Tale ved Aarhus Universitets årsfest 9. september 2011

Bestyrelsesformand Michael Christiansen

Kære gæster, kolleger og studerende ved Aarhus Universitet.

Velkommen til Aarhus Universitets 83-års fødselsdag, som universitetet i dag fejrer på behørig vis. Jeg håber, at vi alle får en god dag.

Set i et menneskeligt perspektiv er 83 år mange år, ja det er faktisk mere end vores gennemsnitsalder i Danmark. Men set i universitetssammenhæng, så fejrer vi i dag et meget ungt universitet. Det er en helt enestående udvikling, universitetet har gennemgået på så kort tid. ”Det yngste skud på den nordiske videnskabsstamme”, som Aarhus Stiftstidende betegnede universitetet ved indvielsen af det første byggeri i Universitetsparken. Dengang som nu vakte Aarhus Universitet opsigt, og alle fulgte med undren og anerkendelse – og måske lidt misundelse - den skabertrang og videnopbygning, der tog fart i Aarhus.

Den pionerånd, som dengang fik driftige Aarhus-borgere til at gøre drømme til virkelighed, har fulgt universitetet lige siden.

Tilståelse: Jeg har læst, undervist og siddet i styrende organer ved KU i 25 år.

Både som studerende og senere som underviser på Københavns Universitet har jeg mærket, hvordan Aarhus Universitet dengang i 60’erne blev oplevet som ”dem ovre på heden”.

Men jeg sneg mig på toget og hørte Knud Illum og Max Sørensen forelæse, mens studenterne fra Århus tog til København og lyttede til Alf Ross og Bernhard Gomard.

Den fredelige kappestrid dækkede over gensidig respekt.

I dag ser verden imidlertid anderledes ud. For den reelle sammenligning, som vi i dag tillægger værdi, den rækker langt ud over landegrænserne.

Udviklingen af Aarhus Universitet tog for alvor fart i 60erne og 70erne, hvor antallet af studerende på universitetet nærmest eksploderede, og hvor nye uddannelser så dagens lys. Herunder den meget populære cand.scient.pol.-uddannelse, hvor direktør Jørgen Flindt Petersen og professor Mogens N. Pedersen i 64 blev de første kandidater, og Svend Auken og Poul Nilsson lagde grunden til et mangeårigt magtmonopol på Slotsholmen og Christiansborg. Uddannelsen skulle senere vise sig også at blive en direkte vej ind i dansk politik, og det er den stadig - se bare på den igangværende valgkamp, hvor der vist ikke bliver mange folketingsmedlemmer fra Det Radikale Venstre, der ikke er cand.scient.pol’er – og de andre følger godt med.

AU trådte ud af KU’s skygge og udviklede sig fra et regionalt universitet til et nationalt og nordeuropæisk kraftcentrum. Og nu er vi så i tredje fase – AU ”version 3.0”, som it-folk sikkert ville sige.

Aarhus Universitet udbyggede sit faglige potentiale og sin internationale status i 2007, da universitetet fusionerede med sektorforskningsinstitutionerne DJF, DMU, Handelshøjskolen i Aarhus og Danmarks Pædagogiske Universitet, og netop nu forhandler universitetet og Ingeniørhøjskolen Aarhus de sidste detaljer på plads om en fusion fra årsskiftet. Og så bliver vi formentlig det universitet i Danmark, der optager flest studerende.

Igen er det troen på og viljen til at skabe unikke vidensmiljøer, der er helt afgørende. Som konsekvens af fusionerne og nye krav til universiteterne besluttede universitetet sidste år at gennemføre en gennemgribende reform, hvor ni hovedområder blev til fire nye store hovedområder med brede faglige og uddannelsesmæssige kompetencer. I sandhed en tankegang tilpasset fremtidens behov for både at læse og forske i dybden og i bredden.

Den meget omfattende omstilling til fremtidens Aarhus Universitet tager tid og kræver ekstra ressourcer. Men jeg er ikke i tvivl om, at der er tale om en investering, der på sigt vil styrke universitetet. En enig bestyrelse og ledelse står bag de store reformer, der peger frem mod de næste mange års udfordringer.

Vi konfronteres mange gange med spørgsmålet om, hvorfor Aarhus Universitet absolut skal være større? Til det er blot at sige, at vi ikke ser det som et mål i sig selv at blive større, tværtimod. Mange af de universiteter, vi måler os med internationalt, er faktisk mindre end Aarhus Universitet. De har færre studerende, men større forskningsbudgetter. Vi er i global konkurrence om de bedste forskere, medarbejdere og studerende.

Vores mål er at række ud til hele samfundet og skabe sammenhængskraft, således at universitetet står godt rustet til at styrke forskning, fleksible og moderne uddannelser og videnudveksling med samfundet.

Vi må forstå, at vort ansvar ikke blot består i at bidrage til økonomisk vækst, men også til befolkningens oplysning og demokratiske dannelse. Vi er til for samfundets skyld – både samfundet af i dag, men i nok så høj grad morgendagens samfund. Universitetet må ikke gøre sig til slave af et vækst-dogme, men må heller ikke lukke sig inde i et selvtilstrækkelighedens Tornerose-slot.

Jeg er overbevist om, at vi på Aarhus Universitet har skabt det ”unikke” – det som mange stræber efter, men som forekommer næsten umuligt. Det yngste skud på den nordiske universitetsstamme har vokset sig til et stærkt, smukt og vidt forgrenet træ, der rækker ud til hele verden. Et godt eksempel er AU’s engagement i Kina, men Kina vil ikke være et enestående eksempel. Vi skal stræbe efter at sætte fodaftryk over hele kloden på lige fod med andre globale universiteter.

I øjeblikket står vi midt i en ny økonomisk krise, og vi oplever, at væksten i stærke økonomier næsten er gået i stå. Hvad er vores svar? Ja, svaret er sådan set enkelt, for vi tror, at de lande, der investerer i forskning og udvikling på sigt vil klare sig bedst. Nationalisme, protektionisme og snævertsyn lurer i kulissen. Vort svar må være mere viden, mere erkendelse, mere søgen.

Tid til fordybelse, tid til analyse og omtanke – tid til søgen – også den, der ikke er helt målrettet. Indsigt og viden er nøglen til tolerance, og tolerance er forudsætningen for udvikling i fredelig sameksistens. Vi skal stille vor viden til rådighed for alle – vi skal åbne os.

Vi er nødt til at tænke langt og ikke forfalde til kortsigtede lappeløsninger. Derfor skal vi sikre styrken i forskning og uddannelse. Det kan vi gøre gennem langsigtede aftaler i Folketinget og strategiske aftaler med fonde og erhvervsliv. Men vi må også erkende, at vi er afhængige af, at forskningsinstitutionerne i de lande, som vi samarbejder med, også får bedre vilkår.

Der er i den grad behov for, at vi på europæisk plan finder sammen om at prioritere den langsigtede opbygning af ny viden. Og jeg håber, at det danske formandskab i 2012 vil medvirke til at sætte dette højt på dagsordenen.

En meget væsentlig grund til, at jeg tror, at projektet vil lykkes, er, at vi har etableret en moderne ledelsesstruktur på Aarhus Universitet. Vi er godt i gang med at indføre nye vedtægter for Aarhus Universitet, der sikrer medarbejderne stærkere medbestemmelse gennem de akademiske råd. Som i enhver anden organisation bygger god ledelse på lydhørhed blandt medarbejderne. Her skulle jeg hilse og sige, at et universitet har mange lighedspunkter med nogle af de kulturinstitutioner, som jeg har haft fornøjelsen af at stifte et nærmere bekendtskab med. Selvværdet er højt – og respekten for autoriteter tilsvarende lav.

Et universitet skal i hele sin natur være hjemsted for individualister. Det skal man have respekt for. For heri ligger der fantastiske ressourcer – et brændende engagement, en stor nysgerrighed, et ønske om at bidrage til at skabe en bedre verden. Disse ressourcer er helt bærende element for Aarhus Universitet.

Men et universitet med de ambitioner kræver en ledelse med vision, perspektiv, og ikke mindst respekt for de uafhængige, akademiske værdier.

Det har vi.

Bestyrelsen takker ledelse, administration, forskere, medarbejdere og studerende for dedikeret samarbejde om Aarhus Universitets fælles store vision.

Jeg ønsker alle en fortsat god fødselsdag.