Tale ved Aarhus Universitets årsfest 14. september 2012

Foto: Søren Kjeldgaard

Deres Majestæt, kære minister, kære borgmester, ærede gæster, mine damer og herrer. Velkommen til Aarhus Universitets årsfest.

Jeg vil gerne begynde denne tale med et grænseoverskridende eksperiment. Jeg vil bede alle om - ligesom jeg nu gør - at tage deres smartphone frem, og slukke den. Ikke snyde og bare sætte den på lydløs. Nej, den skal slukkes helt og aldeles. Sådan.

Nu er vi off-line. Det føles lidt mærkeligt. Hvornår har en så stor og engageret forsamling mon sidst været det? Afskåret fra omverden, tvunget til at være 100 procent til stede med sig selv og hinanden. Mon ikke, vi klarer den, og mon ikke verden er nogenlunde den samme, når vi om et par timer går online igen?

I antikken havde grækerne en ambition om at samle al produceret information i verdens største bibliotek i Alexandria. Det lykkedes næsten, men aldrig helt. I dag er det en selvfølge at have verdens største bibliotek og det meste af al tilgængelig viden i sin lomme. Den nye teknologi giver muligheder, som tidligere generationer ikke anede, man kunne drømme om. Den spreder og demokratiserer viden og informationer. Vi er næsten altid på, og det er der meget godt at sige om. I daglig tale eksisterer problemer ikke længere. Alt er blevet til udfordringer. Lad os derfor konstatere, at den nye teknologi med smartphones, tablets, bærbare og konstant online også giver udfordringer i en universitetsverden. Den udfordrer vores evne til fordybelse.

Amerikaneren Nicholas Carr, der er uddannet i engelsk og amerikansk litteratur på Harvard University, skrev i fjor bestselleren ’The Shallows’. Bogen handler om, hvordan internettet påvirker vores hjerner. Vores hjerner er, med Nicholas Carrs ord, blevet ’jonglør-hjerner’.

I en artikel denne sommer i Berlingske Tidende tager forfatteren udgangspunkt i Auguste Rodins 100 år gamle skulptur ’Grubleren’. Han siger i avisen:

”Evnen til at tænke på denne fordybende facon har i århundreder været noget, som var et særkende for mennesket, men det har for nyligt ændret sig. Vi er nu i en virkelighed, hvor internettet fylder så meget i vores liv, at vi i stedet for at fordybe os, begynder at skimme tekster og multitaske konstant. Vores hjerner har tilpasset sig den verden, vi lever i, og derfor kræver det langt mere selvdisciplin at fordybe sig i dag. Internettet, som mange i dag har med sig overalt i lommen, kommanderer med vores opmærksomhed i en grad, som hverken TV’et, radioen eller avisen nogensinde har gjort. Det er måske den mest kraftfulde teknologi, der nogensinde har eksisteret, hvis man ser på dens evne til at påvirke vores hjerner.” Siger altså Nicholas Carr.

Der har altid været teknologi-forskrækkelse. Sokrates frygtede, at opfindelsen af skriftsproget ville gøre os mere glemsomme. Og da lommeregneren blev billig i 1970erne, frygtede mange for den lille tabels overlevelse. Måske er vi blevet lidt mere glemsomme siden skriftsproget, og måske er vi blevet lidt dårligere til hovedregning siden lommeregneren, men de færreste beklager dog den udvikling.

Til gengæld er der grund til at gruble lidt over, om grubleren også fortsat kan få mulighed for - … at gruble. Som med spørgsmålet om den lille tabels overlevelse er spørgsmålet nu måske, om den sammenhængende tanke og det sammenhængende argument overlever. Eller er vi på vej mod en situation, hvor vi fortrinsvis skal lære at binde kendte tankestykker og argumenter sammen? Datamining i data, der allerede findes. Hvordan kender vi forskel på det originale og det kopierede? Er det i sammenhængen, at originaliteten skal findes?

Jeg tror, det fornemste og mest værdifulde et universitet kan levere, fortsat er rum til at fokusere dybt på et emne i længere tid i stedet for den flakkende opmærksomhed, som vi alle oplever og i varierende grad er en del af. Vi skal med andre ord blive bedre til at lære de studerende at gruble, at finde sammenhæng og at fordybe sig i deres studium.

Stevie Wonders ord, ”If it´s magic – then why can´t it be everlasting”, som er indledningen til aftenens koncert, kan minde os om, at studielivet skal være magisk, og at det ikke varer evigt. Tiden skal derfor udnyttes, så godt den kan. Aarhus Universitets studiemiljøundersøgelser viser, at universitetsstuderende i gennemsnit bruger 29 timer om ugen på deres studium. Og det er jeg nødt til at sige meget klart: Det er for lidt. Alt for lidt.

Det er måske nok til at bestå eksamen, men det har meget lidt med fordybelse at gøre. Et studium skal fylde tilværelsen. Det skal være en tilstand, hvor studiet og fritiden ubesværet glider ud og ind mellem hinanden. Hvor man glemmer tid og sted. Hvor fordybelsen kommer af sig selv, fordi man ikke kan lade være og gerne uden opdateringer på Facebook. Når man studerer, skal man kunne gå off-line. Både konkret og i overført betydning.

Vi har brugt de seneste år på at reformere Aarhus Universitet. Det er blevet til den største reform i universitetets historie. Vi har fået den nødvendige størrelse og bredde  - senest ved fusionen med Ingeniørhøjskolen. Vi har nu fire meget velfunderede akademiske hovedområder. Vi er gået fra 55 til 26 institutter. Vi har fået færre enheder, færre grænser og, tro det eller lad være, også mindre administration. Vi har dermed skabt rammerne til både at gå i dybden og skabe sammenhæng.

Der venter ingen nye reformer lige om hjørnet. Det lover jeg.

Selv om ingen nogensinde bliver færdige, så er vi kommet langt. Rigtig langt. Nu gælder det om at udnytte den nye struktur og vores helt unikke fysiske rammer til at skabe plads for netop fordybelsen, og til at udnytte den magiske og privilegerede tid, vi hver især har her.

I modsætning til de seneste års mange reformer og ændringer, vil disse nye muligheder for at finde sandheden i dybden solidum petit in profundis ikke i første omgang kunne måles. Det kan ikke sættes ind i et excel-ark, vinges af med flueben, vises i en graf eller forstås af en revision.

Hvordan måler man en diskussion om en matematisk ligning, som foregår i fredagsbaren? Hvor meget betyder det, at en gruppe psykologi-studerende intenst diskuterer filmen ’A Dangerous Method’ til langt ud på natten? Eller at tre teologi-studerende beslutter sig for at bruge sommeren på pilgrimsrejsen, Caminoen, fra Pyrenæerne til Santiago de Compostela – sådan bare for sjov? Eller at en flok nano-studerende udfordrer de bedste i en konkurrence på Harvard og vinder? Det kan i første omgang ikke ses på rektorkontoret, i bestyrelseslokalet eller i ministeriet. Men det gør hele forskellen. Den magiske tid udnyttes.

Efter sigende havde Albert Einstein på sit kontor et skilt, hvor der stod: ”Ikke alt, der kan tælles, tæller. Og ikke alt, der tæller, kan tælles.” Det her kan ikke tælles. Men det tæller. Det kræver noget af de studerende. Men det kræver også noget af universitetet. Vi vil derfor i de kommende år iværksætte en række initiativer, der netop skal hjælpe til at fremme en fordybelses-kultur, og vi forventer selvfølgelig, at myndighederne løfter sig op, dér hvor overblik og perspektiv skal findes.

Og der vil i de kommende år være endnu flere, som skal fordybe sig på Aarhus Universitet. I disse uger begynder det største antal nye bachelorstuderende nogensinde, mere end 7.000. Vi har for længst passeret 40.000 studerende i alt. Det giver liv på universitetet, i byen og mening med livet for os alle. Vi er ikke kun med til at give endnu flere unge den uddannelse, de higer efter. Vi giver dem også mulighed for at være med til at forme og skabe det samfund, som vi alle drømmer om et samfund, hvor vækst og velstand skabes ved hjælp af viden og indsigt. Det er et privilegium for de fleste og en mulighed for alle.

Mange mener, at der overhovedet ikke er talent nok til at give så mange en universitetsuddannelse. Bekymrings-industrien har altid haft gode kår, når det handler om at vurdere den til enhver tid værende ungdom. Det er enhver generations privilegium at være frustreret over den næste generation. Siden paradisets have har ungdommen således aldrig været værre. Og en del vil oven i købet mene, at det siden da er gået solidt ned ad bakke.

Regeringen har sat det centrale mål, at 60 procent af alle unge skal gennemføre en videregående uddannelse og 25 procent en universitetsuddannelse. Det støtter Aarhus Universitet, og det er vi med både et større optag og et mindre frafald på vej hen imod. I år har det med al ønskelig tydelighed vist sig som realistiske mål. Vi har nået målene for de unge kvinder. Nu skal vi så bare have de unge mænd med.

Og frygten for, at masseuniversitetet vil kvæle eliteuniversitetet, deler jeg slet ikke. Masseuniversitetets uddannelser og eliteuniversitetets forskning forenes hver eneste dag. Masse og elite er ikke hinandens modsætninger. Hvis vi bilder os det ind, svigter vi ikke blot rigtigt mange unge, som har både mod og evner til at begive sig ud på en lang, videregående uddannelse. Så svigter vi også det velfærdssamfund, der er dybt afhængigt af et stadigt højere uddannelsesniveau, og som ligger i evig konkurrence med verden omkring os. Tal fra Unesco viser, at 165 millioner mennesker i verden i 2009 var indskrevet på en videregående uddannelse. Det var 65 procent flere end i år 2000.

Med andre ord: Hele verden uddanner og fordyber sig i disse år. I 1962 var der 3.400 studerende på Aarhus Universitet. I 2012, 50 år senere, er vi mere end 10 gange så mange.

For netop 50 år siden forlod en af vores dygtige studerende Aarhus Universitet for at hellige sig andre opgaver. Opgaver, som vedkommende var født til at løfte for os alle sammen. Vores Regent, Hendes Majestæt Dronning Margrethe, studerede her fra 1961 til 1962, under kyndig instruktion af professor i klassisk arkæologi Kristian Jeppesen og professor i forhistorisk arkæologi, og senere også direktør for Moesgaard Museum Ole Klindt-Jensen. Det er vi stolte af. Vi tror, at studiedagene i Aarhus har haft betydning, og vi sætter stor pris på, at Hendes Majestæt Dronning Margrethe husker på sit ”alma mater”.

I anledning af de 50 år, som er gået, og som en anerkendelse af Dronningens livslange engagement i arkæologien og entusiastiske medleven i de seneste udgravninger har Aarhus Universitet besluttet at nyindrette den etruskiske studiesamling i Antikmuseet. Som mange ved, deltog Dronning Margrethe i 50’erne i de svenske udgravninger i Etrurien sammen med sin morfar. Til udstillingen vil både Glyptoteket og Nationalmuseet bidrage med lånte genstande. Vi glæder os også over, at nogen af kollegianerne fra Dronningens kollegietid er med her i dag.

Blot fordi Aarhus Universitet vokser, udelukker det ikke, at de største talenter udfordres. Det vil være dumt, hvis vi glemmer de dygtigste i udviklingen af universitetet, og det sker på ingen måde. Den dybe faglighed og kvalitet i uddannelserne er fortsat kendetegnet for Aarhus Universitet. Det gælder for alle vores uddannelser, og i dag får i gennemsnit hver tiende af de studerende mulighed for at fortsætte i en forskeruddannelse. Det betyder, at vi nu har ligeså mange unge talenter i ph.d.- eller postdoc-programmer, som vi i alt havde studerende for 50 år siden.

For Aarhus Universitet er talent og kvalitet nøgleord. Derfor var Universitetet i april i år i forbindelse med det danske EU-formandskab vært for en konference, hvor europæiske politikere, embedsmænd og forskere samledes for at diskutere, hvordan vi i fremtiden kan fremme og pleje fremragende forskning, uddannelse og innovation i Europa. Med ”The Aarhus Declaration on Excellence” forpligtede vi hinanden på, at det ikke bare er tomme ord, men at det udmønter sig i konkret handling for eksempel i EU´s kommende rammeprogram Horizon 2020. Det program som blev forhandlet på plads under Minister Morten Østergaards formandskab i maj måned i år.

Derfor afsatte vi 80 millioner kroner til gode forskningsidéer i programmet AU IDEAS. Under overskriften ”En idé uden handling er kun en tanke” opfordrede vi medarbejdere til at formulere deres vildeste forskerdrømme. Vi fik mange flere ansøgninger end forventet, 260, og vi kunne støtte 45.

Derfor åbner vi i denne tid fem nye interdisciplinære forskningscentre, som gennem et betydeligt økonomisk råderum og forskningsfrihed skal søge nye erkendelser ved at koble forskning indenfor vidt forskellige fagområder.

Derfor etablerer vi forskningsinfrastruktur, der rækker ud til forskningsverdenen, og vi har i denne uge åbnet verdens mest brillante røntgenkilde, Astrid2, og Digital Humanities Laboratory. For nylig har vi underskrevet aftaler om levering af et nyt forskningsskib og indledt samarbejde med Sydkorea og Kina om Arktisk og Antarktisk forskning.

Og derfor er vi, med inspiration fra Princeton, i gang med at etablere Aarhus Institute of Advanced Study, som bliver et fristed, hvor nogen af verdens bedste forskere kan søge inspiration og rum til fordybelse sammen med nogen af universitetets dygtigste folk.

Alt sammen eksempler på, at eliteuniversitetet dyrkes, passes og plejes. Ikke som en modsætning til masseuniversitetet, men som en nødvendig forudsætning for, at rigtig mange kan få en universitetsuddannelse og mærke magien ved fordybelse.

Aarhus Universitet har været igennem noget, der ligner en revolution de seneste år. Der er begået fejl undervejs. Vi har alle fået knubs, og rigtig meget er ikke længere, som det var. Men ændringerne har været både rigtige og nødvendige, - og de er blevet bemærket udenfor landets grænser. Aarhus Universitet er således blevet et populært mål for andre universiteter, der leder efter inspiration til deres udvikling. I de seneste måneder har vi blandt andet haft besøg af delegationer fra universiteter i Amsterdam, Oslo, Gøteborg, Uppsala, Barcelona, Delft, Helsingfors, Hamborg, Beijing og Shanghai. Alle har ønsket at høre mere om ’det nye’ Aarhus Universitet, og vi viser gerne frem.

Med universitetets styrke og med Universitetsparken placeret midt i en dejlig by, er det muligt for os at matche de næste mange års udfordringer. Vi har en intern struktur, som peger fremad. Vi har et samarbejde med det omgivende samfund, som vil blive yderligere styrket de kommende år. Vi har og her må universiteternes minister gerne lukke ørene en fornuftig økonomi, som gør det muligt for os at prioritere vores ambitioner. Vi har og nu må han gerne åbne dem igen politikere på tværs af blokkene, som et langt stykke hen ad vejen lytter og forstår universiteternes særlige udfordringer. Vi vil levere det, vi har lovet samfundet i universitetets udviklingskontrakt. Men uden den støtte, vi løbende modtager fra samfundet, offentlige og private fonde, virksomheder og samarbejdspartnere i ind- og udland, kan vi ikke nå de ambitiøse mål, vi sætter os. Mange tak for støtten.

Aarhus Universitet placeres i disse år blandt de bedste af verdens op mod 20.000 universiteter. Næsten uanset hvilke metoder, man bruger til at lave sådanne målinger. Om vi er nummer 51 i verden, som vi var på Leidens seneste liste, er ikke så afgørende. Men det er afgørende, at de bedste vil samarbejde med os. Det er afgørende for kvaliteten af de forskere og studerende, som søger til os, og for de, der søger ud. Og det er afgørende for, om vi for alvor kan bidrage til, og trække på den globale videnpool. Netop det er vigtigt for det moderne samfund. Internationale ranglister er således ingen paradedisciplin for forfængelige rektorer. Det er dyb alvor.

Lad mig som illustration af dette slutte af med baggrunden for oprettelsen af universitetet i Leiden. Det blev grundlagt efter et heroisk forsvar, som byen præsterede mod det spanske angreb i 1574. Ifølge legenden blev Leidens borgmester som belønning tilbudt et valg mellem en skattefritagelse og et universitet. Og eftersom borgerne ikke opfattede skattefordelen som et permanent gode, valgte man universitetet.

Det var klogt.

Se, for at træffe lige netop sådan et valg, kræves der hverken megen fordybelse eller grublen. Men de var jo også off-line! Det håber jeg også, vi andre vil være et stykke tid endnu, for vi er først lige begyndt på højtideligheden her i Aulaen.

Men husk, “if it´s magic – then why can´t it be everlasting”.

Deres Majestæt, ærede gæster, mine damer og herrer. Hjerteligt velkommen til Aarhus Universitets 84 års fødselsdag.