Du er her: AU » Om AU » Nyheder » Årsfest og 75-års jubilæum på Aarhus Universitet

Årsfest og 75-års jubilæum på Aarhus Universitet

For pressen gælder, at der kun bliver adgang for dem, der på forhånd har tilmeldt sig til årsfesten. Det skal ske hos Ingeborg Christensen, tlf. 8942 2342, mobil 2899 2950, e-post ic@adm.au.dk, senest torsdag den 11.9. kl. 13.00. Hun vil oplyse om de regler, der gælder for pressen på denne dag.

Aarhus Universitet begyndte sit virke den 11. september 1928 og kan derfor i år fejre sit 75-års jubilæum. I 1928 begyndte 70 studerende deres studier i Århus, og siden da er universitetet vokset til en arbejdsplads for cirka 22.000 studerende og omkring 5.000 ansatte.

- Vi glæder os over at fejre jubilæet sammen med både studerende, ansatte og gæster, siger rektor Niels Chr. Sidenius, og vi har lavet arrangementer for alle grupper. Den 12. september sker den officielle markering ved universitetets årsfest, der i år får deltagelse af både Hendes Majestæt Dronningen og Hans Kongelige Højhed Kronprinsen. Der har meldt sig 650 gæster til årsfesten, som i år kommer til at sprænge alle rammer, og vi forbereder derfor en videotransmission til andre lokaler i nærheden.

Rektor Niels Chr. Sidenius indleder eftermiddagens program med sin årsfesttale. I anledning af jubilæet fremfører Aarhus Universitetskor og Det jyske Musikkonservatoriums Symfoniorkester Knud Jeppesens "Aarhus Universitets Kantate" (1946) med tekst af Tom Kristensen. Tenorsolist: Brian Petro Hansen. Recitation: Jakob Højgård Jørgensen. Dirigent: Domkantor Carsten Seyer-Hansen.

Æresdoktorer

I anledning af jubilæet udnævner universitetet fem æresdoktorer, en fra hvert af de fem fakulteter, ved årsfesten.

Fredrik Barth

For Det Humanistiske Fakultet udnævnes den norske Fredrik Barth, der er professor i antropologi ved Boston University i USA. Siden 1960'erne har Fredrik Barth været en af de mest indflydelsesrige antropologiske teoretikere. Han har udviklet generative modeller, der

forsøger at favne variationer i menneskelige handlinger ud fra Max Webers ideer om aktør og samfund. Hans arbejde, som er baseret på intensiv feltforskning i mange forskellige samfund, omfatter teorier om etnicitet og identitet, økologisk og politisk antropologi og transaktionel antropologi. Hans seneste forskning, som fokuserer på viden og videnstraditioner, har fornyet og beriget studiet af kultur i komplekse samfund.

Peter Courtland Agre

For Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet udnævnes professor Peter Agre fra Johns Hopkins University School of Medicine i USA.

Levende organismer består af 40-60% vand, og transport af vand gennem cellemembraner er af fundamental betydning for alle cellens funktioner. En forståelse af, hvordan dette sker i mennesker, dyr og planter, har været genstand for intens forskning internationalt gennem de sidste 100 år. Peter Agres opdagelse af aquaporinvandkanaler repræsenterer et enestående gennembrud i denne forskning og har ført til forståelsen af det molekylære grundlag for, hvordan vand transporteres gennem cellemembraner og celler.

Clive Granger

For Det Samfundsvidenskabelige Fakultet udnævnes professor Clive Granger fra University of California. Siden 1960'erne har Clive Granger været en af de mest indflydelsesrige forskere inden for økonometri - den del inden for den økonomiske videnskab, som matematisk og statistisk beskæftiger sig med forbindelserne mellem økonomiske faktorer. Han står for nogle af de mest spændende ideer og analysemetoder, som er opstået i de sidste 30 år.

Gerd Theissen

For Det Teologiske Fakultet udnævnes professor Gerd Theissen fra Universität Heidelberg. Han karakteriseres som en teologisk humanist eller en humanistisk teolog og er en af de mest internationalt kendte nytestamentlige forskere. Han er rundet af en klassisk historisk-filologisk uddannelsestradition, men hans forskning repræsenterer samtidig det bedste inden for moderne humanistisk videnskab. Ingen nytestamentlig forsker har som han formået at inddrage nyere teorier fra human- og samfundsvidenskaberne til fornyelse og berigelse af sit fag.

Gerhard Ertl

For Det Naturvidenskabelige Fakultet udnævnes professor Gerhard Ertl fra Fritz-Haber-Institut der Max-Planck-Gesellschaft, Berlin. Gerhard Ertl er en af verdens absolut førende forskere inden for studiet af fysiske og kemiske processer på faste stoffers overflader , dvs. inden for det forskningsfelt der kaldes nano-katalyse. Han forsker især i metaloverfladers struktur og kemiske reaktivitet. Hans systematiske eksperimentelle arbejde ledte til den første "brobygning" mellem basal overfladefysik og katalytiske processer på overflader (heterogen katalyse). Dette betød, at man for første gang kunne beskrive og forstå de atomare detaljer i en af de mest betydningsfulde industrielle katalytiske processer, ammoniaksyntesen, hvor kvælstof og brint reagerer under dannelse af ammoniak.

Yderligere information

Se jubilæumsarrangementerne på http://www.au.dk/jubel/

Læs mere om universitetets historie på http://www.au.dk/da/historie/

Oplysninger om Fredrik Barth fås hos professor Ton Otto, Afdeling for Etnografi og Socialantropologi, tlf. 8942 4664, e-post etnoto@hum.au.dk
Web: http://www.bu.edu/bridge/archive/2002/12-13/barth.htm  eller http://www.dagbladet.no/kultur/1998/12/20/150001.html

Oplysninger om Peter Courtland Agre fås hos professor Søren Nielsen, tlf. 8942 3046, e-post sn@ana.au.dk
Web: http://www.mbg.jhmi.edu/FacultyDetails.asp?PersonID=665

Oplysninger om Clive Granger fås hos professor Svend Hylleberg, Institut for Økonomi, tlf. 8942 1592, e-post shylleberg@econ.au.dk
Web: http://econ.ucsd.edu/~cgranger/

Oplysninger om Gerd Theissen fås hos professor Ole Davidsen, Institut for Ny og Gammel Testamente, tlf. 8942 2247, e-post davidsen@teologi.au.dk
Web: http://theologie.uni-hd.de/personalpages/theissen.html

Oplysninger om Gerhard Ertl fås hos professor Flemming Besenbacher, Interdisplinært Nanoscience Center (iNANO) og Institut for Fysik og Astronomi , tlf. 8942 3604, e-post fbe@phys.au.dk
Web: http://w3.rz-berlin.mpg.de/pc/Ertl.html

Fotos af de fem æresdoktorer

Fredrik Barth
Peter Courtland Agre
Clive Granger
Gerd Theissen
Gerhard Ertl


9. september 2003

Ingeborg Christensen
Informationskontoret
ic@adm.au.dk

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk