Du er her: AU » Om AU » Nyheder » Nyhedsarkiv 2008 » 190808-Forskningsfondens kommentar til sagen om Cheminova i Brasilien

Forskningsfondens kommentar til sagen om Cheminova i Brasilien

Kommentarer fra bestyrelsesformand ved Aarhus Universitets Forskningsfond, Lauritz B. Holm-Nielsen.

Foranlediget af omtalen i pressen efter Politikens artikler søndag den 17. august og mandag den 18. august om Cheminovas salg af methyl parathion i Brasilien finder Aarhus Universitets Forskningsfond anledning til at udtale:

Det er naturligvis ikke tilfredsstillende, at Cheminova igen trækker overskrifter, der stiller spørgsmålstegn ved virksomhedens aktiviteter i Brasilien.

Aarhus Universitets Forskningsfond har som hovedaktionær i Auriga Industries A/S, der ejer Cheminova A/S, bedt om en redegørelse i den pågældende sag og en bekræftelse på, at selskabets rapportering på CSR-området (Corporate Social Responsibility) revideres af en uvildig instans.

Forskningsfonden har tillid til, at Cheminova i Brasilien overholder alle lokale og internationale regelsæt og retningslinjer for salg af klasse 1-produktet methyl parathion.

Forskningsfonden har støttet Cheminovas plan for udfasning af klasse 1-produktet methyl parathion i 2010, og virksomheden bekræfter, at denne plan holder. Salget udgør i dag få procent af virksomhedens omsætning.

Methyl parathion anvendes bl.a. i lande som USA og Brasilien. Det gode ved dette middel er, at det er effektivt over for store angreb af skadedyr, og at det hurtigt nedbrydes og derfor ikke ophobes i fødevarer og naturen. Det store problem er stoffets akutte giftighed, og at det derfor stiller store krav til dem, som bruger det.

Brasilien er et stort og veludviklet landbrugsland, og vi har fuld forståelse for, at sundhedsmyndighederne i Brasilien ønsker at gennemgå de midler, der anvendes i landet. Og uanset hvad den brasilianske regering måtte beslutte, så skal Cheminova naturligvis overholde reglerne for salg af sprøjtemidler i Brasilien.

Cheminova er langtfra den eneste virksomhed, der sælger methyl parathion i Brasilien. Cheminova har oplyst over for Forskningsfonden, at den brasilianske brancheorganisation af sprøjtemiddelsproducenter, SINTAG, har rejst en sag over for de brasilianske myndigheder vedrørende retningslinjerne for den generelle godkendelsesprocedure i Brasilien. Organisationen mener, at landets lovgivning ikke er overholdt i forbindelse med sundhedsmyndigheden ANVISA’s indkaldelse af en række produkter til genvurdering.

– Det er naturligt, at en lokal brancheorganisation efterprøver, hvad der er den gældende godkendelsesprocedure, men det er naturligvis ikke acceptabelt, hvis Cheminova, som det fremgår i Politiken, egenhændigt modarbejder et evt. brasiliansk forbud mod disse midler før Cheminovas planlagte udfasning i 2010. Cheminova har i dag over for os bekræftet, at man netop ikke har forsøgt at lægge hindringer i vejen for en eventuel genvurdering af methyl parathion, men udelukkende bidraget med nogle faktuelle oplysninger i sagen, og vi har tillid til, at Cheminova går forrest i kampen for at udfase klasse 1-produktet methyl parathion i Brasilien, siger formand for Forskningsfondens bestyrelse Lauritz B. Holm-Nielsen og henviser til Cheminovas beslutning om systematisk at øge informationen over for offentligheden med hensyn til selskabets produktion og salg i de årlige såkaldte CSR-rapporter, hvor Cheminova bl.a. har offentliggjort sine udfasningsplaner for salget af klasse 1-produkterne i en række lande, herunder Brasilien.

Yderligere oplysninger:

Fondsbestyrelsens formand, Lauritz B. Holm-Nielsen (8942 1141 – 2338 2126) eller Forskningsfondens administrationschef, Jørgen Andersen (8620 5011 – 4043 6227).


19. august 2008

Michael Steensen
mis@adm.au.dk
Informationskontoret

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk