Du er her: AU » Om AU » Nyheder » Nyhedsarkiv 2008 » 090508-Patricia Crone ny adjungeret professor i islamisk historie

Patricia Crone ny adjungeret professor i islamisk historie

Patricia Crone Professor, ph.d. Patricia Crone er for en femårig periode blevet udnævnt til adjungeret professor i islamisk historie (perioden 600-1100) ved Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet.

Patricia Crone blev født i Danmark i 1945 og tog sin ph.d. fra School of Oriental and African Studies ved University of London i 1974. I de næste tre år arbejdede hun som forsker på University of London’s Warburg Institute. I 1977 blev hun adjunkt i islamisk historie på Oxford University, og i 1990 blev hun lektor i islamiske studier ved Cambridge University, hvor hun senere fik stillingen som "reader".

I 1997 blev Patricia Crone ansat som professor ved Princeton Institute for Advanced Study. Da Patricia Crone og hendes kollega Michael Cook arbejdede sammen ved School of Oriental and African Studies i London, foretog de en analyse af islams opståen ved kun at bruge kilder fra de første hundrede år efter de arabiske erobringer (som begyndte omkring 640). Kilderne kom dels fra indskrifter, mønter og papyrus skrevet af muslimerne selv, dels fra fremstillinger af islams opståen skrevet på armensk, græsk, aramæisk og syrisk af mellemøstlige vidner til islams ankomst. Den islamiske tradition, som normalt danner grundlaget for fremstillinger af islams opståen, begynder først omkring år 750-800, og dens vidnesbyrd om den ældste periode af islam er derfor omstridt. Begge forfattere er i dag noget skeptiske over de konklusioner, de nåede i deres ungdomsværk, men det indledte dog en ny periode i kildeforskning, som forhåbentlig vil lede til bedre metoder for anvendelse af den islamiske tradition selv. I Patricia Crones koranforskning udgør islams tidlige år et spændende område, som den dag i dag er aktuel lærdom, der giver ny indsigt og forståelse.

Patricia Crone har siden skrevet flere bøger og udgivet en lang række artikler om islamisk politisk, social og intellektuel historie i de første 600 år (ca. 600-1200). Hun er medlem af redaktionen af adskillige videnskabelige tidsskrifter og udgiver også en serie ved navn ”Makers of the Muslim World” , som består af korte biografier af muslimer, der har bidraget til at skabe den islamiske verden af i dag.

Yderligere oplysninger

På universitetet kan vi tildele titlen ”adjungeret professor” til personer på et højt fagligt niveau, som vi ønsker at anerkende med denne titel og samtidig knytte nærmere til os. En adjungeret professor vil typisk afholde forelæsninger og deltage i forskningsprojekter.

Yderligere oplysninger kan fås hos Patricia Crone på e-mail pcrone@ias.edu

Vedhæftet foto af Patricia Crone i jpg-format.


Den 9. maj 2008
Charlotte Boel
cbo@adm.au.dk
Informationskontoret

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk