Naturvidenskabelige forskere fra Aarhus Universitet med i europæisk elite
Fem ud af seks tildelinger fra Det Europæiske Forskningsråd til Danmark er gået til naturvidenskabelige forskere fra Aarhus Universitet.
Det Europæiske Forskningsråd (European Research Council (ERC)) har netop offentliggjort listen over deres første uddeling af de meget prestigefyldte forskningsbevillinger ”Advanced Grants” inden for den del af den naturvidenskabelige forskning, der betegnes ”Physical Sciences and Engineering”. Danmark fik to ud af i alt 105 bevillinger, og de er begge gået til forskere fra Det Naturvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet. Dermed følger Aarhus Universitet godt op på succesen fra den første uddeling tidligere på året, hvor tre yngre forskere fra Det Naturvidenskabelige Fakultet modtog de såkaldte “Starting Grants”.
De to Advanced Grants modtagere er: Professor Flemming Besenbacher, Interdisciplinært Nanoscience Center (iNANO) og Institut for Fysik og Astronomi, og professor Ib Madsen, Institut for Matematiske Fag. (Flytter den 1. september til Københavns Universitet).
De meget prestigefyldte ERC forskningsbevillinger skal fremme videnskabelig topkvalitet i EU ved at støtte og motivere de dygtigste og virkelig nyskabende videnskabsfolk. Forskningsbevillingerne er personlige og er blevet tildelt efter en ansøgnings- og bedømmelsesrunde i fri konkurrence med ca. 1000 andre internationale forskere. De to danske forskere skal nu i gang med forhandlinger om de endelige betingelser for bevillingen.
Tidligere på året modtog tre unge forskere fra Det Naturvidenskabelige Fakultet i Århus de såkaldte Starting Grants fra Det Europæiske Forskningsråd. Det er femårige bevillinger, som skal hjælpe yngre, talentfulde forskere til at etablere sig som forskningsledere.
Ud af de seks forskningsbevillinger som Danmark indtil videre har modtaget, er de fem altså ansatte ved Aarhus Universitet, og det glæder naturligvis rektor Lauritz B. Holm-Nielsen.
– Jeg er meget stolt på vegne af modtagerne. De uddelte forskningsbevillinger er meget prestigefyldte og uddeles i hård konkurrence med forskere fra hele verden. Aarhus Universitet har klaret sig rigtig godt, og det flotte resultat viser med al tydelighed, at naturvidenskab stortrives i Århus, siger han.
Men selv om Aarhus Universitet har klaret sig godt, så er det – ifølge medlem af Det Europæiske Forskningsråd, forskningsdirektør Jens Rostrup-Nielsen, Haldor Topsøe skuffende, at Danmark ikke har modtaget flere end seks forskningsbevillinger.
– Aarhus Universitet har klaret sig flot, måske fordi de har ambitioner om at begå sig på den internationale scene, men sammenligner man Danmark med lande som f.eks. Sverige og Holland, så har vi indtil videre klaret os dårligt. Det kan skyldes, at vi tilsyneladende ikke prioriterer europæisk topforskning – heller ikke politisk, siger han og understreger, at disse tildelinger i flere EU-lande er så højt skattet, at modtagerne personligt gratuleres af regeringscheferne.
Det Europæiske Forskningsråd uddeler senere på året forskningsbevillinger inden for samfundsvidenskab og humaniora, lifescience (sundhedsvidenskab, fødevareforskning, biologi og molekylærbiologi) og tværfaglige projekter.
MODTAGERE AF FORSKNINGSBEVILLINGER FRA DET EUROPÆISKE FORSKNINGSRÅD FRA AARHUS UNIVERSITET:
Advanced Grants inden for ”Physical Sciences and Engineering”
Professor, dr.scient, Flemming Besenbacher og hans forskningsgruppe er internationalt førende inden for nanoscience og specielt studiet af fysiske og kemiske processer på overflader. ERC-bevillingen vil blive anvendt til at udvikle næste generation af scanning probe mikroskoper, der er unikke med en fantastisk opløsningsevne, der gør det muligt at studere fysiske, kemiske og biologiske processer mellem enkelte atomer og molekyler på overflader.
Kontakt: tlf. 8942 3604, mobil: 2338 2204, email: fbe@inano.dk
Professor, ph.d. Ib Madsen er en af verdens førende forskere inden for grundvidenskabelig matematik og har blandt andet været med til at udvikle en række teorier inden for den del af geometrien, der er relateret til fysikkens strengteori. Efter næsten 40 års ansættelse ved Aarhus Universitet flytter professor Ib Madsen den 1. september til Matematisk Institut på Københavns Universitet, hvor han fortsætter sin forskning.
Kontakt: tlf. 8942 3451, email: imadsen@imf.au.dk
Starting Grants
Uddelt i juni
Lektor, ph.d. Liv Hornekær fra Institut for Fysik og Astronomi fik 11 mio. kr. til et projekt, der sigter mod at afprøve en helt ny metode til brintlagring.
Kontakt: tlf. 8942 5544, mobil: 6166 3133, email: liv@phys.au.dk
Lektor, ph.d. Klaus Ostermann fra Datalogisk Institut fik 10 mio. kr. fra ERC. Hans mål er at udvikle et skalerbart programmeringssprog, som lader programmører udvikle nye domænespecifikke programmer.
Kontakt: tlf. 8942 5672, email: ko@daimi.au.dk
Lektor, ph.d. Søren Fournais fra Institut for Matematiske Fag fik 5,6 mio. kr. fra ERC. Han forsker i matematiske problemstillinger inden for superledning og Bose-Einstein kondensering.
Kontakt: tlf. 8942 3391, email: fournais@imf.au.dk
Kort om ERC
Det Europæiske Forskningsråd (ERC) er et initiativ under EU's 7. rammeprogram for forskning (FP7). Det blev oprettet af EU Kommissionen i februar 2007 for at støtte frontlinjeforskning. I modsætning til den øvrige EU-støttede forskning, hvor forskningsområderne er politisk bestemt og mere anvendelsesorienteret, defineres ERC’s forskningsområder af forskerne selv. Dets samlede budget er på 7,5 milliarder euro (2007-2013).
Forskningsrådet består af et uafhængigt videnskabeligt råd og et forvaltningsorgan, der udfører opgaver for EU-Kommissionen. Det skal fremme videnskabelig topkvalitet i EU ved at støtte og motivere de dygtigste og virkelig nyskabende videnskabsfolk, forskere og ingeniører, der skal opfordres til at indsende deres forslag til projekter inden for alle forskningsdiscipliner.
Yderligere oplysninger:
Rektor ved Aarhus Universitet Lauritz B. Holm-Nielsen, tlf. 89421141, mobil: 2338 2126.
Medlem af Det Europæiske Forskningsråd, forskningsdirektør Jens Rostrup-Nielsen, Haldor Topsøe, tlf. 4527 2000.
Dekan ved Det naturvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet, Erik Meineche Schmidt, tlf. 8942 3376, mobil: 2338 2376, email: dekan.nat@au.dk
Pressechef rektoratet Aarhus Universitet, Anders Correll, mobil: 2899 2235, email: ac@adm.au.dk




