Rektor Brian Bech Nielsens tale ved årsfesten 2014

Brian Bech Nielsens årsfesttale, Aulaen

Kære minister. Kære borgmester. Kære regionsrådsformand. Kære medarbejdere og studerende, kære gæster.

Hjertelig velkommen - til Aarhus Universitets seksogfirsindstyvende årsfest.

Debatten brænder. Universitetssektoren er blevet et meget populært diskussionsemne. Især blandt politikere og interesseorganisationer. Som har hver deres holdning til, hvad universiteterne skal gøre for at bidrage bedst muligt til det danske samfund. Det er grundlæggende positivt, at der er så stort et fokus på universiteterne. Det vidner nemlig om en udbredt forståelse for, at universiteterne er en helt central drivkraft for det danske samfunds udvikling.

Det glæder mig i den forbindelse, at forsknings- og uddannelsesministeren er til stede i dag. Jeg vil nemlig gerne kvittere for, at regeringens finanslovsforslag blandt andet lægger op til at fortsætte de treårige basisbevillinger. Og det på et niveau, som bestemt tåler sammenligning med de lande, vi normalt sammenligner os med. Jeg vil også gerne kvittere for, at regeringen har sikret fortsættelsen af Danmarks Grundforskningsfond. Og for i det hele taget at have store ambitioner for universiteterne og deres kerneopgaver: forskning, uddannelse, talentudvikling og videnudveksling.

Men jeg vil samtidig benytte lejligheden til at advare: Om at initiativerne for at sikre uddannelsernes kvalitet og relevans risikerer at blive til skyklapper. De kan som bekendt godt være med til at indskrænke udsynet. Jeg hilser selve debatten om uddannelserne varmt velkommen. Debatten er vigtig for det danske samfund – og for universiteterne. Men jeg må konstatere, at ordene kvalitet og relevans bliver brugt i flæng. Og vi er i overhængende fare for at miste fokus på, hvad det egentlig er, vi taler om.

I øjeblikket venter vi med spænding på rapport nummer to fra regeringens Kvalitetsudvalg. Udvalget har blandt andet sat sig for at definere og måle, hvad uddannelseskvalitet og relevans er. Foreløbig har det ledt til, at der er blevet talt meget om dimensionering, timetal og beskæftigelse.

Det er alt sammen meget vigtige temaer. Og jeg deltager gerne i debatten - med åbent sind. Og  med viljen til at spørge, hvad vi på universiteterne selv kan gøre bedre. For der er bestemt ting, vi kan gøre bedre.

Men jeg er nødt til at sige, at mit kvalitetsbegreb er noget bredere. Og jeg er stærkt bekymret for, at udvalget falder for fristelsen til at reducere kvalitet til det, der nemt kan måles. Vi må ikke reducere debatten om uddannelsernes kvalitet til blot at handle om størrelsen på dimittendernes første løncheck. I så fald risikerer vi alle sammen at blive fattigere. Og kvalitetsbegrebet bliver hult og forvredet.

Tag nu ikke fejl: –Jeg siger ikke, at dimensionering og beskæftigelse ikke er vigtige faktorer. Selvfølgelig skal vore dimittender kunne få et arbejde, hvor de anvender de kompetencer, som de har erhvervet sig i løbet af studiet. Men de skal altså kunne meget mere end det. Det helt centrale for os som universitet er, at vores kandidater fagligt set er på internationalt niveau. Det så jeg gerne, at kvalitetsdebatten også kom til at handle om. Enhver omlægning af uddannelsessystemet bør tage højde for, at de danske dimittender skal konkurrere mod stærke kandidater fra hele verden. Hvis vi slækker på den høje kvalitet, går det ud over landets konkurrencekraft.

Uddannelsernes kvalitet hænger tæt sammen med forskningens kvalitet. Vore uddannelser er og skal være forskningsbaserede. Blandt andet fordi det er i mødet med forskningen, at vore studerende løfter deres faglige niveau og erhverver sig den mentale spændstighed, som gør at de kan forandre verden, der hvor de ender. Derfor vil jeg også advare mod, at kandidatuddannelserne bliver skåret ned til blot et enkelt år, sådan som Kvalitetsudvalget foreslår. Det vil uvægerligt føre til et kraftigt fald i kvaliteten. Det er på kandidatuddannelserne, at mødet med forskningen bliver virkelig intenst. Og forslaget  vil underminere universitetsuddannelserne, der hvor de er allerstærkest.

Som sagt kigger vi også gerne indad. Og vi har selv en stor opgave, som vi skal løfte for at højne uddannelsernes kvalitet. Den seneste studiemiljøundersøgelse, der er blot få uger gammel – viser, at den gennemsnitlige arbejdstid for vore studerende ligger på cirka 30 timer per uge. Det gælder ikke bare her, men på stort set alle landets universiteter.

Inden nogen begynder at pege fingre ad de studerende, så vil jeg gøre opmærksom på: at undersøgelsen også viser, at de studerende generelt er meget aktive. Ikke mindst med erhvervsarbejde, der er med til at kvalificere dem til tiden efter studierne. Så jeg vil i stedet spørge, hvad vi kan gøre for at få studieaktiviteten hævet. En øgning af studieaktiviteten er sandsynligvis den allermest effektive måde at hæve kvaliteten af uddannelserne.

Vi må se på de rammer, vi tilbyder de studerende. Vi skal sikre, at nye studerende får en god introduktion til den akademiske verden. Vi skal skabe bedre betingelser for forberedelse. Vi skal gerne gøre campus til et levende sted, hvor læsesale og grupperum er tilgængelige. Vi skal udnytte elektroniske og digitale platforme til at understøtte forberedelserne til undervisningstimer. Vi skal arbejde med mere aktiverende indlæringsformer. Og vi skal tjekke, om vi er gode nok til at stille krav. Det handler også om krav.

Jeg forventer, at de studerende kigger indad. At de selv reflekterer over, hvor meget – og ikke mindst hvordan de arbejder. Men de skal også kunne forvente, at vi som universitet støtter dem undervejs.

Lad mig knytte et par ord til forskningen – eller mere præcist forskningens finansiering. Alt det vi gør på universitetet er forskningsbaseret: hvad enten det drejer sig om uddannelse, rådgivning af myndigheder, eller samarbejde med erhvervsvirksomheder. Ud fra betragtningen om at ingen kæde er stærkere end det svageste led er forskningskvalitetens betydning second to none. En høj forskningskvalitet forudsætter, at forskningens vækstlag har optimale muligheder for at udvikle sig.

Her er jeg dybt bekymret over politiske udmeldinger fra især oppositionen, som indikerer et ønske om at reducere det frie forskningsråd. Det vil jeg advare særdeles kraftigt imod. Historien bugner med eksempler på banebrydende teknologier, der er vokset ud af fri grundforskning. Det Frie Forskningsråd spiller desuden en aldeles afgørende rolle som inkubator for unge forskere. Bevillinger fra DFF er meget ofte det afgørende afsæt for yngre forskere til senere at få en større bevilling fra de strategiske midler – det vi nu kalder Innovationsfonden – eller fra Grundforskningsfonden; eller ERC Grants fra EU.

Så kære politikere: her tænkes helt, helt forkert. Tværtimod er der særdeles gode argumenter for at balancen mellem strategiske midler og midlerne til den frie forskning allerede er for skæv. Dansk forsknings succes skyldes ikke mindst de frie midler. Og med succesrater for ansøgninger på tæt ved 10% i Det Frie Forskningsråd er der tale om et decideret lotteri. Der er behov for at genfinde balancen.

Det er ikke nogen hemmelighed, at universiteternes basismidler er under kraftigt pres. De anvendes stadig stigende grad som medfinansiering til eksterne bevillinger. Problemet forstærkes paradoksalt nok af, at private fonde - der normalt giver beskedent eller intet overhead - bidrager med meget større beløb end tidligere.

Ingen skal være i tvivl om, at fondene spiller en afgørende rolle for danske universiteter. Og de har været med til at finansiere megen vigtig forskning. Det skylder vi og resten af samfundet dem en stor tak for.

Men vi skylder også at være åbne om det pres, som lægges på basismidlerne, når vi modtager midler, som ikke må bruges på de løbende udgifter, vi har til at drive universitetet.

Jeg håber ikke, at vi nogensinde kommer i den situation, hvor vi ikke længere har råd til at tage imod en stor bevilling. Men vi er ved at nå det punkt, hvor regnestykket ganske enkelt ikke går op. Hvor trækket på basismidlerne er blevet så stort, at vi risikerer ikke at kunne levere mere forskning til samfundet. Selvom både forskerne og midlerne fra de private fonde er til stede. Der er to løsninger på dette problem; og jeg gætter på, at ingen af dem er populære. Enten tildeles universiteterne flere basismidler – eller også accepterer de private fonde at dække en meget stor del af de afledte udgifter, der hører til ethvert forskningsprojekt.

Jeg er stolt af at arbejde på Aarhus Universitet. Og jeg er stolt af vore medarbejdere og studerende. De bidrager alle til at styrke dette samfund både økonomisk, vidensmæssigt og åndeligt. Det er ingen hemmelighed, at Aarhus Universitet og dets medarbejdere har været igennem et svært år. Vi har desværre måttet sige farvel til mange dygtige kolleger. Og vi har samtidig kæmpet med organisatoriske problemer. Alligevel er den faglige fane blevet holdt højt hele vejen. Aarhus Universitet markerer sig stadig som et internationalt; forskningsintensivt universitet med stærke samarbejdspartnere. Det tjener medarbejderne til ære. Det vidner om ansvarsfølelse, dedikation, og om et enormt engagement. Vi har i ledelsen erkendt, at vi ikke været gode nok til at inddrage medarbejderne i væsentlige beslutninger. Aarhus Universitet placerede sig faktisk dårligst i den undersøgelse af medinddragelse, som ministeriet gennemførte i løbet af foråret.

Jeg vil sige det klart og tydeligt: Det er bare ikke godt nok. Aarhus Universitet skal ikke bare være et universitet, hvor vi arbejder. Det skal være et universitet, hvor vi samarbejder. Sagt lidt populært kan man ikke råbe sig igennem et universitet, men man kan samarbejde. Derfor har vi taget handsken op. Vi har i en åben proces fået problemerne frem i lyset, så vi kan tale om dem og tage hånd om dem i fællesskab. Det er vi i gang med lige nu. Og på trods af den reformtræthed, som mange med god grund føler, så skinner engagementet stadig klart igennem.

Det er netop vores adelsmærke: Hver eneste dag stræber vi efter at gøre det endnu bedre. Sådan har det været siden universitets start. Sådan bliver det ved med at være.  

Jeg vil gerne takke Aarhus Universitets medarbejdere for deres helhjertede indsats for Universitetet i et svært år. Det gælder også de studerende. Jeg er sikker på, at de også lægger en helhjertet indsats i at fejre universitetet med idrætsdag og fredagsbar i parken uden for. Ligeledes vil jeg takke bestyrelsen for et godt samarbejde i året, der er gået. Og til resten af forsamlingen – tak for fremmødet. Jeg håber at I vil nyde resten af dagen.

Jeg vil nu give ordet til vores studentertaler Christian Kraglund Andersen.

Tak for opmærksomheden.