Æresalumne Sten Scheibyes takketale ved årsfesten 2015

Mine damer og herrer,

Allerførst vil jeg gerne sige Aarhus Universitet mange tak for den store ære og anerkendelse, som udnævnelsen til  Æresalumne er. Og tak til Rektor for de meget pæne ord om mig og begrundelsen for universitetets valg. Mit årskortnummer var 720071, og når man betænker, hvor mange kandidater og Ph.d.’er der er udklækket siden – ja, så bliver man jo en smule ydmyg. Mange fremragende mennesker kunne have været valgt – så derfor er det også med stor stolthed, at jeg står her i dag. Tak for æren.

Jeg bliver den 8. Æresalumne, som Aarhus Universitet udpeger, og det glæder mig selvfølgelig særligt, at det bliver mig, der bringer kemien ind på denne rangliste, der har haft fremragende økonomer og en del andre fagområder blandt modtagerne. Men uden naturvidenskaben og kemien ville vores samfund jo ikke være det, det er !

Det er på én måde skræmmende, at det nu er 43 år siden jeg startede på Aarhus Universitet, men det indikerer jo også, at der var en utrolig mængde erfaringer, jeg ikke havde med mig dengang. Godt nok havde jeg aftjent min værnepligt og var blevet uddannet til reserveofficer, så i forhold til mine studiekammerater var jeg måske mere moden – eller i alt fald et par år ældre - men det føles ikke helt sådan i dag, når man ser tilbage på studietiden.

Og hvorfor valgte jeg så Aarhus – simpelthen fordi mine tre brødre alle læste i København, og jeg synes jeg skulle prøve noget andet. Når det er sagt, så vil jeg tilføje, at jeg i min studietid kom til at sætte utrolig stor pris på Aarhus som by, og i særdeleshed som universitetsby. Når jeg cyklede op ad Hjortensgade kunne jeg hver eneste morgen nyde synet af en velplejet campus og de smukke bygninger i den harmoniske park. Og nattelivet langs åen og i Skolegade var allerede dengang i særklasse – det er nogle af de erindringer man bærer med sig resten af livet. Derfor synes jeg byen og Universitetet skal have en særskilt tak for det.

Mit studievalg var baseret på at holde alle optioner åbne, så jeg valgte at starte på mat/fys, men led hurtigt det nederlag det var, at erkende, at matematikken som jeg havde været god til i gymnasiet, ikke mindst fordi jeg var sidekammerat med klassens geni på området, ikke rakte til algebraens mysterier. Så jeg valgte om – og det blev kemi og fysik. Det var heldigvis før ”Fremdriftsreformen”, så mine 6 års studietid på kandidaten mod de normerede 5 blev ikke bemærket.

Og tillad mig her en reference til nutiden: det er efter min opfattelse fuldstændig forfejlet, at dagens politikere vil tvinge de unge studerende til at færdiggøre deres studier på rekordtid. De unge i dag har lige så meget som tidligere brug for fordybelse og erfaring på mange felter for at blive gode samfundsborgere. Slip dog mistænkeliggørelsen – og vis tillid til, at de unge også ønsker at blive færdige og komme videre !! En klog anvendelse af SU som gulerod burde være tilstrækkeligt og det er for mig skræmmende, at udlandsophold eller studierelevant arbejde er begrænset af mikrostyring fra embedsmænd og politikere.

Da jeg startede på mit speciale i organisk syntetisk kemi – og senere på mit licentiatstudium – blev en meget væsentlig faktor for mine videre valg påvirket af min vejleder – professor Sven-Olov Lawesson. En ildsjæl, som virkelig forstod at lære fra sig – både når det drejede sig om kemi og en hel del af livets øvrige vilkår. ”Lawe” lærte sine studerende at blive udfordret, han lærte os at arbejde stenhårdt, han lærte os at god forskning kræver tålmodighed og gå-på-mod, og at mange forhold er uforudsigelige. Han viste også sin glæde og entusiasme, når vi igen og igen kunne lave organiske svovl- og fosforforbindelser, som ingen havde lavet før os.

Han gav os også den opdragelse der lå i at spise ”surstrømming” til julefrokosten hjemme hos ham. Lugten af den fermenterede sild var småting imod lugten i laboratoriet, men Lawe’s kone tillod dog ikke silden indendørs i hjemmet – den skulle nydes på terrassen inden vi fik adgang til spisestuen – også i streng frost lige inden jul.

Årets Æresalumne har været ufattelig heldig. Mit første store held var, at jeg kom til at deltage i en forskningsgruppe med S.-O. Lawesson, som publicerede 1-2 artikler om måneden og hvor mine medstuderende blev fantastiske kolleger – så tak for det. Det krævede deltagelse og flid, men det viste også for mig, at heldet følger den flittige. Det blev til mange artikler allerede i specialet og flere endnu i licentiaten.

Da jeg skulle vælge karriere efter kandidatgraden var ”Lawe” ikke i tvivl. Jeg skulle fortsætte på Ph.d.’en for han havde erfaring for, at Ph.d.-en gav flere muligheder i de videre valg. Jeg havde aldrig tænkt mig at blive gymnasielærer, så jeg fulgte hans råd, og efter yderligere tre år og masser af laboratoriearbejde stod jeg med en licentiatgrad, og skulle videre i livet.

Imens jeg afsluttede licentiatgraden begyndte jeg også at læse HD, fordi jeg forudså, at et kommercielt supplement ville være godt til det kemiske. Mit første rigtige job blev på Løvens kemiske Fabrik i Ballerup. Løven adopterede mig først som kemiker – lærte mig mange andre aspekter om lægemiddeludvikling og lægemiddelforskning, og jeg blev accepteret som firmaets første ”management-trainee” og bl.a. sendt til England i 2½ år. Sammen med mig drog også min familie vestpå – en kone som måtte opgive karrieren for at følge med, og to børn på 2½ og 0. De er så mit ufattelige held nummer to.

Senere i karrieren kom jeg til Coloplast, hvor jeg som administrerende direktør virkelig benyttede min lærdom fra kemi-studiet til at give forskning og udvikling friere tøjler og gode rammer. Nok var der sat mål op for aktiviteterne, men der skulle være plads til 20% skunk-work, som man ikke behøvede at redegøre for – og det skabte resultater. Nysgerrighed og utålmodighed i almindelighed koblet med forståelse for forskningens vilkår samt accept af, at der i al innovation skal være et betydeligt element af ”risk-taking” – det var nogle af de paradigmer jeg arbejdede efter – og med rimelig succes.

Afslutningsvis vil jeg udtrykke et stort håb om, at Aarhus Universitet vil blive ved med at være et sted, hvor studerende kan fordybe sig og nysgerrigt udfordre nye discipliner – lære at det er vigtigere at kunne blive ved med at stille relevante og udborende spørgsmål, end det er at få et hurtigt svar. Aarhus Universitet bør også altid være et sted, hvor der selvfølgelig skal produceres viden og kandidater, men hvor det er lysten der driver værket.

Endnu en gang tusind tak for den hæder der er blevet mig til del i dag.