Aarhus Universitet fejrer 80-års jubilæum og årsfest den 12. september 2008

Fredag den 12. september 2008 holder Aarhus Universitet årsfest og fejrer dermed sit 80-års jubilæum.

I 1928 startede 64 studerende i lejede lokaler i Århus midtby, og universitetets budget var på 33.000 kr. det første år. I dag har universitetet 35.000 studerende, en omsætning på 4, 5 mia. kr., og universitetets aktiviteter er spredt på 20 lokaliteter i hele Danmark.

Årsfesten og jubilæet fejres med en række aktiviteter i løbet af dagen ( se hele programmet her ):

Jubilæumshøjtidelighed

Traditionen tro vil arrangementet om eftermiddagen blive afholdt i Aulaen (se på kort ). Via videotransmission på www.au.dk har alle mulighed for at følge med i arrangementet. Bestyrelsesformand Jens Bigum og rektor Lauritz B. Holm-Nielsen holder tale og Den Jyske Operas Kor underholder. Herefter er der prisuddelinger og udnævnelse af æresdoktorer og Aarhus Universitets Forskningsfonds-professor Uta Frith fra Center for Funktionelt Integrativ Neorovidenskab (CFIN) står for årets festforelæsning og efterfølgende vil ph.d.-studerende Alice Thoft Langerhuus fra Center for Geomikrobiologi fortælle om sit forskningsprojekt.

Jubilarerne mødes på fakulteterne

For 25-, 40-, 50- og 60-års kandidatjubilarer afholdes der i løbet af dagen arrangementer rundt omkring på hovedområderne. Ud over muligheden for at mødes med de andre jubilarer, vil fakulteterne stå for forskellige faglige indslag samt byde på forfriskninger.

Underholdning og buffet i Musikhuset om aftenen

Aftenarrangementet finder sted i Musikhuset i Århus. Underholdningen byder Dansk Musikpoesi gennem 80 år og man bl.a. kan opleve Lis Sørensen, Sinne Eeg, Poul Dissing, Peter Laugesen, Allan Olsen, Peter AG og Rasmus Nøhr, som fortolker sangskattens historie gennem de sidste 80 år. Efter den musikalske underholdning byder universitetet på buffet.

Kongeligt besøg

Det er en glæde, at vi i år kan byde velkommen til Hendes Majestæt Dronningen, som deltager i jubilæumshøjtideligheden i Aulaen og til Hans Kongelige Højhed Kronprinsen, der også deltager i aftenarrangementet.

Årsfest for de studerende

De studerende ved Aarhus Universitet fejrer 80-års jubilæet med Danmarks Største Fredagsbar og AU’s idrætsdag. Denne gang bliver det med musiknavnene: TV2, Nik og Jay samt Tennis Band. Studenterarrangementet kommer til at tage form som en kæmpe endags-oplevelse, hvor der er fokus på sport, hygge og god musik. Læs mere her.

Yderligere oplysninger

Yderligere oplysninger om årsfesten kan fås ved henvendelse til kommunikationsmedarbejder Lykke Ankersen på tlf. 8942 2345, mobil 2899 2345, e-post la@adm.au.dk eller kommunikationsmedarbejder Charlotte Boel på tlf. 8942 2344, e-post cbo@adm.au.dk