Du er her: AU » Om AU » Nyheder » Nyhedsarkiv 2008 » 110708 - Handelshøjskolefag, jura, datalogi og tysk hitter på Aarhus Universitet

Handelshøjskolefag, jura, datalogi og tysk hitter på Aarhus Universitet

5.717 ansøgere har i år valgt Aarhus Universitet som deres 1. prioritet, og universitetet har i alt modtaget 12.381 ansøgninger. Tallet er lavere end sidste års rekordstore ansøgerfelt, men der ingen grund til bekymring, siger rektor Lauritz B. Holm-Nielsen.

På trods af den generelle tilbagegang har flere uddannelser klaret sig flot i antallet af 1.-prioritetsansøgninger. Specielt datalogi hitter på Aarhus Universitet med en bemærkelsesværdig fremgang på ikke mindre end 49,4 %, men også ansøgertallet til de humanistiske fag tysk, medievidenskab, italiensk og lingvistik er steget. På samfundsvidenskab har bl.a. jura, HA international management, international communication and multimedia stor fremgang. På Handelshøjskolen er der en samlet fremgang på 12,2 % for hele skolen, og sidst, men ikke mindst, er den nye uddannelse ved Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet kommet godt fra start.

Samlet set er der dog et fald i antallet af 1.-prioritetsansøgere til Aarhus Universitet på 13,1 % set i forhold til sidste års rekordstore ansøgertal på 6.579. Aarhus Universitet har i år modtaget 5.717 1.-prioritetsansøgninger og i alt modtaget 12.381 ansøgninger.

Faldet skyldes formentlig de ændrede adgangskrav til bacheloruddannelserne på universiteterne, og tendensen er den samme over hele landet.

– De mange nye ændringer i optagelsessystemet har formentlig gjort ansøgerne forvirrede, og de har derfor haft svært ved at overskue deres chancer for at blive optaget. Men før vi har analyseret alle ansøgningstallene nærmere, er det umuligt at sige noget om de reelle årsager, og hvordan de har påvirket antallet af ansøgere til de enkelte uddannelser på Aarhus Universitet, siger kontorchef Eva Teilmann.

Samtidig med at adgangskravene til universiteterne er strammet op, er regeringens krav til de nye studerende om at færdiggøre universitetsstudierne på normeret tid også skærpet.

– Set i det lys er Aarhus Universitet godt tilfreds med, at adgangskravene til de videregående uddannelser er strammet op. De nye taxameterbetalinger for de studerende sætter i høj grad universiteterne under pres for at få de studerende til at gennemføre studierne på normeret tid. Derfor skal de være klædt bedre på fagligt, inden de går i gang med en uddannelse, og meget gerne have valgt den rigtige uddannelse, når de starter, siger rektor Lauritz B. Holm-Nielsen.

– Derfor har vi i år også gjort en ekstra indsats for at vejlede de kommende studerende bedre. Vi har blandt andet sendt en vejledningsbus rundt i store dele af landet for at møde de studerende på deres hjemmebane, haft forlængede åbningstider på vores studiekontorer, oprettet hotline, chat room osv., siger Lauritz B. Holm-Nielsen, der ikke forventer ansøgerantallet giver problemer.

– Jeg er tilfreds med, at Aarhus Universitet igen har et stort ansøgerfelt, og jeg er ikke i tvivl om, at det er nogle meget dygtige og entusiastiske studerende, vi i år kommer til at optage på Aarhus Universitet, siger Lauritz B. Holm-Nielsen.

Alle ansøgere får svar på deres ansøgning den 30. juli, hvor universitetet også offentliggør en oversigt over uddannelser med ledige pladser, som ansøgere kan søge ind på i anden optagelsesrunde i august måned.

Mere information

Download tabel over ansøgninger i 2007 og 2008.  


Yderligere oplysninger:

Rektor Lauritz B. Holm-Nielsen, mobil 2338 2126

 

Yderligere kommentarer og oplysninger om fordelingen af ansøgere på de enkelte uddannelser fås hos følgende:

Aarhus Universitets ansøgertal generelt: Studiechef Eva Teilmann, 8942 1055, mobil 2899 2427

Det Humanistiske Fakultet: Dekan Bodil Due, bd@hum.au.dk, 8942 1241 / privat 8627 7661 / mobil 6020 2740 el. 2966 0184

Det Samfundsvidenskabelige Fakultet: Områdeleder Lene Hjøllund, 8942 1452, mobil 2398 2103

Det Sundhedsvidenskabelige og Det Teologiske Fakultet: Studiechef Eva Teilmann, 8942 1055, 2899 2427

Det Naturvidenskabelige Fakultet: Dekan Erik Meineche Schmidt, mobil 2338 2376

Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet: Dekan Just Jensen, mobil 4082 1680

Handelshøjskolen, Aarhus Universitet (ASB): prodekan for uddannelse Peder Østergaard, 8948 6644, mobil 2679 8554

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk