Du er her: AU » Om AU » Nyheder » Nyhedsarkiv 2008 » 180608-John Rosendahl Østergaard udnævnt til klinisk professor

John Rosendahl Østergaard udnævnt til klinisk professor

John Rosendahl Østergaard Overlæge, dr.med. John Rosendahl Østergaard er blevet ansat som klinisk professor i neuropædiatri ved Klinisk Institut, Aarhus Universitet. Professoratet er tilknyttet en overlægestilling ved Pædiatrisk Afdeling, Skejby Sygehus, Århus Universitetshospital.

John Rosendahl Østergaard er 55 år og afsluttede den lægevidenskabelige embedseksamen fra Aarhus Universitet i 1980. I 1989 fik John Rosendahl Østergaard speciallægeanerkendelse i pædiatri, og samme år forsvarede han sin doktordisputats om sakkulate aneurysmer i hjernen (udposninger på hjernens blodkar). Siden 1992 har John Rosendahl Østergaard været ansat som overlæge på Pædiatrisk Afdeling A, Skejby Sygehus.

John Rosendahl Østergaard fungerer i dag som leder af Center for Sjældne Sygdomme. Et af hans store forskningsområder er at studere adfærd, sproglig og motorisk udvikling og forekomst af epilepsi hos de ca. 60 børn, der findes i Danmark med Angelman syndrom (AS). De væsentligste egenskaber ved Angelman syndrom er særlige ansigtstræk, en meget forsinket psykomotorisk udvikling med manglende sprogudvikling, epilepsi, rykvise bevægelser og karakteristiske latterudbrud. Igennem de seneste 5-10 år har der været stigende fokus på, hvad de enkelte gener betyder for, om hjernen udvikler sig normalt eller abnormt, og undersøgelser har peget på, at et lille område af kromosom 15 kan betyde noget for udviklingen af epilepsi og autisme. Når man undersøger adfærd, udvikling og forekomst af autisme og epilepsi hos børn, der har forskellige medfødte mangler eller forandringer af dele af kromosom 15, finder man ud af, hvad enkelte gener betyder for udvikling af netop disse sygdomme. Sådanne undersøgelser kaldes genotype-fænotype studier og omfatter bl.a. også Prader-Willi syndrom, der har genetiske forandringer i samme område.

John Rosendahl Østergaard er forfatter til en lang række publikationer, artikler i medicinske opslagsværker og bogartikler i neuropædiatri.

Flere oplysninger

Mere information kan fås hos John Rosendahl Østergaard på tlf. 8949 6708 eller e-mail joa@sks.aaa.dk

Om Klinisk Institut


18. juni 2008
Charlotte Boel
cbo@adm.au.dk
Informationskontoret

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk