Ny adjungeret professor i anvendt mineralogi
Professor, ph.d. Rod Ewing er fra 1. september 2001 udnævnt til adjungeret professor ved Det Naturvidenskabelige Fakultet i anvendt mineralogi - læren om mineraler, deres fysiske egenskaber, kemiske sammensætning, interne krystalstruktur, forekomst i naturen og oprindelse.
Rod Ewing er professor ved University of Michigan, hvor han dels er ansvarlig for et projekt om behandling af atomaffald og dels underviser og forsker inden for fagområderne geologi og materialevidenskab. Han er desuden "Emeritus Regent's Professor" på University of New Mexico, hvor han var ansat fra 1974 til 1997.
Rod Ewing blev Master of Science i 1972 fra Texas Christian University og ph.d. i 1974 fra Stanford University på en afhandling i mineralogi. Han har specialiseret sig i studier af en speciel gruppe mineraler, der er usædvanlige, ?fordi deres struktur er blevet skadet af radioaktiv stråling. Disse studier har blandt andet ført til udvikling af teknikker til at forudsige og bekræfte forandringer af materialer over meget lang tid, f.eks. materialer, der bruges ved opbevaring af radioaktivt affald.
Rod Ewing er forfatter til mere end 300 forskningspublikationer og har været redaktør af flere monografier og specialudgivelser af ansete tidsskrifter. Han er fra 2002 præsident for Mineralogical Society of America. Han har været gæsteprofessor på en række ansete universiteter i Tyskland, Israel, Frankring, Tjekkiet, Japan og Rusland.
Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til professor Rod Ewing, University of Michigan, tel. +1 734 647 852,
email: rodewing@engin.umich.edu, web: http://relw.engin.umich.edu
- o 0 o -
På universitetet kan vi tildele titlen "adjungeret professor" til personer på et højt fagligt niveau, som vi ønsker at anerkende med denne titel og samtidig knytte nærmere til os. En adjungeret professor - der ikke får løn - vil typisk afholde forelæsninger og deltage i forskningsprojekter.
Anders Frølund
af@adm.au.dk
Informationskontoret
Bilag: foto af Rod Ewing i jpg-format




