Succes med ph.d.-studerende på Aarhus Universitet
Stigning på over 40 pct. i 2007 lover godt for ambitionen om 500 nye ph.d.-studerende hvert år
Aarhus Universitets ambition om at tiltrække endnu flere ph.d.-studerende er en succes.
Der er en stigning i antallet af nye ph.d.-studerende på ikke mindre end 40,7 pct. i 2007 sammenlignet med 2006. Fremgangen er bemærkelsesværdig, ikke mindst på baggrund af, at der fra 2005 til 2006 nærmest var tale om status quo.
Til gengæld gik det stærkt i 2007, fremgår det af en opgørelse fra Aarhus Universitet. På de ni hovedområder på universitetet blev der optaget ikke færre end 446 nye ph.d.-studerende mod 317 i 2006. Der er i dag totalt 1200 ph.d.-studerende på Aarhus Universitet, hvor 49 pct. er kvinder og 51 pct. mænd.
124 ph.d.-studerende er udlændinge, og det er i sig selv meget tilfredsstillende fastslår rektor Lauritz B. Holm-Nielsen:
- Aarhus Universitet tilbyder i dag med stor succes 5-årige ph.d.-forløb for højt kvalificerede udlændinge på basis af deres bacheloruddannelse. Det er meget løfterigt, at landets bedste forskeruddannelser kan tiltrække udenlandske talenter i så stort et omfang.
Otte forskerskoler
Otte nyoprettede forskerskoler er en central del af strategien for at forbedre kvaliteten på ph.d.-uddannelserne. Skolerne forventes at kunne styrke både det faglige og sociale udbytte og derved bidrage til at gøre det nemmere at rekruttere endnu flere udlændinge. Et udvidet internationalt netværk og flere samarbejdsaftaler med internationale forskerskoler styrker yderligere den internationale rekruttering, som Aarhus Universitet satser stærkt på.
Fremgang overalt
Der er fremgang i antal ph.d.-studerende på stort set alle fakulteter og hovedområder.
Det Naturvidenskabelige Fakultet med en stigning på 53 pct. tiltrækker flest nye, men også på de nye hovedområder, Handelshøjskolen (ASB), Danmarks Pædagogiske Universitetsskole og Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet er der optaget langt flere i 2007.
500 nye hvert år
Der er således medvind for det ambitiøse mål om 500 nye studerende på ph.d.-uddannelserne årligt. Ambitionen fremhæves i Aarhus Universitets strategi 2008-2012, hvor det bl.a. hedder:
- Som en særlig aktivitet påtager universitetet sig et ansvar for talentudvikling af unge forskere. Universitetet vil som et særkende støtte talentudvikling hele vejen fra kandidatuddannelse via ph.d.-forløb til afsluttende postdoc-forløb.
Rektor Lauritz B. Holm-Nielsen:
- Vi må fremhæve den betydelige tiltrækningskraft, som Aarhus Universitets 4+4-ordning allerede har haft på danske ph.d. studerende. De kan begynde deres ph.d.-forskeruddannelse efter fjerde studieår og inden afslutningen af deres kandidatuddannelse.
Yderligere information
Rektor Lauritz B. Holm-Nielsen, tlf. dir. 8942 1141, mobil 2338 2126.
Prorektor Nina Smith, tlf. dir. 8942 1077, mobil 2778 2870.
10. marts 2008
Anders Frølund
af@adm.au.dk
Informationskontoret




