Lige nu har ca. 35% af en kandidatårgang været i udlandet og har fået eksaminer meriteret ved hjemkomsten. Det svinger ganske vist en del fra fag til fag, men vi vil gerne have flere med, så vi i alt kommer op på mindst 50%.

I en globaliseret verden er det vigtigt, at vi kan uddanne kandidater, der uanset fagområde har en international dimension med i bagagen. Et studieophold kan sætte Danmark og dansk ind i en større, interkulturel ramme. Og ved udlandsopholdet kan den faglige specialisering udvides og afprøves i et internationalt samarbejde.

Måske er det ved at være tid til at stille krav til de studerende om, at de i løbet af deres studietid skal ud i verden på den ene eller den anden måde. Det kan så være praktik, det kan være et ophold på en anden dansk uddannelsesinstitution, eller det kan være et ophold på et udenlandsk universitet. På Aarhus Universitet er det et krav, at alle studieordninger tillader, at den studerende kan medbringe studiepoint udefra. Og det er muligt at få studiekredit – også for praktik.

Det sidste punkt, jeg gerne vil berøre her, er det regionale samarbejde. Det er vigtigt for universitetet, at vi både ser udad mod de internationale samarbejdsmuligheder og samtidig orienterer os mod de regionale potentialer. Et universitet kan ikke være stærkt internationalt uden at have en stærk regional og national forankring – og et stærkt universitet skal med sin internationale dimension være med til at løfte hele regionen op i en international klasse. Aarhus Universitet har i den seneste årrække arbejdet meget med at styrke det regionale samarbejde. Dette vil vi fastholde og forstærke i de kommende år.

Det er vigtigt for universitetet, at vi med vores viden og kompetencer bidrager til at styrke den region, vi er en del af – både kulturelt, socialt og erhvervsmæssigt. De meget positive erfaringer, vi har med samarbejdet med bl.a. Århus Kommune og Århus Amt, lægger vi stor vægt på også at få udbredt til hele de nye regioner. Og lad mig bare sige det lige ud: Med Aarhus Universitets jyske forankring har vi meget at byde på, når det gælder om at styrke Danmark som videnssamfund og region i Europa.

I Aksel Sandemoses roman ”En sømand går i land” tager hovedpersonen Esben Arnakke livtag med den velkendte læresætning fra hans barndomsby Jante:  ”Du skal ikke tro, du er noget”.

Selvom jeg er af sømandsfamilie, og selvom jeg er gået i land efter mange år ude, så er det nu ikke derfor, jeg vil trække denne kendte sætning frem. Jeg vil til gengæld gerne vende den om og give den videre til de studerende og alle på universitetet: I skal tro, at I er noget. I er befolkningen på et af de allerbedste universiteter.

Og som I har læst og hørt, glæder jeg mig meget til – i samarbejde med bestyrelsen og den øvrige universitetsledelse – at lede universitetet i de kommende meget vigtige år frem til 2010.

Mange tak.