Du er her: AU » Om AU » Nyheder » Nyhedsarkiv 2008 » 060308-Aarhus Universitet skal vælge ny prorektor

Aarhus Universitet skal vælge ny prorektor

– Det er en opgave, jeg glæder mig til at komme i gang med, siger rektor Lauritz B. Holm-Nielsen, Aarhus Universitet. Han skal nu til at nærlæse 32 ansøgninger til stillingen som prorektor for videnspredning. 20 % af ansøgerne er kvinder, og 40 % af ansøgningerne kommer fra udlandet.

Den nye prorektor udpeges af bestyrelsen den 28. april 2008 og tiltræder til sommer. Vedkommende bliver en del af Aarhus Universitets rektorat sammen med rektor Lauritz B. Holm-Nielsen, prorektor for det akademiske område Nina Smith og universitetsdirektør Niels Højberg. Rektoratet er ansvarligt over for bestyrelsen. Det næste niveau i universitets daglige ledelse består af otte dekaner og direktøren for Danmarks Miljøundersøgelser.

Fire kerneaktiviteter

– Vi kan se, at universitetets strategi for de næste fire år, som bestyrelsen vedtog for nylig, har appelleret til nogle endog meget højt kvalificerede ansøgere, fortsætter Lauritz B. Holm-Nielsen. De vil gerne være med til at præge universitetets fortsatte udvikling inden for vores fire kerneaktiviteter: Fremragende forskning; Fokuseret talentudvikling; Inspirerende rådgivning og videnudveksling; og Uddannelser og formidling i verdensklasse.

Den nye strategi, der har overskriften ”Kvalitet og mangfoldighed”, vil sikre, at universitetet fortsat tilhører den internationale elite og bidrager aktivt til udviklingen af national og global videnudvikling og velfærd. Samtidig skal der holdes stærk fokus på udviklingen af Danmark som et vidensamfund på højt, internationalt niveau. Heri indgår også opgaver for myndigheder og erhvervsliv baseret på en bred vifte af forskning. Universitetet står allerede stærkt i dette arbejde, blandt andet i kraft af de seneste to års fusioner med fem uddannelses- og forskningsinstitutioner.

Videnspredning og rådgivning

Den nye prorektor skal være med til at gøre Aarhus Universitet til et af de allerbedste universiteter inden for uddannelse, forskning, videnspredning, innovation og myndighedsrådgivning og skal bistå rektor med løsningen af især følgende overordnede og tværgående opgaver:

Realisering af Aarhus Universitets strategiske mål for videnspredning og rådgivning:

  • Tværgående ledelse og koordinering af universitetets formidlingsopgaver
  • Sikring af, at Aarhus Universitet leverer myndighedsrådgivning af højeste kvalitet
  • Koordinering og kommunikation af universitetets viden- og teknologioverførsel til erhvervslivet
  • Sikring af, at Aarhus Universitet lever op til nationale forpligtelser på miljø- og jordbrugsområdet ved myndighedsbetjening i EU
  • Profilering og repræsentation af Aarhus Universitet i relevante formidlings- og myndighedssammenhænge
  • Generelle informations- og formidlingsopgaver

Mere information

Yderligere information fås hos rektor Lauritz B. Holm-Nielsen, tlf. 8942 1141, mobil 2338 2126.

Aarhus Universitet har 35.000 studerende, 8.500 medarbejdere (omregnet til fuldtidsstillinger) og en omsætning på 4,8 mia. kr. i 2008.

Universitetsstrategi og udviklingskontrakt kan ses her.


6. marts 2008

Ingeborg Christensen
ic@adm.au.dk
Informationskontoret

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk