Studerende Laura Munk Petersens tale ved årsfesten 2015

Ærede Gæster

Mit navn er Laura Munk Petersen og jeg er kandidatstuderende i International og Global History ved Faculty of Arts. Det er en meget stor ære at få lov til at stå her idag og forsøge at sige noget klogt på vegne af de over 40.000 studerende på Aarhus Universitet.

Min tid som studerende på Aarhus Universitet startede september 2010 i Aarhus Universitets fineste og fornemmeste lokale hvor vi sidder idag, Aulaen. Vi sad 120 nye historikere og kiggede nervøst rundt på hinanden med minimum to tomme stole imellem os. Ingen turde sætte sig ved siden af nogen de ikke kendte. Når jeg står her idag, fem år senere, så er der ikke meget der har ændret sig. Her er stadig højt til loftet, udsigt over Universitetsparken og ko-skind på bænkene langs væggene. Den eneste forskel jeg ser er, at der er betydeligt færre tomme stole.

Det er ikke et lokale man får lov at være i mange gange som studerende, men det var her min studietid startede, så det var her jeg gik fra at være studerende til at blive historiker.

Bygninger har stor betydning for vores historie og de fortæller mere om vores liv end vi ofte giver dem credit for. Idag spænder Aarhus Universitet vidt rent geografisk, men de gule bygninger i og omkring universitetsparken er noget helt specielt. Historie idag bor i Nobelparken, men det her som mit tilhørssted, som mit universitet.

I anledningen af universitetets 50-års fødselsdag i 1978 blev arkitekten bag Aarhus Universitet, C. F. Møller, opfordret til at udgive en bog om tankerne bag universitets bygninger. Heri citerer han fra den betænkning Undervisningsministeriets Udvalg kom med i 1919 med henblik på oprettelse af det første universitet i Jylland.

I betænkningen står det blandt andet at “det nye Universitet i så høj grad som muligt bliver et kollegieuniversitet i den forstand, at Universitetet ikke blot giver de studerende undervisning men også til sin rådighed har studentergaarde, hvor studenterne kan bo”.

Her er Aarhus Universitet for mig noget helt specielt. Tænk, at man kan bo på universitetet. Det er både fascinerende og en lille smule skræmmende. Men udvalgsmedlemmerne havde fat i noget af det rigtige. Universitetet skulle ikke bare være et sted man gik igennem. Nej, det skulle være et sted man levede, både studenter og professorer. Selvom professorerne er flyttet ud så mødes boliger, undervisningslokaler og biblioteker stadig Universitetsparken. På de første forårsdage viser parken sig fra sin bedste side og de studerende strømmer ud fra læsesalene med deres bøger og tæpper, præcis som køer der kommer på græs efter en vinter i stalden. Det er der Aarhus Universitet summer af liv.

Aarhus Universitet er specielt på grund af det samlede campusområde. Det kan vi også takke det før omtalte udvalg for. Ifølge dem skulle Aarhus Universitet være noget helt andet end det gamle Københavns Universitet. Udvalget skriver endda i deres betænkning, at Aarhus universitets bygninger, og nu citerer jeg, “bør i det hele taget være bedre end Københavns Universitet”.

En sådan formulering var nok ikke gået idag, men den ihærdighed som skaberne af det første jyske universitet havde synes jeg er beundringværdig. Der var en vision bag udformingen af det nye universitet. Ikke nok med at de studerende skulle bo på universitetet, nej de skulle bo tæt sammen med deres undervisere således, at universitetet blev sit helt eget lille samfund. Det var ikke nok, at de studerende mødte deres undervisere og professorer i forelæsningslokalerne. Nej, de skulle mødes på stierne i Universitetsparken og i de fælles spisesale og kantiner.

Der er sket meget med universitetsverdenen siden C. F. Møller tegnede de første streger til det vi idag kender som Aarhus Universitet. Der er betydligt flere studerende, der er en hel del flere kvinder og en næsten uoverskuelig mængde fag.

De 5 år jeg har været studerende har været præget af, at universitetsverdenen er igang med en stor forandring. Vi har snakket om kernefaglige synergier, om akademiske siloer og om faglige udviklings- og forandringsprocessor, om minimumstimetal, konfrontationstimer og om feedback. Og de sidste par år har vi mere end noget andet snakket fremdriftsreform og dimensionering.

Der er her tale om nogle elementer som måske mere end noget andet gør op med det gamle og klassiske “dannelses” universitet som C. F. Møller tegnede.

Selvfølgelig skal universitetsverdenen ikke blive i fortiden eller gå i stå. Men, hvis fremdriftsreformen ikke gør os til bedre studerende eller hvis dimensioneringsplanen ikke gør os mere sikre i vores studievalg, hvad vinder man så? Jeg kan frygte, at man er i gang med at pille fagligheden ud for i stedet at sætte fremdriften ind.

Vi studerende er på Aarhus Universitet i nogle år inden vi skal videre. Vi forsøger at blive så dygtige så muligt og gør dermed Aarhus Universitet til vores springbræt ud i den rigtige, voksne verden. Men fremdriftsreformen frarøver os muligheden for at fordybe os og, for at blive de bedste til vores fag og for alvor føle, at vi har styr på vores faglighed. Det ødelægger vores springbræt. Fremdrift og dimensionering gør, at faglighed bliver sat til side for ECTS point. Vi skal for alt i verden hurtigere igennem, og så må forståelsen vige. Det eneste der tæller er point og det virker til, at det er de færreste politikere der kan se værdien i, at de studerende engagerer sig i mere end bøger når de begynder på et studie.

Men det som gør Aarhus Universitet specielt er de fagråd, studiekredse, foredragsforeninger, bogformidlinger, revy-foreninger og fredagsbarer som skaber liv. De studerende som engagerer sig i deres studiemiljø er med til at løfte os alle sammen igennem når dagene på læsesalen bliver for lange. Den læring der ligger i, at arbejde frivilligt for ens medstuderende er måske den moderne version af det element af dannelse som universitetet indeholder. Men Fremdriftsreformen fjerner og stjæler de studerendes mulighed for at engagere sig i deres studier. Dimensioneringen straffer os hvis vi i løbet af vores studietid bliver klogere på vores egen faglighed og kompetencer og dermed finder et springbræt som passer os bedre. Er det virkelig det universitet vi ønsker? Jeg tror, at hvis vi bliver ved med at presse de studerende, så bliver vi ikke hurtigere færdige, men snarere færre færdige.

Jeg er selv ved at kunne se en ende på min studietid og jeg kan ærligt sige den har været fantastisk. Jeg har mødt undervisere som har engageret mig, inspireret mig og underholdt mig og som har gjort mig til en bedre historiker end jeg kunne forestille mig da jeg sad i Aulaen for 5 år siden. Jeg har også mødt studerende i alverdens foreninger som tog imod mig med åbne arme og som har sikret, at jeg kom igennem de tider hvor det var hårdt at være studerende.

For mig er Aarhus Universitet verdens smukkeste universitet. Men, hvis de gule bygninger ikke kun skal blive et sted man går igennem istedet for et sted man lever, så skal man give de studerende tid til at blive de bedste i verdenen. Ikke kun de hurtigste.

Med det vil jeg gerne sige tak for jeres tid og ønske jer en fortsat god årsfest.