En dansk dimittends eventyr

En dansk dimittends eventyr

Tale ved Aarhus Universitets årsfest 13. september2013

Af Andreas Hermansen

Ærede minister, ærede borgmester, gæster og lektorer, professorer og medarbejdere, mine damer og herrer.

Mit navn er Andreas, og jeg er en af de mange helt almindelige nyudklækkede dimittender fra Aarhus Universitet. Jeg har gået i folkeskole i Århus, på gymnasium i Århus, og jeg har som enhver god århusiansk dreng altid holdt med AGF, selvom jeg egentlig aldrig har været den store fan af fodbold. Jeg har holdt det obligatoriske sabbatår, der skulle hjælpe mig til at finde ud af, hvad mine talenter skulle bruges til, og fandt vist nok ud af på et bjerg i Guatemala, at ét sabbatår var nok, og at jeg ville læse matematik. 

Det, jeg gerne vil tale om i dag, er forholdet mellem de studerende og universitetet. Jeg vil bruge de fleste af mine ti minutter på at fortælle min egen individuelle historie om dette forhold og håber så derigennem også at fortælle noget mere almengyldigt. Det er jo, som Kierkegaard skriver i Enten-eller ”lige sandt, at ethvert menneske er det almen-menneskelige og tillige en undtagelse”.

Historien om mit studieliv begyndte for 6 år siden i matematisk kantine til en stor fælles morgenmad for cirka 400 nye studerende på naturvidenskab og sluttede for 3 uger siden på min lærerarbejdsplads på Egå Gymnasium, hvor jeg læste min specialekarakter på AU's selvbetjening.

Men i sommeren 2007 begyndte jeg altså at læse matematik på Aarhus Universitet. Vidste jeg, hvad jeg gik ind til? Overhovedet ikke. Var matematikstudiet, hvad jeg havde forventet? Overhovedet ikke. Blev jeg glad for det? Ja, bestemt. Hvorfor? Ja, svaret på det spørgsmål er nok temmelig komplekst, men jeg tror, at en tutorgruppes arbejde for, at jeg hurtigt lærte mange af de andre nye matematikstuderende at kende, havde en afgørende betydning. 

Havde jeg nemt ved matematik det første år? Egentlig ikke. Havde jeg været en af de dygtigste elever i gymnasiet? Ja, helt sikkert. Var jeg god til matematik i gymnasiet? Ja, men mange andre var sådan set bedre, end jeg var. Så hvorfor matematik? Svaret er let: LYST. Jeg havde simpelthen bare lyst til det. Tænkte jeg på fremtidsudsigterne ved at læse faget? Overhovedet ikke. Men jeg vidste dog, at man kunne blive gymnasielærer i matematik – og DET ville jeg gerne være. Pointen? At jeg var heldig at have lyst til at læse et fag med job i.

Så var jeg god til matematik? Ja og nej. Til TØ – altså Teoretiske Øvelser på mit lille matematikhold med en instruktor – var jeg tit ved tavlen, stillede mange spørgsmål, fik mange svar og forstod det meste. Til forelæsninger blev jeg ofte tabt, gav op, prøvede febrilsk at forstå ved at læse i mine matematikbøger om lineær algebra, matematisk analyse og sandsynlighedsteori. Det skete også, at jeg faldt i søvn, mens min underviser på den mest selvfølgelige måde gennemgik det ene bevis efter det andet for matematiske sætninger, jeg knap kunne se, hvad skulle bruges til.

Så hvor vil jeg hen med det her? Jeg vil pege på, hvorfor jeg blev ved med at læse matematik, selvom jeg ligesom mange andre følte, at det næsten var en lidt for stor udfordring. Jeg blev ved, fordi jeg havde det sjovt. Selvfølgelig i læsegruppen, når vi konkurrerede om at få de gode ideer, der skulle til for at løse opgaverne, vi blev stillet. Men først og fremmest havde jeg et godt år på studiet, fordi rammerne for et socialt liv var til stede, og hvor jeg mødte flere mennesker, end jeg havde mødt før dette tidspunkt i mit liv.

10.000-kroners-spørgsmålet i den forbindelse er naturligvis: Var jeg ikke blevet bedre til matematik, hvis jeg havde brugt mindre tid i fredagsbaren og mere tid på at sidde i Mat-Lab og lave matematik? Det spørgsmål kan jeg ikke svare på, men jeg kan sige med sikkerhed, at den energi jeg tydeligt husker fra en lørdag aften, den energi der fik mig til at tage bussen fra Viby, hvor jeg boede og op på instituttet for at mødes med Niels og Kasper  (ja, eller Neller og Kazz – selv blev jeg kaldt "pissemyren" fordi jeg var langt den yngste af os tre), den energi jeg skulle bruge, for at vi kunne komme lidt nærmere på at forstå noget af den introduktion til matematisk modellering, som var som at lære et helt nyt sprog for os. Den energi havde jeg aldrig kunnet skabe alene. Og uden den energi var jeg aldrig kommet godt igennem det første år på matematik.

Fra starten af mit andet studieår var alting anderledes. Fordi jeg havde besluttet mig for at læse sidefag i musikvidenskab, var mine fag organiseret sådan, at det var svært at finde tidspunkter, hvor vi kunne mødes i læsegruppen. Jeg kom derfor tit til at sidde opgivende og alene med målteori, algebra og reel analyse. Til gengæld var jeg tutor, og livet i tutorgruppen var meget vigtigt for mig. Mine russer var søde, og jeg havde en fornemmelse af, at mange af dem kunne bruge mig til noget. Arbejdet som tutor i Mat/Fys - tutorgruppen blev mit første af mange – for mig meget meningsfulde – frivillige arbejder i sociale foreninger på AU.

I 2009 begyndte jeg på sidefaget i musikvidenskab sammen med en hel bachelorårgang, og det gik hurtigt op for mig, at musikvidenskabsuddannelsen er meget forskellig fra matematikuddannelsen. Og det gik også hurtigt op for mig, at der var enormt meget, som de bachelorstuderende synes var svært, som faldt mig meget let. Årsagen er nok, at jeg nu kendte universitetets koder. Jeg vidste på en måde, hvad der forventedes af mig. På det her tidspunkt havde jeg altså forstået, hvad det var, jeg i sin tid var gået ind til, da jeg startede på matematik.

Essensen af denne beretning fra de første to år af mit liv som studerende på AU er, at jeg kom godt i gang. De to år gav mig den overbevisning, at kunne jeg klare mig igennem bachelorstudiet i matematik, så kunne jeg klare hvad som helst. Jeg havde altså fået selvtillid. Jeg troede på mig selv. Jeg troede også på, at jeg kunne bestå optagelsesprøven til musikvidenskab, også selvom jeg på det tidspunkt stadig havde svært ved at sætte mere end to fingre på et klaver samtidig. 

Jeg var også blevet klogere på mine begrænsninger i matematik: Jeg har brug for den motivation, jeg får af at arbejde sammen med andre. Og jeg besluttede derfor også, at videregående kurser i matematik på en eventuel kandidatuddannelse ville blive ét langt træk, som nok ikke ville knække mig, men som ville kræve utrolig meget af min tid, som sandsynligvis kunne bruges meget bedre.

Pointen er, at de beslutninger, jeg træffer, i mit perspektiv er fornuftige. I et samfundsperspektiv kunne kalkulen blive at læse en kandidat i matematik, fordi mange virksomheder sukker efter kandidater i matematik. I mit perspektiv så det -- og ser det stadig helt anderledes ud. Og jeg VILLE altså bare vide mere om musik. Så musikken vandt over matematikken.

Måske er det faktisk sådan, at det valg, den enkelte træffer, med god sandsynlighed er det rigtigste. Og måske bør samfundet ikke alt for ivrigt forsøge at presse de unge til at starte på studier, før de føler sig parat til det, ligesom samfundet nok heller ikke bør presse de studerende hurtigere igennem en uddannelse, end at de selv kan følge med.

Da muligheden for både et job som instruktor i matematik og et job for min fagforening Dansk Magisterforening opstod samtidig, var det fx oplagt for mig at studere mindre og arbejde mere. Det er klart, at jeg gjorde mig mange overvejelser, de gange jeg skulle beslutte, om jeg endnu engang skulle tage et instruktorat, fordi det betød, at jeg forlængede min studietid. Men hver gang vandt min overbevisning om ikke at sige nej til muligheder, der dukker op, fx muligheder for at udvikle kompetencer, som universitetsundervisningen ikke tilbyder.

Hvem havde man glædet ved at tage SU'en fra mig, fordi jeg havde brugt noget af min tid på at øve mig i at undervise ved at lægge tid og kræfter i instruktorater og dermed blive et halvt år forsinket? Eller hvem havde man glædet ved at tage SU'en fra mig, fordi jeg fik problemer med at blive optaget på et udenlandsk universitet i et semester? Samfundet? Måske.

Jeg tror, man må tænke på, at en universitetsuddannelse er meget mere end en faglig uddannelse. Det er lige så meget en dannende uddannelse. Livet på universitetet har sandsynligvis givet mig mange af de færdigheder og værktøjer, jeg har brug for resten af mit liv. Og disse færdigheder og værktøjer skyldes naturligvis i nogen grad de undervisere, jeg har haft, og de bøger jeg har læst. Men ikke mindst har det været SAMSPILLET mellem undervisere, bøger, medstuderende, bygninger og foreninger, der har haft afgørende betydning for mig. Jeg har gjort erfaringer, der også medfører, at jeg fx ret hurtigt har kunnet indgå i en ny sammenhæng. Lige nu som årsvikar på Egå Gymnasium. 

Jeg mener derfor, at det er vigtigt, at der er tid til alt det uden om bøgerne og fagligheden. Og det er vigtigt, at man som studerende tager sig tid til det. Jeg mener altså, at der dels skal være tid til at træffe gode beslutninger om ens videre studieliv, og dels tid til at engagere sig i livet som studerende. På den ene side mener jeg altså, at samfundet bør give plads til at studerende kan træffe gode beslutninger og sige ja til muligheder, der opstår i deres studieliv – fordi det i sidste ende gør, at der kommer mere hele og mere selvbevidste mennesker ud af det. På den anden side mener jeg også, at vi som studerende trods ændrede samfundsmæssige rammer – fx mindre SU – fortsat bør tage os tid til at engagere os i studielivet, fordi det i sidste ende gavner os. Måske hverken økonomisk eller fagligt, men helt sikkert menneskeligt. 

Hav en rigtig god årsfest.