Du er her: AU » Om AU » Nyheder » Ny adjungeret professor i hypertensiologi

Ny adjungeret professor i hypertensiologi

Pressemeddelelse (02.03.2001)

Svend Strandgaard er pr. 1 marts blevet udnævnt til adjungeret professor i hypertensiologi (læren om forhøjet blodtryk) ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet.

Svend Strandgaard er cand.med. fra Københavns Universitet fra 1967. I 1981 blev han speciallæge i nefrologi (læren om nyresygdomme). Han er ansat som overlæge ved Københavns Amts Sygehus i Herlev.

I sin doktordisputats fra 1978 påviste Svend Strandgaard, hvorledes forhøjet blodtryk påvirker den såkaldte autoregulation af hjernens kredsløb.

Autoregulation er den mekanisme, der ved at ændre på sammentrækningsgraden af de små pulsårer sikrer, at gennemblødningen i hjernen og andre organer holdes konstant, selv om blodtrykket svinger.

I en række senere arbejder har Svend Strandgaard og hans medarbejdere vist, at blodtryksnedsættende medicin, der forebygger apopleksi (blodprop i hjernen eller hjerneblødning), samtidig kan have forskellig virkning på autoregulationen. Nyere blodtryksmedicin, bl.a. de såkaldte ACE-hæmmere, der virker ved at hæmme et af organismens vigtigste blodtryksregulerende systemer, renin-systemet, har f.eks. en gavnlig udvidende virkning på hjernens pulsåresystem.

Svend Strandgaard og hans kolleger på Nefrologisk Afdeling på Herlev Sygehus undersøger også, hvordan blodtryksnedsættende medicin påvirker nyrefunktionen ved kronisk ikke-diabetisk sukkersygdom og har som nogle af de første vist, at ACE-hæmmere modvirker tab af nyrefunktion hos disse patienter.

Svend Strandgaard har skrevet lærebogskapitler om forhøjet blodtryk og nyresygdomme og har tillige skrevet om disse emner i Den Store Danske Encyklopædi. Han er aktuelt formand for Dansk Hypertensionsselskab.

Yderligere oplysninger kan fås hos Svend Strandgaard på tlf. 4488 3705 eller e-post svst@herlevhosp.kbhamt.dk

På universitetet kan vi tildele titlen "adjungeret professor" til personer på et højt fagligt niveau, som vi ønsker at anerkende med denne titel og samtidig knytte nærmere til os. En adjungeret professor - der ikke får løn - vil typisk afholde forelæsninger og deltage i forskningsprojekter.

Annette Larsen
ala@adm.au.dk
Informationskontoret

Foto af Svend Strandgaard

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk