Tale ved Aarhus Universitets årsfest 9. september 2011

Tale til modtagerne af Dronningens rejselegat 2011 - Eva Mortensen og Ria Kristin Langbehn

Ærede gæster.

Aarhus Universitet har tætte bånd til Kongehuset. Hendes Majestæt Dronningen har studeret både arkæologi og statskundskab her, og Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik er kandidat i statskundskab fra universitetet, og han er universitetets første æresalumne.

Da Dronning Margrethe fyldte 70 år sidste år, var det derfor naturligt at lade universitetets gave afspejle og underbygge dette tætte forhold. I samråd med Dronningen besluttede vi således at indstifte ”Dronning Margrethe den II’s rejselegat til studerende ved Aarhus Universitet”. Jeg vil derfor nu uddele to rejselegater på hver 25.000 kr. til en studerende fra henholdsvis arkæologi og statskundskab.

Jeg vil gerne bede Eva Mortensen fra Institut for Kultur og Samfund træde frem.

Kære Eva
Det er mig en stor glæde at kunne overrække dig Dronningens rejselegat. Du udmærker dig ved en skarp og metodisk tilgang til udførelsen af komplekse projekter. Samtidig fremhæves du også for dit meget store engagement i dit fag. Således er du indskrevet som ph.d.-studerende allerede inden, du har afsluttet dit kandidatstudium.

Jeg ved, at du allerede har deltaget i feltarbejde i både Athen, på den græske ø Delos og i italienske Veruchio. Før sommerferien deltog du i en kongres i Izmir i Tyrkiet, og til næste efterår skal du opholde dig ved Tübingen Universitet i Tyskland.

Der er derfor ingen tvivl om, at du får god brug for Dronningens Rejselegat, og jeg ved, at du vil rejse ud i verden og blive klogere og bringe ny viden med dig tilbage til Aarhus Universitet og Danmark.

Tillykke med din store indsats! God arbejdslyst!

Den næste prismodtager, Ria Kristin Langbehn fra Statskundskab, som ligeledes er en studerende, der i den bedste europæiske tradition er ”på valsen”. Derfor har hun desværre ikke mulighed for at deltage i dag, da hun for tiden er i gang med et studieophold i Sidney. Ria vil derfor få overrakt Dronningens Rejselegat på et senere tidspunkt.

Der skal også til Ria Kristin Langbehn lyde et stort tillykke og held og lykke fremover!