2 af 5 EliteForsk-priser går til Aarhus Universitet

For første gang uddeler Videnskabsministeriet sin EliteForsk-pris, der er på 1 million kroner, og som tildeles fremragende yngre forskere (under 45 år), der er i international særklasse, og som på ekstraordinær vis bidrager til at styrke dansk forskning. Den 25. januar har videnskabsminister Helge Sander uddelt fem EliteForsk-priser. Heraf går to til unge forskere ved Aarhus Universitet, nemlig professor, dr.med. Søren Nielsen og professor, ph.d. Klaus Mølmer.

Søren Nielsen

Den 44-årige Søren Nielsen har siden 1997 været professor i anatomi og cellebiologi ved Aarhus Universitet. Siden 2001 har han ledet forskningscentret Vand og Salt Centret, der støttes af Danmarks Grundforskningsfond i perioden 2001-2011.

Centret arbejder på et nyt område inden for den biomedicinske forskning: ”Systems Biology” – systembiologi. De cirka 60 forskere og tekniske medarbejdere forsker i, hvordan nyren regulerer kroppens vand- og saltbalance blandt andet i forbindelse med sygdomme, som er forbundet med svære forstyrrelser i vand- og saltbalancen. Foruden forhøjet blodtryk er det typisk nyre-, hjerne-, hjerte- og leversygdomme, men det gælder f.eks. også hjerneødem, graviditetsforgiftning og endokrine sygdomme. Dertil kommer, at op imod en tredjedel af alle ældre patienter, der er indlagt på hospitaler, har forstyrrelser i kroppens vand- og saltbalance.

Kroppen består af mere end 60 % vand, og transport af vand og salte igennem cellemembraner og celler er en af de mest fundamentale cellulære processer. Kroppens vand- og saltbalance reguleres uhyre præcist i nyrerne, hvor molekylære vandkanaler, de såkaldte aquaporiner, spiller en central rolle sammen med proteiner, der er ansvarlige for transport af salte over cellemembranen. Det er disse transportprocesser, centrets arbejde er fokuseret på.

– Området er både grundforskningsmæssigt og klinisk vigtigt, og vi har en masse interessant forskning foran os, før vi forstår, hvordan nyrerne regulerer kroppens vand- og saltbalance, siger Søren Nielsen. Et meget vigtigt formål er, at centrets grundforskning på længere sigt skal resultere i bedre patientbehandling og danne grundlag for udvikling af nye lægemidler.

Søren Nielsen har – sammen med sin tvillingebror, Niels Chr. Nielsen – modtaget direktør Ib Henriksens Fonds forskerpris for året 2006. Derudover har han i perioden 1997-2005 modtaget yderligere forskerpriser, herunder Gottschalk’s Award, The American Physiological Society,  Hanstedgaard Prisen, Odd Fellow Ordenens Store Forskerpris (sammen med professor Jørgen Frøkiær), Lundbeck-prisen for Yngre  Forskere, “The Young Investigator Award, American Physiological Society”, Selskabet for Teoretisk og anvendt Terapis (Jakobinerklubben) Hædersmedalje, Anders Jahres Medicinske Pris For Yngre Videnskabsmænd og Niels og Desiree Ydes Hæderslegat til talentfulde unge videnskabsmænd. I 2006 blev han desuden udnævnt til æresdoktor ved University of Pecs i Ungarn.

Klaus Mølmer

Klaus Mølmer, der er 43 år, har siden 2000 været professor i teoretisk atomfysik og kvanteoptik ved Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet. Siden 2003 har han desuden været adjungeret professor i fysik ved Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet. Som forskningsleder har han spillet en afgørende rolle inden for et af Danmarks Grundforskningsfonds centre, og han leder et teoricenter for kvantesystemforskning, støttet for perioden 2006-2011 af Lundbeckfonden. Han har endvidere forsket og undervist i bl.a. Østrig, Frankrig og Tyskland.

Klaus Mølmer arbejder med teoretisk kvanteoptik og forsker her i atomers vekselvirkning med lys, specielt med henblik på styring og observation af deres dynamik, som kan adskille sig markant fra større fysiske objekters opførsel. Han har opfundet teoretiske metoder til at analysere henfald og dæmpning af mikroskopiske, kvantemekaniske systemer, nedbremsning af atomer ved hjælp af laserlys og dynamik af ultra-kolde gasser.

Hans forskningsresultater bidrager bl.a. til anvendelser ved præcisionsmålinger, f.eks. med atomare ure, og han er aktiv inden for forskningen i udnyttelsen af kvanteffekter til datakommunikation og -behandling. Klaus Mølmer arbejder bl.a. med udvikling af teorier for, hvordan man kan bygge kraftfulde kvantemekaniske computere.

Klaus Mølmer har modtaget Rigmor og Carl Holst-Knudsens Videnskabspris i 2004, NKT’s forskerpris i 1999, DOPS-prisen i 1998 og Rømer Fondets Legat i 1995.  

Mere information

Se mere om EliteForsk-initiativet.

Søren Nielsen: tlf. 8942 3046, mobil 2324 4533, sn@ana.au.dk, web, Vand og Salt Centret
Klaus Mølmer: tlf. 8942 3679, mobil 2338 2321, moelmer@phys.au.dk, web, Lundbecksfondcenter

Fotos

Søren Nielsen

Klaus Mølmer

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk