Tale ved Aarhus Universitets årsfest 9. september 2011

Lauritz B. Holm-Nielsen, rektor, Aarhus Universitet

Kære region og by, kære Folketingsmedlemmer og ambassadører, ærede gæster, mine damer og herrer.

Velkommen til Aarhus Universitets årsfest 2011.

Det kommende folketingsvalg – – finanskrisen, som ikke rigtig vil slippe sit tag i os, og den økonomiske balance mellem verdens regioner, der er ved at tippe fra vest mod øst –  – er alt sammen en påmindelse om, at Danmark er en del af verden, men at verden også er en del af Danmark.

Danmark i Verden – Verden i Danmark.

Det er en påmindelse om, at vi skal være os selv, men at vi aldrig må være os selv nok.

Lad mig derfor begynde med en historie om en mand, der i den grad var sig selv, men netop ikke sig selv nok.

Lad mig begynde med historien om Wilhelm Conrad Röntgen. Han blev – måske som en særlig trøst for mange unge og deres forældre –  både smidt ud af skolen og dumpede til sin eksamen, inden han havnede som professor i fysik ved Würzburg Universitetet i Tyskland.

Gennem nogle uger i 1895 havde han i sit laboratorium undret sig over, hvad der skete, når han sendte strøm gennem et katoderør. Første gang, han gjorde det, begyndte en plade med fotofølsomt materiale i nærheden at flourescere. Röntgen fik fat i et katoderør af større kaliber, mørklagde lokalet og opdagede, at strålerne virkede flere meter væk fra katoderøret.

Röntgen ville nu undersøge, hvordan strålerne trængte igennem forskellige stoffer og bad den 22. december 1895 sin kone Anna Bertha om lige at komme ind i laboratoriet og holde en lille blyklods ind i strålerne. Strålerne trængte ikke gennem klodsen, men til sin store overraskelse kunne Röntgen på det billede, der blev verdens første røntgenbillede, se skelethånden, der holdt klodsen. Oven i købet med en lille skygge af sin kones vielsesring.

”Jeg har set min død,” udbrød Anna Bertha. Verden havde derimod set endnu et tilfældigt gennembrud. Röntgen kaldte selv strålerne for X (eller X-Strahlen – X-rays), simpelthen fordi, han ikke anede, hvad det var.

Som den første modtog Röntgen Nobel-prisen i fysik i 1901 for sin opdagelse. Han var lidt forlegen, for han vidste stadig ikke rigtigt, hvad det var, han havde fundet. Først i 1912 kunne en af hans kolleger fastslå, at der var tale om elektromagnetiske bølger.

Wilhelm Conrad Röntgen vidste ikke, hvad han ledte efter. Og da han fandt det, anede han ikke, hvad det var. Måske derfor var der også en vis logik i, at han nægtede at tage patent på sin opdagelse. Han mente selv, at anvendelsen af strålerne burde komme menneskeheden til gode. Det har gjort ham til et af de store forbilleder i videnskaben, og et eksempel som mange følger til gavn for os alle.

Modsat Röntgen, som gjorde en grundlæggende opdagelse ved nysgerrigt at lede, måtte Thomas Edison i 1870erne igennem flere end 9.000 forgæves eksperimenter i jagten på en elektrisk glødelampe. Röntgen anede kun i glimt, hvad han ledte efter og hvorfor. Hans forskning stod på skuldrene af andres opdagelser. Og hans opdagelse blev senere forklaret af andre.

”Den kreative proces er kendetegnet ved, at man først kender spørgsmålet, når man har svaret”.

Sådan lyder et gruk af Piet Hein, og sjældent har det været mere præcist været mere præcis. Röntgen og Edison er på en måde eksempler på det, vi i dag kalder, den fri og den strategiske forskning. Planlagte gennembrud gennem strategisk forskning er oftest overordentligt kostbare. Det gode spørgsmål er, om vi i det danske forskningsfinansieringssystem lægger for stor vægt på målretningen?

Röntgen er et lærerstykke i, at vejen til brugbar viden kan være lang og kringlet, når man er flere, men ofte umulig, når man er alene. Derfor er netværk - - ikke mindst de internationale - - vigtige. Og derfor tildeler universitetet i dag æresdoktorgrader til fire repræsentanter fra det ypperste af universitetets internationale forskningsnetværk.

Der er mange enkeltpræstationer i den videnskabelige og tekniske verden, som imponerer, og som er af afgørende betydning.

Her vil jeg særligt minde om universitetets to Nobelprismodtagere Jens Christian Skou i Kemi i 1997 og Dale T. Mortensen i Økonomi i 2010. Mange af universitetets forskere bidrager til at flytte grænserne for erkendelsen. Og dette anerkendes – i den videnskabelige litteratur – og gennem ærestitler – bevillinger - og priser.

På denne dag er der derfor god grund til at takke for et stort og vedholdende arbejde i institutter og centre. Denne tak gælder naturligvis forskerne, men også de mange dygtige medarbejdere, som sørger for, at forskerne kan koncentrere sig om deres forskning.

Vi har brug for fremragende forskere. Fremtidens globale udfordringer indenfor emner som klima, energi, sikkerhed, sundhed og økonomi har årsager og konsekvenser, som går på tværs af både fagområder og globale politiske grænser.

Måske kan psykologer være med til at forklare og løse finanskriser.

Måske sidder antropologer uden at vide det med en del af løsningen på kræftens gåde.

Måske kan en fysikers indsigt i universets grundlæggende lovmæssigheder give filosoffen ny forståelse af menneskelige dilemmaer og konflikter.

Når vi finder svarene, kender vi spørgsmålene.

I en verden stadig mere sammensat og kompleks er evnen til at tænke, forske og arbejde på tværs af dyb faglighed afgørende i den søgen.

Og præcis derfor har vi på Aarhus Universitet i det forløbne år gennemført den største organisatoriske forandring i universitetets historie.

Ni selvstændige fakulteter og skoler er blevet til fire. 55 institutter til 26.

Kræfterne samles nu i ét universitet, med sammenhæng i organisation, ledelse, økonomi og administration.

Færre enheder betyder færre grænser.

Færre grænser betyder færre omkostninger og flere muligheder.

Målet for Aarhus Universitet er også i fremtiden at kunne være internationalt anerkendt indenfor alle universitetets fire hovedaktiviteter:

Forskning, talentudvikling, videnudveksling og uddannelse.

Men vi skal samtidig skabe et universitet, der forener den dybe faglige indsigt med såkaldt interdisciplinært samarbejde i tæt og fleksibelt samspil med omverdenen.

For at sætte ekstra fokus på denne udvikling opretter vi seks til ti forskningscentre, der på tværs af fagdiscipliner og gode fagtraditioner, skal sprænge rammerne og finde svar på nogle af de spørgsmål, vi enten ikke kender eller indtil nu ikke har turdet stille. Vi har allerede i dag velfungerende modeller for sådanne centre - iNANO-centeret og MINDlab.

De nye centre kommer til at beskæftige sig med så forskellige emner som fødevarer, ernæring, globale forandringer, gen-teknologi, sundhedsøkonomi og klimaændringer.

Trods forskellighederne vil alle interdisciplinære centre have noget til fælles.

De skal hver især ledes af en fremragende forsker, som anerkendes som leder i sin fagdisciplin. Disse centre vil få betydelige frihedsgrader, og forskningsmæssigt skal de kunne sammenlignes med det bedste, der kendes. Dermed får de også mulighed for at kunne tiltrække betydelige eksterne bevillinger, og de vil – hvis alt går vel efter de første fem år – være naturlige styrkepunkter i universitetets forskningsprofil, og de vil som sådan blive prioriteret i universitetets budgetter.

Ambitionen er at skabe åbne fagfællesskaber for danske og internationale forskere, hvor der er plads til nysgerrigt at forfølge vilde og måske - - som Röntgen - - tilfældige ideer.

Fællesskaber, hvor der findes nye svar på spørgsmål, vi slet ikke havde forestillet os.

Det gør vi ved at være os selv. Men ikke os selv nok.

Med de interdisciplinære centre er vi – endelig – ved at have rammerne på plads for det nye Aarhus Universitet. Processen frem til, hvor vi står i dag, blev for alvor sat i gang sidste sommer. Det har været en omfattende og åben udviklingsproces, hvor både medarbejdere, studerende og eksterne eksperter har bidraget konstruktivt. Hele dokumentationen for processen ligger på universitetets hjemmeside.

Jeg er alle dybt taknemmelig. Også de engagerede og vidende medarbejdere, som har udtrykt tvivl og bekymring i forløbet.

For vi er alle fælles om en brændende kærlighed til videnskaben og universitetet og en begejstring for alt det fantastiske, Aarhus Universitet indeholder. Vi er fælles om en respekt for traditioner og opnåede sejre. Vi er fælles om et indtrængende ønske om at forme universitetet, så fundamentet er sikkert, men så det giver plads til, at kommende generationer også får frihed til nysgerrigt at forfølge deres intuition, så langt talentet rækker.

Vi skal også være fælles om hele tiden at sikre, at det vi gør, er rigtigt.

Derfor forbereder en arbejdsgruppe i øjeblikket et udkast til en ny form for medarbejderinddragelse af universitetsbefolkningen. En ny rådgivningsstruktur, hvor dårlige vaner, selvtilstrækkelighed og bekvemmeligheden hele tiden skal udfordres af os selv og af folk udefra.

Vi skal internt på universitet have valgt en række akademiske råd udstyret med kompetence og med en placering, som gør, at universitetets ledelse altid får de bedst tænkelige og mest kritiske og konstruktive råd og indstillinger – – De indstillinger i akademiske spørgsmål, som universitetsloven af 1993 i betydeligt omfang tilsidesatte – – og som vi først efter lovændringen i år får mulighed for at genindføre. Det forpligter vi hinanden på i disse måneder.

Vi skal have oprettet Aftager-paneler, som passer til universitetets nye organisering, hvor visionære repræsentanter udefra skal forholde sig til, hvordan vi fastholder den ønskede kobling mellem auditoriet, laboratoriet og verden omkring os. Vi vil sikre, at de myndigheder, organisationer og virksomheder, som har brug for universitetets indsigt og viden, også har direkte adgang til den, og vi vil lære fra verden omkring os.

Og vi skal ved hvert fakultet have nedsat Advisory-boards med akademiske ledere og forskere fra tilsvarende fakulteter ude i verden.

Jeg vil godt understrege, at arbejdet med Advisory-boards, Aftager-paneler og Akademiske Råd ikke er tom snak.

Det skal tages dybt alvorligt. Et stort moderne universitet i en kompleks virkelighed må nødvendigvis have en stærk ledelse og en dybt professionel administration, men uden ligeså stærke strukturer, der kan sikre de bedst tænkelige råd og indstillinger, og et godt system af checks and balances går det slet ikke.

Ingen er sig selv nok.

Og da slet ikke ledelsen på et universitet.

Men nogle vil sikkert mene, at vi er ved at være nok på universitetet. Der er i al fald fyldt op alle vegne i disse dage, og det aktualiserer blot de mange byggeplaner, vi har overalt på universitetet. Men det understreger også det moderne universitets udfordringer. Nogle af de røster i det offentlige rum, som er bekymrede for det klassiske universitet, har helt ret. Da de selv gik i gymnasiet, delte de privilegiet med under 10% af en årgang – og kun en tredjedel af disse kom på universitetet. Til sammenligning har videnskabsministeren for nyligt foreslået, at 25% af en årgang skal have en universitetsuddannelse. Krav og vilkår fra samfundet er ændret for altid. Universitetet er blevet hele samfundets – ikke kun elitens.

Det moderne universitet er et masseuniversitet, og samfundet forventer, at vi går endnu videre og yder en endnu større undervisningsindsats, og dertil leverer viden og forskningsresultater af international kvalitet på alle samfundets områder. Derfor har vi på Aarhus Universitet udviklet den model for det moderne europæiske universitet, som kolleger rundt om i Europa inspireres af.

Vi er godt på vej til at kombinere den 200-årige Humboldtske universitetstradition med den universitetstradition, der voksede frem i de vestlige lande efter 2. Verdenskrig. Og med Aarhus Universitets store vægt på talentudvikling og forskeruddannelse, hvor vi har op imod 3.000 ph.d.-studerende og yngre forskere, viser vi her på universitetet, at masse- og eliteuniversitet kan kombineres, når forskningsbasen har bredde og dybde.

Nogle vil sikkert mene, at vi er ved at være nok på universitetet nu, hvor omkring 12.-13.000 personer har forladt os efter endt uddannelse, er rejst tilbage til deres hjemland, eller har skiftet studium, og op mod 15.000 personer påbegynder deres studium. Personer, som ikke var her før sommerferien. Tænk på denne gigantiske mobilitet af hjerner ind og ud af universitetet som en væsentlig del af den videnenergi, som driver samfundet.

Med over 38.000 studerende, mere end 11.000 medarbejdere og et budget på næsten 6 milliarder kroner er Aarhus Universitet et samfund i samfundet.

Og snart bliver vi lykkeligvis lidt flere, når fusionen med Ingeniørhøjskolen i Århus i løbet af efteråret falder helt på plads. Ikke flere bare for at blive flere, men fordi de 2.600 ingeniørstuderende, vores nye kolleger og den viden, IHA besidder, er en naturlig del af et moderne universitet, som ønsker at kunne bidrage til at løse samfundets udfordringer med viden og uddannelser i det komplette akademiske spektrum.

Aarhus Universitet har i dag en størrelse og en tyngde, som gør det muligt for os at spille en betydelig rolle – ­også internationalt blandt universiteter. Det ses i rangliste efter rangliste, hvor AU tælles blandt Europas bedste. Vi uddanner, forsker og publicerer på højt niveau, men vi skal ikke snyde os selv:

­

Alene, er der grænser for, hvor langt vi kan nå.

Vi skal være os selv, men hvad nytter det, hvis vi kun er os.

De udfordringer, samfundet står over for, kræver store politiske beslutninger, og det betyder måske, at der bliver mindre tid for politikerne til at træffe små beslutninger – og det kan vi godt leve med.

Det vil måske endda være det, man på nudansk kalder en win-win-situation.

Som rektor på et stort universitet har jeg den naturlige drøm, at universitetsloven alene bestod af sætningen: ”Danmark har få universiteter, Aarhus Universitet er et af dem.”

Der behøvede sådan set ikke at stå mere, men vi kan godt leve med den nye universitetslov, som vi fik i år. Den nye lov kan udmærket fungere. Men – kære politikere - lad nu pendulet svinge den anden vej de kommende år og giv os mere frihed – selvfølgelig under ansvar.

Mindre detail-styring, færre cirkulærer, færre grænser, flere muligheder og selvfølgelig de nødvendige investeringer.

Og talen falder på investeringer, vil jeg gerne benytte denne dag til at takke den danske stat og de mange offentlige og private fonde for den støtte, som vi modtager. Ikke mindst støtten til de 6.000 individuelle forskningsprojekter er helt uundværlig for os.

Jeg lover, at vi vil gøre alt for at leve op til tilliden og opfylde de løfter, vi giver.

Mange tak for den store støtte.

Det er hårdt arbejde at flytte grænserne for viden, og nogle gange bevæger vi os som Röntgen i grænselandet. Når man finder lige præcis det, man ikke leder efter, forveksler nogle det med held. Men så nådig er verden ikke. Eller som en af det 20. århundredes bedste golfspillere, amerikaneren Ben Hogan, engang sagde:

’Golf is a game of luck. The more I practice, the luckier I get.’

Der skal arbejdes meget, meget hårdt for at være heldig.

På Aarhus Universitet synes vi, at vi har været utrolig heldige.

Vi er os selv. Og vi er slet ikke os selv nok.

På den måde bidrager vi til Danmark i Verden og Verden i Danmark.

Ærede gæster, mine damer og herrer. Hjertelig velkommen til Aarhus Universitets 83 års fødselsdag.

***