Bestyrelsesformand Michael Christiansen

Bestyrelsesformand Michael Christiansens tale ved årsfesten 2015

Kære minister og regionsrådsformand. Kære medarbejdere, studerende og gæster.

Hjertelig velkommen til fejringen af Aarhus Universitets 87-års fødselsdag.

Abraham Lincoln sagde engang:

”Til slut er det ikke mængden af år i dit liv, der tæller – det er mængden af liv i dine år”.

Vi på Aarhus Universitet føler os stadig unge, men også erfarne. Vi er gode til at skabe liv. Faktisk har vi aldrig haft et højere aktivitetsniveau, hvad angår forskning, undervisning og videnformidling til samfundet. Og det skal vi glæde os over på en dag som denne.

Nu er vi imidlertid ikke de eneste, der skaber ”liv” på universiteterne. Det er politikerne på Christiansborg også ret gode til. Lige nu er der især tre emner, som fylder universiteternes hverdag: Dimensionering, Fremdriftsreform og Besparelser.

Tre STORE udfordringer, som på hver deres måde har grebet langt ind i universiteternes egne maskinrum.

Universiteterne var grundlæggende enige i, at der var et behov for en vis dimensionering. At vi ikke skulle uddanne til ledighed, og ærlig talt - så var der også opstået uddannelser, som trængte til et eftersyn.

Det samme gjaldt fremdriftsreformen, som byggede på en forudsætning og et ønske om, at de studerende skulle bringes hurtigere igennem studiet. Også det ønske delte vi på universiteterne. Vi delte også intentionen om, at de studerende skal være studerende på fuld tid. På universitetet får man ikke en uddannelse – man tager en uddannelse – og gør den færdig så hurtigt, som det er hensigtsmæssigt.

Med begge reformer har vi altså langt hen ad vejen delt både den nuværende og tidligere regeringens overordnede intentioner og bevæggrunde. Vi forhandlede med regeringen og måtte bøje os.

Men i halen af begge forhandlinger fulgte desværre en række bureaukratiske uhensigtsmæssigheder, der har gjort det mere end svært for både studerende og universiteterne at forstå og administrere disse reformer.

Og med tung og uhensigtsmæssig administration følger manglende forståelse - og opbakning.

Nu står vi så overfor en tredje og endnu større udfordring – Besparelser. De kom jo nærmest som et lyn fra en klar himmel, og har naturligvis medført både utryghed og utilfredshed i hele sektoren. De vil nødvendigvis få konsekvenser.

Nuvel, det er måske ikke urimeligt at pålægge universiteterne en 2 procents besparelse – på linje med andre offentlige institutioner – og vi kan have fortalere for, at universiteterne ikke får særbehandling. Men grønthøstermetoden har altid været problematisk. Fælles for de tre problemstillinger er, at regeringen ikke har villet prioritere. Universiteterne skal have samme frihed, som mange andre offentlige institutioner, til selv at bestemme, hvor vi skal spare og hvordan vi skal spare.

Derfor er mit budskab til dig, kære minister: De samfundsmæssige overordnede mål er jeres – resten er vores.

Lad os forvandle kamppladsen til en forhandlingsplads, hvor brydekamp udskiftes med samarbejde og trusler med tillid. Lad os tale mål, lad os tale retning, men lad universiteterne overtage ledelsen og styringen af universiteterne. Lad os tale good governance! Var det ikke det, der var meningen med reformen?

Et godt sted at starte, er at fjerne de største bureaukratiske forhindringer, der uanset farven på de sidste tre regeringer, har lagt sig som en tung dyne over universiteterne. Løft nu dynen, og giv os manøvrefrihed!

Så skal vi nok levere – også selvom vi ikke altid er enige om den overordnede kurs. Universiteterne er en del af samfundet.

Nok om det. Ingen sure gamle mænd! Det akademiske liv på campus fylder heldigvis langt mere end uhensigtsmæssig bureaukrati, utilfredshed og uenighed.

På denne store festdag for Aarhus Universitet fejrer vi den daglige søgen, den faglige debat i studiegruppen, den kreative idé og glæden ved en ny opdagelse eller en stor forskningsbevilling.

For det er de ting, der hver dag giver universitetet liv og holder universitetet i live.

Det seneste år er ingen undtagelse:

Vores forskere – både de etablerede og de unge talenter – tager igen i år en pæn bid af de store forskningsbevillinger, og vi har i løbet af 2015 indviet nye og banebrydende forskningsinfrastrukturer. Det går godt på AU, og vi er ved at være igennem en række svære omstillingsår.   

På samme tid bliver vores uddannelser mere og mere efterspurgte. Universitetet er ikke længere et sted for de få privilegerede. Konkurrencen er blevet skærpet, hjulene drejer hurtigere, den nye generation af unge har forstået budskabet om, at studietid og erhvervsrettede uddannelser tæller – også uden bureaukratiske tiltag.

For den unge generation er teknologien ikke kun en del af det at være, men også en del af det at lære. Katekismus er erstattet af google og notatblokken er en iPad Mini.

Det er vores ansvar som universitet at sikre disse unge nogle rammer, hvor de fortsat kan undre, udfolde og udvikle sig – ja, et sted hvor DE kan leve i ordets bedste betydning.

Det betyder blandt andet, at vi ikke længere bare kan gøre det samme, som vi plejer at gøre.

Det gamle, klassiske universitet - som de fleste af os herinde kender det – viser tegn på ældelse, og det begynder at få det sværere i sine undervisnings- og eksamensformer. 

Ikke kun i Danmark, men over hele verden, hvor et opbrud er under opsejling på de videregående uddannelser.

De teknologiske muligheder baner vej for nye undervisningskonstellationer og undervisningsmetoder, blandt andet onlinebaserede kurser og forelæsninger – det virtuelle universitet.

Det betyder, at man i dag kan sidde i Holstebro og få sit eksamensbevis fra Harvard uden nogensinde at have været der. Der er læringsrum, hvor indere chatter med danskere, der snakker med kinesere og amerikanere.

Livet online er blevet, som medieteoretikeren Marshall McLuhan forudsagde tilbage i tresserne:

”Der findes ingen fjerntliggende steder. Med øjeblikkelige forbindelser er intet fjernt i tid eller rum. Alt er nu”.

Tendensen ses i øjeblikket tydeligst i USA, hvor en knopskydning af mange online uddannelser og uddannelsespartnerskaber tager fart og presser de etablerede uddannelsesudbydere.

Her frygter man, at udviklingen vil halvere antallet af business schools i USA inden år 2020 og skære en fjerdedel af universiteterne inden for de næste 15-20 år.

Nuvel, der er stor forskel på det amerikanske og det danske uddannelsessystem, og jeg mener da heller ikke, at samme skræmmebillede gælder de danske universiteter og business schools.

Der kan være masser af fordele ved at benytte online læring, når det eksempelvis gælder efteruddannelse, supplerende uddannelser eller masteruddannelser. Og der kan være masser af synergi og læring i at skabe arbejdsgrupper online på tværs af jorden. 

MEN tendensen minder os om, at vi er nødt til at udvikle os som universitet, og de rammer vi skaber for vores studerende. At finde en balance mellem det moderne universitet og det klassiske universitet. Mellem teknologien og dannelsen.

Og det er min overbevisning, at det ene ikke udelukker det andet.

Som et moderne universitet skal vi skabe sammenhæng mellem undervisningen og omverden. Mellem de studerende og den virkelighed, de agerer i.

Derfor kommer vi ikke udenom at skulle tænke teknologi ind i den måde, vi planlægger byggeri på, og den måde vi udvikler det sociale og faglige miljø; både mødet mellem de studerende, og ligeså vigtigt, mødet mellem de studerende og underviserne.

Campusmiljøet spiller en væsentlig rolle for vores studerendes faglige og sociale trivsel og derfor skal vi hele tiden have fokus på at udvikle vores rammer, så de passer til studielivet anno 2015 og den adfærd og undervisningsform, der følger med.

Men det er min påstand, at det ikke er alt, teknologien hverken kan eller skal erstatte.

For livet på universitetet handler ikke kun om at uddanne sig, det handler også om at udvikle sig - som menneske og som intellektuel.

Kort sagt: At blive dannet!

Her er den læring, der finder sted i det personlige møde, både mellem de studerende og mellem de studerende og underviserne, helt essentiel. Det er her, læring får næring. Det er her viden får liv. 

På tysk hedder dannelse ”Bildung”. Det er et godt ord, der beskriver, at dannelse er et billede af noget andet – et forbillede.

Forbilleder har vi masser af her på universitetet: Her fik en ung Lene Hau øjnene op for de kolde atomer, der senere har gjort hende verdenskendt. Her tog en ung Nils Smedegaard Andersen og en ung Jørgen Vig Knudstorp deres første skridt mod en karriere i toppen af dansk erhvervsliv. Her forsker lige nu nogle af landets fremmeste videnskabsmænd og hvem ved; her et sted på campus findes måske AUs næste nobelprismodtager.

Med et liv som studerende på Aarhus Universitet bliver man en del af et akademisk fællesskab, der er knyttet til de omgivelser, man færdes i, den undervisning man får, og de venskaber, man knytter undervejs.

Det er det, jeg vil kalde ”alumneeffekten” - og den har ingen udløbsdato.

Alt det får man ikke, hvis man blot sidder bag et skrivebord i Bjerringbro og modtager et eksamensbevis fra Beijing, uden at komme i nærheden af hverken forelæsningslokaler eller fredagsbarer – ja, af livet på et universitet.

Den dimension kan ingen teknologi nogensinde erstatte.

Dét er en bredde og en evne til at trække forbindelser, til at bygge bro mellem sine søjler af viden.

Dét er det, der gør vores studerende mere værd, end blot det eksamensbevis, de har i hånden, når de træder ind på arbejdsmarkedet.

Dét er universiteternes synlige aftryk på mennesket. Og det skal vi leve op til.

Den holdning delte Nietzsche, og han advarede allerede i 1873, at ”når dannelse bliver automatik, mister den sin glød”.

Lad os sammen puste til denne glød.

Lad mig slutte af med en stor tak til AUs ledelse, medarbejdere og studerende for store resultater i det forløbne år.

Tak for ordet og rigtig god årsfest. Jeg vil nu overdrage talerstolen til Aarhus Universitets rektor Brian Bech Nielsen.