Tale ved Aarhus Universitets årsfest 14. september 2007

Jens Bigum, bestyrelsesformand, Aarhus Universitet

Kære gæster, kolleger - mine damer og herrer

Det er med stolthed og stor glæde, at jeg byder velkommen til Aarhus Universitets årsfest. I år skal lyde en særlig velkomst til de mange nye medarbejdere og studerende, som i det seneste år er blevet en del af Aarhus Universitet. Nogle følger denne årsfest via en internettransmission. Teknologien forbinder i dag Aarhus Universitet på tværs af landet, så det er muligt for en medarbejder i for eksempel Roskilde eller Årslev at følge årsfesten via sin computer. I dag er Aarhus Universitet nemlig landsdækkende med undervisning og forskning på mere end 20 lokaliteter.

Sidste år bød jeg velkommen til det, jeg kaldte potentielle fusionspartnere. I dag kan vi se tilbage på et år, der ikke alene har gjort ordet potentiel til fortid, men også har vist, at fusionsprocessen på kort tid har ændret hele det danske uddannelses- og forskningslandskab – og ikke mindst ændret Aarhus Universitet. Jeg er stolt over at kunne byde velkommen til medarbejdere fra Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Danmarks Miljøundersøgelser, Handelshøjskolen og Danmarks Pædagogiske Universitetsskole – og der skal også lyde en velkomst til de studerende fra vores to nye universitetsskoler: Handelshøjskolen og DPU. Velkomsten gælder også medarbejdere og studerende fra de fem gamle fakulteter på Aarhus Universitet, der det seneste år har været så ihærdigt optaget af at tage imod de nye familiemedlemmer. Endelig byder jeg velkommen til samarbejdspartnere – nye og gamle – samt til de mange jubilarer, der deltager i årsfesten.

En fusion er ikke en enkeltstående handling, der er afsluttet med nogle underskrifter, men en proces, der vil strække sig over mange år. Noget vil gå stærkt – og er gået stærkt – andet vil tage tid. Jeg vil her gerne takke alle dem, der det seneste år har lagt endog rigtig mange arbejdstimer og meget hjerteblod i at skabe det nye Aarhus Universitet. Denne tak gælder både nye og gamle medlemmer af familien, for en fusion er kun mulig og bliver kun en succes, når de gamle åbner døren og de nye lader sig invitere ind. Jeg har som bestyrelsesformand i hele denne første del af processen mærket en stor velvillighed til og ønske om, at dette skal blive en succes.

Bestyrelsen gik ind i fusionsarbejdet med det ønske, at Aarhus Universitet selv skulle være med til at præge processen, så vi fik så stor indflydelse som muligt på resultatet. Det synes vi i dag er lykkedes til fulde, og jeg tøver ikke med at sige, at Aarhus Universitet i dag fremstår som en af vinderne, ja, måske vinderen i fusionskapløbet.

Det skyldes både den første del af fusionen med Danmarks Jordbrugsforskning, Danmarks Miljøundersøgelser og Handelshøjskolen i Århus og siden ved også at få Danmarks Pædagogiske Universitet med. Dette har kun kunnet lade sig gøre med manges ihærdige indsats og store velvillighed. Jeg vil også gerne kvittere over for videnskabsministeren, ikke mindst fordi jeg tillægger det stor betydning, at ministeren meldte ud, at fusionerne skulle være frivillige. Det gav os mulighed for at bygge processen på behov, ønsker og selvbestemmelse og ikke på frygt for, hvad andre kunne finde på at bestemme for os. Det er jeg overbevist om er en væsentlig del af nøglen til den succes, vi har opnået på Aarhus Universitet.

Samtidig med at fusionerne er gennemført, har det været afgørende at få det nye rektorat på plads. Også her kan jeg med tilfredshed konstatere, at vi har fået et meget stærkt hold. Den 1. maj tiltrådte prorektor Nina Smith, og den 1. august prorektor Mette Bock. Og nu den 1. september tiltrådte universitetsdirektør Niels Højberg. Sammen med rektor Lauritz B. Holm-Nielsen er I team, som kompletterer hinanden i helt usædvanlig grad.

Der er naturligvis altid en risiko for skuffelser, når man udtrykker store forventninger. Men jeg er overbevist om, at I sammen med vores dekaner kan præstere ypperlig ledelse af Aarhus Universitet.

Vi er godt klar over, at en talentfuld og dynamisk daglig ledelse vil også stille store krav til bestyrelsen. Det er vi forberedt på at honorere.

De fire store fusioner har også påvirket bestyrelsens sammensætning og størrelse. Oprindelig var bestyrelsen på 11 medlemmer. Der er nu 15, inklusive en observatør. Universitetets store bredde kunne godt begrunde en stor bestyrelse på for eksempel 15 medlemmer. Bestyrelsen er dog af den opfattelse, at effektiviteten i arbejdet kræver, at bestyrelsen ikke er for stor. Derfor har vi besluttet at gå tilbage til 11 medlemmer efter en 2-årig overgangsperiode. Denne hensigt kommer til udtryk i det vedtægtsforslag, som afventer ministerens godkendelse.

I bestyrelsesarbejdet har fusionerne sat deres præg. Fusionerne har bevirket, at nye markante personprofiler er kommet til. Det har givet rigtig god inspiration til diskussionerne. Men også emnerne, der drøftes, afspejler, at universitetet er blevet et andet. Ikke blot større, men meget bredere med de to sektorforskningsinstitutioner Danmarks Jordbrugsforskning og Danmarks Miljøundersøgelser. Også Handelshøjskolen i Århus og Danmarks Pædagogiske Universitet kommer med aktiviteter, der gør diskussionsemnerne både bredere og anderledes.

Med fuld tilslutning fra bestyrelsen har rektoratet igangsat et strategiarbejde, som skal medvirke til at tegne et endnu klarere billede af, hvor Aarhus Universitet er på vej hen målt over en 5-års periode.

Bestyrelsen har allerede drøftet et oplæg til strategi fra ledelsen. Oplægget har udløst en meget livlig og engageret debat, og rektoratet vil nu på baggrund af input fra bestyrelsen færdiggøre sit udspil, som forventes præsenteret på bestyrelsesmødet i november.

Bestyrelsen har i hele sin levetid været sig sit ansvar bevidst. Jeg har ved tidligere lejligheder været inde på behovet for, at vi i bestyrelsen får store frihedsgrader. Det vil gøre os i stand til at udfylde de rammer og bevæge os i den retning, som vi er enige med ministeriet om. Når bestyrelsen har det fulde ansvar for universitetets økonomi, strategi og lignende forhold, må det også være bestyrelsen, der har ret til at bestemme, hvordan universitetet forvalter sin økonomi og udfylder strategien i praksis.

Det er min faste overbevisning, at bestyrelsen både er berettiget og forpligtet til også at påtage sig en strategisk ledelse af universitetet. Både strategiplanen og udviklingskontrakten med ministeriet udgør redskaber til at synliggøre en valgt udviklingsretning og at føre denne ud i livet, og der er naturligvis ingen modsætninger mellem intentionerne i udviklingskontrakten og det igangsatte strategiarbejde.

Udviklingskontrakten er en aftaleform mellem ministerium og universitet. Den er et velegnet instrument, som rigtigt håndteret kan gøre megen detailstyring overflødig. Gentagne gange de senere år er debatten om universiteternes frihedsgrader dukket op, og vi har fra Aarhus Universitets side også deltaget i debatten – i den seneste tid dog i mindre udstrækning end tidligere. Vi har dæmpet os, fordi vi mener, at det udvalgsarbejde, som videnskabsminister Helge Sander har igangsat, skal have sin chance.

Det er ikke fair af mig her at røbe detaljer fra dette arbejde. Det er op til ministeren, når arbejdet er færdiggjort. Jeg vil dog godt sige, at arbejdet foregår i en god atmosfære, og det burde kunne danne grundlag for, at vi kommer videre i den retning, universiteterne ønsker.

Når vi gentagne gange har presset på for at få noget til at ske, skyldes det en dybtgående overbevisning om, at en decentral styring af universiteterne er mere hensigtsmæssig end en central statslig styring. Vi er overbevist om, at samfundet vil få mere forskning og bedre forskning, mere undervisning og bedre undervisning gennem en stor delegering end gennem en central styring, som nemt samtidig bliver bureaukratisk.

Delegering af kompetence skal ikke ske for at gøre bestyrelserne eller rektoraterne mere magtfulde.

Med respekt for udvalgsarbejdet vil jeg sige, at det i meget stor udstrækning drejer sig om råderum og fleksibilitet. Det drejer sig også om tempo i beslutningsprocesserne.

Enhver kan se for sig, hvor meget mere enkelt det er for et rektorat at udfærdige en indstilling til en bestyrelse, der træffer en beslutning, som er endelig, og ikke bare nikker til, at man kan fremsende en ansøgning til ministeriet.

Videnskabsministeren har gentagne gange forsikret, at han er parat til at give universiteterne større råderum. Det tror vi på, og vi vil blive ved med at presse på, fordi vi tror, at det er den måde, samfundet får mest nytte af universiteterne.

Større frihed til universiteterne kan komme til at betyde, at universiteterne udvikler sig forskelligt med hensyn til spidskompetencer inden for forskning og udbuddet af uddannelser. Hvis resultatet skulle blive dette, hvad gør dét så i et land af Danmarks størrelse?

Alle universiteter behøver vel ikke at kunne det samme. Ja, allerede i dag er der jo stor forskel – også blandt de tre store: Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Danmarks Tekniske Universitet.
Den danske universitetssektor er i disse år inde i en meget hastig forandringsproces.

Det er mit indtryk, at det går endda væsentligt stærkere end i mange andre lande, vi ellers sammenligner os med.

Her har vi måske igen en fordel ved at være et lille og homogent land. Jeg synes også, det går stærkt, ikke alene for os på Aarhus Universitet, men også på flere af de øvrige universiteter.

Tempoet har sit udspring i:

  1. Ledelsesreformen som følge af universitetsloven af 2003
  2. De omfattende fusioner i 2006
  3. Udsigten til væsentlige bevillingsforøgelser i de kommende år

Der er naturligvis en sammenhæng mellem de tre hovedpunkter i form af bagvedliggende politiske beslutningsprocesser.

Men hvis ikke alt dette var ledsaget af en grundlæggende vilje hos universitetet til forandring, ville vi have oplevet en betydelig friktion.

I mine 4 år som formand for Aarhus Universitets bestyrelse har jeg ikke mærket andet end sund skepsis i forhold til forandringer. Jeg har for eksempel ikke oplevet bagstræverisk modstand mod forandring, som nogle måske kunne tro var til stede på universitetet.

Der er fok, der mener, at der er et tillidsproblem i forholdet mellem politikere og universiteter. Senest har tidligere overvismand, professor Niels Kærgård givet udtryk for et sådant synspunkt i en kronik i Berlingske Tidende.

Hvis han har ret i sit synspunkt, har universiteterne i Danmark et stort problem. Med en forventet vækst i bevillinger over nogle år på ca. 10 milliarder kroner – næsten en fordobling – må vi anstrenge os til det yderste for at få samfundet og politikerne til at føle sig trygge ved den måde, universiteterne forvaltes på.

For alt i verden må det problem, som Niels Kærgård beskriver, ikke løses ved, at samfundet kontrollerer sig til tryghed, for eksempel gennem et massivt bureaukrati.

Også her må vi som et lille og overskueligt land vise, at vi kan være innovative.

Større frihed vil også betyde større tydelighed i både profil og indhold. Jeg tror, vi skal acceptere det som et gode og ikke som en trussel mod andet end vores vanetænkning.

Også det seneste år har været et begivenhedsrigt år med et betydeligt arbejdspres for mange centrale aktører. Ikke mindst de, der har været tæt på fusionsprocesserne, har ydet en enestående indsats.

Som formand kommer jeg jævnligt på universitetet og møder mange ansatte og studerende. Der er en god stemning. Man er optimistisk. Man føler, at Aarhus Universitet er på vej frem, og glæder sig over at være en del af denne udvikling.

Jeg vil gerne på bestyrelsens vegne takke rektoratet med Lauritz B. Holm-Nielsen i spidsen for en stor indsats i året, der er gået, og jeg vil bede dig, Lauritz, lade takken gå videre til de mange medarbejdere og studerende, der har deres virke på de forskellige lokaliteter, universitetet nu består af.

14.9.2007
Jens Bigum