Et mere værdifuldt bidrag til verden
Den dybere sammenhæng på Aarhus Universitet betyder, at vi i fremtiden kan levere mere fleksible og tilpassede bidrag til alle dele af samfundet på tværs af universitetets fire kerneydelser.
Forskning
På forskningssiden vil vi fremover se flere tværgående forskningsprojekter og -centre, som kombinerer viden fra forskellige fagområder sammensat ud fra omverdenens behov eller ud fra en specifik videnskabelig problemstilling, som ikke kan løses ud fra ét afgrænset fagligt perspektiv.
Talentudvikling
Aarhus Universitet kan i fremtiden tilbyde forskertalenter de bedste vilkår for interdisciplinær forskning og samarbejde med førende forskere inden for beslægtede fagområder. Resultatet vil være en ny generation af forskere født ind i en tværgående tænkning med udgangspunkt i deres egen dybe kernefaglighed.
Videnudveksling
Forandringerne gør universitetet i stand til at agere fleksibelt og imødekomme eksterne interessenters konkrete behov for viden og løsninger inden for specifikke, tværfaglige temaer. Aarhus Universitet vil i endnu højere grad dele sin viden med myndigheder, virksomheder, politikere og den brede befolkning for at øge vidensniveauet og kvalificere grundlaget for beslutninger i alle samfundets sektorer.
Uddannelse
Forandringerne skaber et mere fleksibelt indre uddannelsesmarked, hvor det bliver nemmere at udveksle og udvikle uddannelser, kurser og undervisning på tværs af hovedområder, institutter og centre. Tilsvarende får de studerende nemmere ved at kombinere deres grunduddannelse med andre faglige perspektiver. Og ultimativt modtager samfundet kandidater, som forstår at tænke og agere tværfagligt med udgangspunkt i en solid kernefaglighed.





