FØRST DEN ENE VEJ – dyrekloning på godt og ondt

Festforelæsning til Aarhus Universitets årsfest 14. september 2007 
Forskningsprofessor Henrik Callesen, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet

Indledning

”Først den ene vej” – har jeg kaldt mit indlæg. Mange kender vel disse linier fra en sang, hvor næste linie er ”og så den anden vej”. Netop på dén måde vil jeg bruge de næste ca. 20 minutter på at fortælle om dyrekloning – lidt kunstigt, måske, men der skal jo træffes nogle valg ved en lejlighed som denne.

Hvorfor så dyrekloning? Det hænger først og fremmest sammen med, at dyrekloning er en teknik, som jeg har arbejdet forskningsmæssigt med gennem de sidste 10 år. Endvidere er det en teknik, der har været stor opmærksomhed om gennem flere år – og stadig er det, både fordi det er (i) et forskningsområde, der indeholder et biologisk mysterium; (ii) et forskningsområde, hvor der er mange spekulationer om anvendelserne; (iii) og et forskningsområde, hvor Aarhus Universitet spiller en væsentlig rolle.

Af disse tre grunde vil jeg i dag fortælle lidt om dyrekloning.

(1) Det biologiske mysterium

Dyrekloning er i bund og grund biologi, en del af læren om livet og dets mangfoldighed. Dyrekloning er også teknik af den fineste slags, ikke mindst fordi det handler om liv.

Både det biologiske og det tekniske er dog ganske kompliceret, og det er svært for mange - både at forklare og dermed også at forstå. På trods af det vil jeg også forklare lidt om dyrekloningens biologiske mysterium. Det vil jeg gøre ved at starte ved begyndelsen – ved starten på livet - ved befrugtningen – og herfra bevæge mig ”Først den ene vej …”.

Ved befrugtningen dannes ét æg med én celle med bidrag fra faderen og fra moderen. I min verden er dét oftest tyren og koen, men mekanismen er stort set den samme uanset dyreart. Dette étcellede æg indeholder alt det, der skal til for at danne det nye individ – i denne ene celle findes således alle generne med alle de informationer, de besidder.
Ét af de første tegn på, at generne fungerer – det er, at den ene celle deler sig og bliver til to, og lidt senere deler hver af de to nye celler sig igen, så der er fire celler. Sådan fortsætter udviklingen, og de fire-celler i ægget bliver til otte-celler, til seksten-celler, og sådan bliver det ved, indtil der en dag fødes en kalv eller en gris - eller et barn.

I en sådan nyfødt er der milliarder af celler, så der er foregået mange, mange celledelinger. Delingsprocessen fungerer således, at der i hver af disse mange celler er en nøjagtig kopi af de gener, der var i det oprindelige étcellede æg, som det hele startede med.
Denne ene celle formår altså at blive til alt, for i det nyfødte dyr er der mange forskellige celletyper – lever, nyre, øje, hjerne, hud osv. osv. Derfor sker der gennem udviklingen og de mange celledelinger en specialisering af cellerne i takt med, at de bliver flere og flere. Specialiseringen betyder således, at det i den enkelte celle bliver færre og færre af dens gener, der er aktive. Det er altså kun levergenerne, der fungerer i levercellerne; kun hudgenerne, der fungerer i hudcellerne osv. Alle de andre gener i cellen bliver dermed ikke brugt, men de går i en form for dvale eller hvile. Generne forsvinder altså ikke, men er stadig i alle celler, lige gyldigt hvor specialiserede de er ved dyrets fødsel.

Så vidt, så godt. Kalven eller grisen fødes med milliarder af celler, der hver har aktive gener, som passer til det sted i kroppen, hvor cellen ligger. Dette er den naturlige udvikling, der går én vej, nemlig fremad og fremad, fra befrugtningen er sket, og indtil dyret dør. ”Først den ene vej” !

Med dyrekloningen sker der så noget umiddelbart unaturligt, for kloningsprocessen får nemlig udviklingen til at gå den anden vej. Helt praktisk tages der én eneste celle fra et født dyr – f.eks. en hudcelle. I denne ene celle er der som nævnt alle de gener, der var i det oprindelige étcellede æg, men det er kun dem, der har med hud at gøre, der er aktive. Denne ene celle føres ved kloningsprocessen derefter tilbage, så den opfører sig, som om den var et étcellet æg igen.
Den udtagne hudcelle skal afspecialiseres, så det ikke længere kun er dens hudgener, der er aktive. Alle dens hvilende gener skal vækkes – den skal tilbage til start.

”… og så den anden vej”, kan man med rette beskrive det som, og dét er det biologiske mysterium ved dyrekloningen, at dette overhovedet kan lade sig gøre. Umiddelbart kender man nemlig ikke til nogen steder i den naturlige biologi, hvor noget tilsvarende sker. Men der ér jo en forklaring, oven i købet en naturlig forklaring, for de biologiske mekanismer bag dyrekloningen findes altså, og ingen – selv ikke de mest optimistiske eller indbildske forskere – tror dog på, at vi har opfundet noget nyt.
Forklaringen er dog endnu ikke kendt, så indtil videre er dyrekloningens biologi stadig et mysterium.

”På godt og ondt” – var også en del af titlen på mit indlæg. I den biologiske sammenhæng opfatter jeg det som godt, når brugen af ny biologisk viden går godt, og det må siges at være tilfældet med dyrekloningen. Siden det første klonede får ”Dolly” blev født for mere end 10 år siden i Skotland, er der nemlig født flere tusinde klonede pattedyr fra 11 forskellige dyrearter. Også i Danmark er der født klonede dyr, nemlig grisene på Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet i Foulum. Første gang var det grisen ”George” i juni 2006, og sidste gang var for ca. to uger siden. I alt er der indtil videre født mere end 30 klonede grise i Foulum.

Med hensyn til fødte, klonede dyr mangler der i hvert fald én betydende pattedyrorden, nemlig primaterne, hvortil aber og mennesker hører. Det er min opfattelse, at biologisk og teknisk set kan kloning også gennemføres på disse to arter, men mig bekendt er det endnu ikke sket. Der vil dog nok fødes klonede aber på et tidspunkt, og det vil formodentlig først ske i Asien, hvor der flere steder arbejdes ganske intenst med teknikken.

Det onde – altså i biologisk sammenhæng – bruger jeg i dag til at betegne, når biologiske forsøg ender forkert eller ligefrem galt. Det er sket med forsøgene med dyrekloning, som på alle trin i processen kan gå galt. Det kan være udviklingen af det klonede æg, der ikke sker, så ægget altså dør. Det kan være udviklingen af den klonede drægtighed, der går i stå, så fosteret dør eller så det fødte klonede dyr bliver misdannet eller svagfødt, og enten dør af sig selv eller bliver aflivet for at undgå unødige lidelser.
Det er desværre ét af vilkårene, når der arbejdes med teknikker, der er komplicerede – både biologisk og teknisk, og hvor grundlaget ikke kendes fuldt ud. Også derfor er der i dag – efter de mange tusinde forsøg, der allerede er lavet med dyrekloning – stadig kun en succesrate på få procent og en høj tabsrate.
Det er vigtigt at bemærke, at denne lave succesrate har været den samme på alle de 11 dyrearter, hvor det indtil videre er lykkedes at få født afkom. Man har naturligvis lært meget af de første forsøg med dyrekloningen, men med hver nye dyreart er det altså en ny og stor udfordring at få det til at lykkes.

Alligevel forskes der stadig i dyrekloning, og drivkraften hertil er ikke mindst, at det trods alt har vist sig at være muligt – ”på godt og ondt”.

(2) Anvendelser

Anden del af mit indlæg skal handle om anvendelserne af dyrekloning.

”Først den ene vej” betyder i dén sammenhæng, at når nye, banebrydende teknikker dukker frem, så hører vi om store og vidtfavnende perspektiver ved en sådan ny teknik. Næsten alt kan ske, næsten alt kan løses.
Således var det også med dyrekloningen, hvor der var store og iøjnefaldende overskrifter i de første mange måneder efter fødslen af fåret ”Dolly” i 1996. Der ville snart være 1.000 ens køer på markerne; for længst uddøde mammutter ville genopstå; de allerbedste væddeløbskameler ville blive duplikerede osv. – og på menneskesiden blev der præsenteret næsten endnu flere muligheder. Blot ét eksempel: På den første dag, hvor ”Dolly” blev verdenskendt, viste Danmarks Radio således et skærmbillede med 4-5 kopier af Iraks daværende præsident Saddam Hussein, mens TV2 havde valgt at vise 8-9 kopier af vores daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

Tiden efter meddelelsen om ”Dolly”s fødsel viste dog, at dyrekloning ikke er spor anderledes end så mange andre nye teknikker. Der kommer en hverdag, når dagspressens skarpe lys slukkes, og de hurtige kuglepenne og kameraerne pakkes væk.
Nye teknikker skal man lære at håndtere, forsøg skal gentages. ”Dolly” var blot ét eneste får, så naturligvis skulle der fødes mange flere klonede får, og det skulle lykkes med andre dyrearter og med andre celletyper, ligesom arbejdet også skulle kunne laves i andre laboratorier og af andre forskere.
En hel del af de store forventninger og perspektiver, som var meget fremtrædende i den første tid efter ”Dolly”s fødsel, blev altså begrænset eller ligefrem trukket helt tilbage igen. Det betød, at for mange var denne mere grå hverdag ”… og så den anden vej”.

Så vil jeg sige lidt om ”På godt og ondt” i forbindelse med anvendelserne af dyrekloning. Det handler om at få klargjort, hvilke ting, som vi i Danmark mener, at denne teknik skal bruges til – som det gode, og hvilke vi ikke vil bruge den til – som det onde.

Som ét af de få lande i verden har Danmark heldigvis fået lagt ganske fast, hvad vi vil og ikke vil med dyrekloning. Det skete med en ny lov om kloning, som trådte i kraft i oktober 2005. Loven var resultatet af en ganske langvarig proces, som jeg synes førte frem til en ret klar og i hvert fald kortfattet lovtekst, som placerede dyrekloning på linie med andre dyreforsøg, altså godkendt af Dyreforsøgstilsynet.

Det var rigtig godt endelig at få en dansk lovgivning på kloningsområdet. Så blev det klart for alle – også forskerne – hvad man vil og ikke vil med denne teknik i Danmark. Én af de ting, vi vil i Danmark, er at bruge grisen som model for væsentlige sygdomme hos mennesker. Alzheimer’s sygdom er et sådant eksempel, og det var netop sådanne grise, der blev født for et par uger siden i Foulum.

En sådan anvendelse af grisen som såkaldt sygdomsmodel anses altså for at være et tilstrækkelig vigtigt formål til at tillade forskning i dyrekloning. Som med alle dyreforsøg er det naturligvis en afvejning af mål og midler, for kloningsteknikken har sine mange problemer, som jeg har omtalt, og i det hele taget er det en speciel sag at få født grise, som vi faktisk håber vil blive syge. Jeg anser dog godkendelsesproceduren i Dyreforsøgstilsynet som en god måde at sikre, at de forsøg, vi arbejder med, gennemføres på en dyrevelfærdsmæssig acceptabel måde, er overbevisende nødvendige og ikke er drevet alene af forskningsmæssig begejstring. Tilsammen tror jeg, at det bidrager til en større samfundsmæssig forståelse for, hvorfor lige præcis denne slags dyreforsøg gennemføres i Danmark.

Den nye lovgivning viser også, hvilke ting vi ikke vil med dyrekloning i Danmark. Det kan f.eks. være at lave selvlysende fisk, at fremstille produktionsdyr med større ydelser, eller at genskabe mistede og meget savnede kæledyr.
Dette er dog kun tre eksempler ud af en lang liste med mere eller mindre fantasifulde muligheder. På denne liste findes jo også de anvendelsesmuligheder, som vi virkelig kan blive bekymrede for, nemlig hvor det handler om mennesker. Som alle andre teknikker er der med dyrekloning naturligvis en risiko for, at den skal blive misbrugt, altså gå ud over lovens og etikkens rammer, og det vil det klart være, hvis der laves kloning af mennesker i Danmark. Ens mennesker til brug i krig – erstatning af mistede børn eller andre af vores kære – genskabelse af magtfulde personer – der er næsten ingen grænser for fantasien, og der har været mange, mange fremvisninger af sådanne mere eller mindre utænkelige, men i alle tilfælde meget uønskede anvendelser af dyrekloningen til mennesker. Vores uro og bekymring vokser jo også kun, når personer engang imellem meddeler i verdenspressen, at de er i gang med denne slags forsøg. Det er dog mit klare indtryk, at det mere handler om at få mediemæssig opmærksomhed end om solide og videnskabeligt velfunderede aktiviteter.
Jeg håber, at jeg har ret, for som før nævnt mener jeg, at det teknisk og biologisk vil kunne lade sig gøre at klone mennesker, hvis der virkelig var nogen, der ville gøre det. Jeg tror dog bestemt ikke, at det i givet fald ville blive nemmere, end det har været med de andre dyrearter, hvor det er lykkedes. Og jeg tror slet ikke på, at det i givet fald ville blive i Danmark, hvor der er meget tydelig modstand imod det – både lovgivningsmæssigt, men måske endnu vigtigere også holdningsmæssigt.

Det giver os selvfølgelig ingen sikring imod misbrug andre steder i den verden, som vi er en del af, og som vi mere og mere samarbejder med, også forskningsmæssigt på området dyrekloning. Denne stadig stigende kontakt til omverdenen er imidlertid mit bud på, hvordan vi bedst gør vores indflydelse gældende også udenfor Danmarks grænser. Jeg synes, at vi kan være tilfredse med – og i sammenligning med mange andre lande også lidt stolte af – hvordan vi i Danmark håndterer en så svær problemstilling som dyrekloning. For mig er nogle af nøgleordene: åbenhed i forskningen, offentlig debat om kontroversielle emner, seriøs behandling af emnerne i medierne, forskernes aktive deltagelse i debatter og informationer, uddannelse af forskere i forskningsetik m.fl.
Jeg tror på, at vi på den måde kan give et vægtigt bidrag til at begrænse den store og forståelige bekymring for misbrug af dyrekloning.

(3) Aarhus Universitet

Den tredje og sidste vinkel på dyrekloning, som jeg vil tage med i dag, handler så om dagens fødselar - Aarhus Universitet, 79 år i dag, til lykke med det.

”Først den ene vej … og så den anden vej” skal i denne sammenhæng ikke opfattes som hhv. frem- og tilbageskridt, men som det ping-pong spil, som bliver en større og større del af flere og flere forskningsaktiviteter. Det sker i form af samarbejder til gensidig inspiration og stimulation, og som tilsammen skal give endnu større bredde og dybde i forskningen.

Netop sådan har forskningen i dyrekloning været udført i de snart 20 år, vi har arbejdet med denne teknik i Danmark. De første år på Landbohøjskolen i København, mens udgangspunktet de sidste knap 10 år har været Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet i Foulum. Herfra er der indenfor de sidste 5 år etableret flere væsentlige samarbejder til andre fakulteter ved Aarhus Universitet, og de har været et andet meget vigtigt grundlag for de allerseneste års rigtig flotte resultater.

Disse kontakter til andre fakulteter – både i Aarhus og i København - har altså været af stor betydning, og det har vi kun gode forventninger til vil fortsætte nu, hvor vi selv er blevet en del af Aarhus Universitet. I den skarpe konkurrence om forskningsmidler skal også vi være meget opmærksomme på at sikre fortsat udvikling og fundering af forskningsområdet dyrekloning. Derfor skal vi forfølge de forskellige vinkler, som jeg har omtalt undervejs, og hertil er det oplagt at finde flere relevante samarbejdspartnere ikke mindst indenfor de meget brede rammer i Aarhus Universitet.

På godt og ondt betyder i denne sammenhæng, at samarbejder kan gå rigtig godt og positivt, men somme tider kan de også være rigtig svære. Et godt samarbejde bygger på tillid og tiltro til hinanden, og det er noget, der skal arbejdes med. Man skal tro på, at man selv bliver profileret nok, så al æren ikke går til samarbejdspartneren. Man skal være overbevist om, at man fagligt kan stimulere og supplere hinanden. Alt sammen vejet op mod det besvær og bøvl, der er ved at samarbejde – f.eks. at skulle afsætte tid og penge til at mødes. Der er somme tider laaangt fra Foulum til Aarhus og endnu længere til København, men sjovt nok er der endnu længere den anden vej.

Samarbejdets kunst er en udfordring og en investering, som skal tages alvorligt. Jeg er på ingen måde i tvivl om den store værdi af et godt samarbejde, når det lykkes. For os er arbejdet med dyrekloning heldigvis et rigtig godt eksempel på et godt, konstruktivt og væsentligt samarbejde, både indenfor landets grænser, men også ud i den store verden.

Afslutning

Mine 20 minutter er ved at være gået. Jeg har valgt at præsentere dyrekloning i en festforelæsning. Flere synes måske ikke, at der er særlig meget festligt ved et sådant emne. For mig er dyrekloning dog afgjort værd at markere i dag, ikke mindst fordi det er et område, jeg som forsker finder det ualmindelig spændende og udfordrende at arbejde med, og det på alle de måder, som jeg har talt om, og som alle hører til ved Aarhus Universitet.

Mange tak for muligheden for at give dette indlæg – på godt og ondt - ved denne festlige lejlighed.