Æresalumne Jørgen Vig Knudstorps takketale ved årsfesten 2014

Jeg vil gerne takke Aarhus Universitet for den betydelige ære og anerkendelse, som dette er udtryk for. Det er sådan en ting, der kommer ind i postkassen, og man tænker måske ikke så meget over det lige med det samme, men så alligevel er det jo ret utroligt, tænker jeg, og ikke mindst en meget ydmyg oplevelse at tænke over, at universitet har overvejet og besluttet at ære mig på denne måde, blandt mange andre mulige og ganske imponerende alumner fra stedet. Tusind tak for jeres hensyn og omtanke for mig i det – det er jeg meget glad for.

Jeg synes dog, at universitetet fortjener en endnu større tak for noget helt andet – nemlig at jeg har fået muligheden for at udfolde mig her og bruge nogle af de bedste år, rent faktisk ni år, af mit liv med tilknytning til stedet. Der gik ganske vist 2-3 af disse år med at opholde mig i henholdsvis England og USA, men ikke desto mindre altid med tilknytning til – og netop fordi jeg kom fra – Aarhus Universitet.

Disse år og udfoldelser var nogle fantastiske år for mig, og jeg ønskede aldrig rigtig, at de skulle slutte, og jeg tror, da de gjorde det, havde jeg svært ved at klippe navlestrengen, så jeg blev jo fx ved med at undervise i et par år, endda med så stor iver og entusiasme, at jeg fik den her Gyldne Pegepind overrakt.

Jeg mødte også rigtig mange spændende mennesker både blandt studerende og administrativ og videnskabeligt personale – men også ude i verden i årene her på universitetet, og jeg har stadig kontakt med mange af dem, og regner flere af dem for rigtig gode venner og bekendte, nu 25 år efter jeg startede – for det er nemlig tilfældigvis netop i disse dage 25 år siden, at jeg ankom til Aarhus Universitet.

Men især da jeg så for alvor kom "ud i verden", den verden der fulgte efter Aarhus Universitet, kunne jeg virkelig se alt det, som årene på universitetet muliggjorde for mig. De har "løftet" mig til nogle utrolige steder, oplevelser og personer. Jeg synes, at jeg næsten hver eneste uge oplever noget helt fantastisk, møder nogle utrolig interessante projekter og mennesker. Og ser dele af verden åbenbare sig som jeg aldrig havde forestillet mig at opleve.

Og sådan startede det faktisk i det små, da jeg ankom her til stedet i september 1989! Jeg mødte dygtige og engagerede professorer som Martin Paldam. Og jeg blev dybt engageret i studentermiljøet og –politikken, udvalg, foreninger, osv., så jeg fik en bred kontaktflade på tværs af fakulteter og årgangene. Det var et af mange år her, hvor sætningen "det er som at drikke af en brandslange" kom til sin ret.

Det er, som man siger: Man kan tvinges til truet men ikke til at drikke – og jeg drak, drak og drak mig igennem min studietid – nok i mere end en forstand. Man kan nemlig overrisle alle med al verdens indsigt og forståelse, men den afgørende forudsætning er den indre motivation og drivkraft. Hvis man ikke føler livskraften til at være med til at skabe noget og forholder sig legende til stoffet, dvs. nysgerrigt, eksperimenterende og fordomsfrit; og prøver det af det, mislykkes og siden lykkes på forskellige måder, så lærer man det aldrig rigtigt.

Ofte opfører studerende sig, som om de er gået i en anden barndom i de her studieår, hvor de har forladt forældrene og står på egne ben. Og ja med bagklogskabens klare lys gør de, også jeg, da også ting, som måske var for barnligt og latterligt. Sejle over universitets-søen i en gummibåd, møde op til andespil i nattøj, kaste med maden, drikke for meget, sove for lidt, og feste for vildt, osv.

Men barnets nysgerrighed, fordomsfrihed, leg og eksperimenter; barnet som den naturlige og legende elev, student, altså "lærende" - er en forudsætning – Bengt Holmström, den store finske økonom ved M.I.T., sagde til mig, da jeg studerede derovre, at alle signifikante og banebrydende videnskabelig bidrag blev skabt i forskerens "barndom".

Og hvis man ikke arbejder med stoffet på den måde, hvor man opdager, at hvert et problem har mange løsninger, og kan anskues fra mange forskellige linser, således at det ikke handler om at kende løsningen, og ikke mindst at kende svaret, men i stedet handler om at kunne stille spørgsmålet! Så forstår man ikke, at det er vigtigere at lære at arbejde med selv at finde og formulere et svar, bare et eller andet svar, end at kende svaret.

Spørgsmålet er vigtigere end svaret, og forestillingsevnen (kombinationen af drømme og fantasier omsat til forestillinger om virkeligheden) er vigtigere end løsningen.

Alt for mange er alt for "voksne", når de ankommer til - og lever i universitetsmiljøet. I stedet for at tænke over spørgsmålet, hypotesen og teorien, viden og eksperimentet, den dybe læring gennem erfaring og erfaren.

Dette blev i går, under et besøg i Beijing, præsenteret som forskellen på "A" og "X" studerende. Kina har fået fokus på de praktiske og kreative.

Dertil kommer man kun, hvis man er interesseret i at drikke og fordøje, og her kan universitet ikke gøre meget andet end at åbne dørene og inspirerer – og reagere på de studerendes fordøjelse af stoffet. Det har været en øjenåbner, men ikke som med en blitz men som med et langsomt dyk ned i erkendelsens dybder.

Sådan en oplevelse er aldrig mulig uden samspillet mellem mennesker og generøsitet og velvillighed fra mange sider. Jeg skylder flere mennesker, institutioner, fonde og samfund mere tak end jeg kan nå at opremse her, men jeg vil gerne særligt fremhæve professorer som Ole Øhlenschlæger Madsen, Per Baltzer Overgaard, Bendt Rørsted og Svend Hylleberg, som alle på afgørende tidspunkter hjalp mig videre. Men der er mange andre, der fortjener anerkendelse for deres engagement og undervisning. Som sagt var der også administrativt personale på trykkerier (Frank), sekretariater (Bibiana), IT afdelinger (Søren), m.fl.., som lagde sig i selen, engagerede sig i mine særlige behov og siden med interesse fulgte mig. Det skabte et hjem og en arbejdsplads for mig allerede fra de første år.

Grundforskningsfonden og ph.d. ordningen, som den eksisterede i midten af 1990’erne, var også helt afgørende for mine muligheder for at udfolde mig og finde ud af, hvad det virkelig vil sige at være forsker – det vil sige studerende! Det var, som om det først var, når man skrev sin ph.d., at man opdagede, hvad det virkelig vil sige at være en ægte studerende.

Hvis jeg skulle kunne slutte med en bøn, et ønske og en opfordring, så skulle min bøn være, at universitet i samfundet får lov til at forblive et sted for fordybelse, forståelse og forundring – foruden en institution, der producerer viden og kandidater -, mit ønske at man engagerede sig endnu mere i det enkelte menneske -forsker, administrativt personale som studerende – som alle fortjener alle mere fokus og opbakning i at lykkes, og i vores verden har dette aldrig været vigtigere for landet og verden – og endelig min opfordring til de studerende om at komme hertil med engagement, forestillingsevne/fantasi og nysgerrighed – lad lysten drive værket, indefra i stedet for udefra som når man er FOR fokuseret på resultater, krav og anerkendelse.

Hjertelig tak!