Du er her: AU » Om AU » Nyheder » 080107 - Oluf Borbye Pedersen udnævnt til adjungeret professor i molekylær diabetologi

Oluf Borbye Pedersen udnævnt til adjungeret professor i molekylær diabetologi

Overlæge, dr.med. Oluf Borbye Pedersen, 61 år, er for en femårig periode fra 1. november 2006 udnævnt til adjungeret professor i molekylær diabetologi (forskning i årsager til sukkersyge ved hjælp af molekylærbiologiske metoder). Det er tredje gang, han tildeles denne titel, idet han i 1995 blev udnævnt til adjungeret professor ved Københavns Universitet og ved Aarhus Universitet første gang i 2001. Han har endvidere i i alt to år været gæsteprofessor i molekylær medicin ved Harvard Universitetet i Boston, USA.

Han og hans forskerhold er internationalt kendt for kortlægninger af fejlprogrammering i gener, som fører til type 2-diabetes (ikke-insulinkrævende sukkersyge), overvægt og hjertekarsygdom, og for langvarige, intensive videnskabelige forsøg med patienter med type 2-diabetes. Resultaterne fra disse behandlinger viste, at de kunne halvere risikoen for tidlig død eller svære følgesygdomme i hjerte, hjerne, kredsløb, øjne, nyrer og nerver, og de indgår i dag i internationale vejledninger for behandling af diabetes.

I 1972 blev Oluf Borbye Pedersen cand.med. fra Aarhus Universitet, hvor han modtog universitetets guldmedalje, og i 1983 forsvarede han samme sted sin doktorafhandling i molekylær fysiologi. Han har fået flere hædersbevisninger for sin forskning, bl.a. Kroc Award fra Uppsala Universitet, Dandy Prisen, Knud Lundbæk Prisen, Handstedgård-Fondens pris, August Krogh Prisen og Codan Prisen. Siden 1989 har han været overlæge ved Europas største sukkersygehospital, Steno Diabetes Center i Gentofte.

Oluf Borbye Pedersen har forfattet mere end 400 videnskabelige afhandlinger, og han er en efterspurgt forelæser ved danske og udenlandske universiteter. Han har som mentor for 26 forskere, der har opnået doktor- eller ph.d.-grad, præget udviklingen i dansk forskning, og mange flere doktorander er undervejs.

Mere information

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Oluf Borbye Pedersen på tlf. 4443 9059 eller via e-post adressen oluf@steno.dk


På universitetet kan vi tildele titlen "adjungeret professor" til personer på et højt fagligt niveau, som vi ønsker at anerkende med denne titel og samtidig knytte nærmere til os til gensidig inspiration og samarbejde. En adjungeret professor – der ikke får løn – vil typisk afholde forelæsninger og deltage i forskningsprojekter.

8. januar 2007

Louise Griberg

log@adm.au.dk

Informationskontoret

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk