Du er her: AU » Om AU » Afholdte arrangementer » Arrangement

What is so Social about the Social Brain?

Manden, der lægger navn til tallet 150, forelæser på Aarhus Universitet som den første af en række førende kapaciteter i udforskningen af interaktionen mellem mennesker. Det er det interdisciplinære center Interacting Minds Centre, der inviterer til forelæsninger med relevans for adskillige videnskabelige discipliner.

14.02.2013 | Helge Hollesen

Dato fre 22 feb
Tid 14:00 16:00
Sted Aarhus Universitet, Ndr. Ringgade, bygn. 1441-112

Nævner man ordet dunbar for en evolutionspsykolog eller neuro-forsker, vil vedkommende straks tænke på tallet 150 og manden, der gav det navn.

Robin Dunbar, hedder han. Han er professor i udviklingspsykologi ved University of Oxford, og den 22. februar er han på Aarhus Universitet for at tale om den sociale hjerne, og hvorfor den er social.

– Når Robin Dunbar forbindes med tallet 150, er det fordi, han på en lang række måder har vist, at mennesket er designet til at fungere i grupper på den størrelse. Mennesket har en fantastisk stor hjerne, som gør det muligt at samarbejde og indgå i grupper. Vi er ekstremt sociale væsener, men vores hjerne sætter også en lang række rammer for, hvordan vi er sociale, forklarer Michael Bang Petersen, der er lektor i statskundskab og tilknyttet det interdisciplinære Interacting Minds Centre (IMC).

Her har han tilrettelagt forelæsningsrækken ”Coordination”, hvor Robin Dunbar lægger ud med at besvare spørgsmålet ”What is so Social about the Social Brain?”.

Forskning i flere krydsfelter

Robin Dunbar forsker i social evolution i et samspil mellem økologi, adfærd, kognition og neurobiologi og er den første af de seks fremtrædende forskere, der kommer til IMC for at fortælle om deres forskning i krydsfeltet mellem flere videnskabelige discipliner, der rækker fra økonomi over biologi til psykologi og politologi.

Lige så vidtrækkende er forskningen ved IMC, hvor forskere fra alle hovedområder på AU er med til at lave de eksperimentelle studier, der skal gøre os klogere på sammenspillet mellem menneskers kognition, kommunikation og beslutninger.

Læs mere om IMC

Forelæsningerne om ”Coordination” sætter fokus på en af de måder, mennesker interagerer med hinanden, nemlig hvordan der opstår grupper, normer og enighed.

Næste år vil temaet være ”Confusion”, som siden følges op med forelæsninger om ”Conflict” og ”Cooperation”.

Læs mere om de kommende forelæsninger

Arrangement forsiden, Arrangement
Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 11.04.2014

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
YouTube

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk