Initiativer fra Århus til FN’s klimakonference
Klimainitiativer fra Aarhus Universitet støtter op om de officielle forberedelser til verdensklimatopmødet i København 2009.
Aarhus Universitet får en central og formidlende rolle de næste 1½ år op til FN’s klimakonference, COP15, i København i november 2009.
Aarhus Universitet har fået lov af Udenrigsministeriet til at benytte COP15-logoet i forbindelse med en række klimainitiativer fra universitetet, der sætter national og international fokus på klima, miljø og energi.
Ambitionen på klimatopmødet er at opnå enighed om en global klimaaftale fra 2012.
Lederen af Aarhus Universitets nyoprettede klimasekretariat, professor Ellen Margrethe Basse, glæder sig meget over, at universitetets kommende initiativer kan vise deres opbakning og tilknytning til FN-konferencen gennem brugen af COP15-logoet.
- Det er af kolossal betydning, at vore initiativer indgår i det samlede billede af klimaaktiviteter i Danmark frem til COP15. Ved at bruge det officielle COP15-logo kan vi vise, at Aarhus Universitet også gerne vil bidrage positivt til forberedelserne af COP15. Der er planlagt adskillige aktiviteter rundt omkring i Danmark, og Aarhus Universitet ønsker at samarbejde med så mange som muligt for at sikre det bedst tænkelige udgangspunkt for et succesfuldt klimatopmøde i København 2009, fremhæver Ellen Margrethe Basse.
Sommerskoler og konferencer
Blandt aktiviteterne fra Aarhus Universitet er opbygningen af ”Denmark’s University Cooperation on Climate” (DUCC), som udvikles i samarbejde med en række af landets øvrige universiteter og højere læreanstalter. Under dette samarbejde skal der blandt meget andet oprettes flere klimasommerskoler henvendt til erhvervslivet og udenlandske studerende. Det er planen, at de første kurser skal udbydes allerede i 2009.
Derudover inviterer Aarhus Universitet til to store, internationale konferencer i perioden op til COP15.
Den første finder sted 13.-14. november 2008: ”The Role of Information in an Age of Climate Change”. Her deltager omkring 100 fremtrædende forskere fra ind- og udland, fra det politiske liv, erhvervslivet og fra ngo’er. Konferencen forbinder den 10 år gamle Århus-Konvention om borgernes rettigheder i miljøspørgsmål med FN’s Klimakonvention, hvor et af ønskerne er et større engagement fra offentligheden i disse spørgsmål.
Den anden konference er ”Beyond Kyoto: Addressing the Challenges of Climate Change”. Den foregår 5.-7. marts 2009 med ikke færre end 1.000 deltagere, ligeledes fra forskningens nationale og internationale verden, det politiske liv samt erhvervslivet. Konferencen tager fat på de udfordringer, der kan samarbejdes om i relation til klima, miljø og energi på alle tænkelige fronter.
Mere information
Se www.klima.au.dk for yderligere information om initiativerne på Aarhus Universitet og om Århus-Konventionen, og www.cop15.dk for information om FN’s Klimakonference i København.
Yderligere information hos leder af Aarhus Universitets klimasekretariat, professor Ellen Margrethe Basse, tlf. 8942 1970, mail emb@adm.au.dk, og hos informationsansvarlig Jakob Bek-Thomsen, tlf. 8942 1966, mobil 2899 2479, mail jbt@adm.au.dk
4. september 2008
Michael Steensen
mis@adm.au.dk
Informationskontoret




