Tale til Per Thorsen - modtager af Aarhus Universitets Jubilæumsfonds Pædagogiske Hæderspris

Pædagogisk hæderspris 2014

En forudsætning for at udvikle dygtige studerende er, at man har dygtige undervisere. Undervisere, som både tænker i indhold og form. Som forstår at sætte sig i de studerendes sted fra optagelse til dimission. Undervisere, hvis faglige passion skinner så meget igennem – at de studerende ikke kan undgå at lade sig rive med.

Aarhus Universitets Jubilæumsfonds Pædagogiske Hæderspris går i år til lektor ved Ingeniørhøjskolen, Aarhus Universitet: Per Thorsen.

Kære Per –

Man lærer noget, når man laver noget. Det er et mantra, som du om nogen har forstået. Du har arbejdet med flipped classroom-tanken, længe inden den blev alment kendt. Du inspirerer dine studerende til at forberede sig bedst muligt. Det betyder, at du og dine studerende kommer dybere ind i stoffet, når I mødes. Du er kendt for både at udfordre og støtte de studerende. Og din egen baggrund som elektriker og senere erhvervs-ph.d. giver dig en stor indsigt i betydningen af teori såvel som praksis.  Sidst, men ikke mindst, så er du også yderst gavmild, når det kommer til at dele viden og erfaringer med dine kolleger.

Det er mig en stor glæde at overrække dig den pædagogiske hæderspris. Tak for indsatsen!