Du er her: AU » Om AU » Nyheder » Nyhedsarkiv 2008 » 200608-Risto Näätänen udnævnt til gæsteprofessor ved Klinisk Institut

Risto Näätänen udnævnt til gæsteprofessor ved Klinisk Institut

Risto Näätänen Professor, ph.d. Risto Näätänen er ansat som gæsteprofessor ved Center for Funktionelt Integrativ Neurovidenskab (CFIN), Klinisk Institut ved Aarhus Universitet. Risto Näätänen, der er 69 år, tog sin kandidatgrad i filosofi i 1963 og sin doktorgrad i psykologi i 1968 på Helsinki Universitet.

Professor Risto Näätänen er en anerkendt finsk psykolog og neurologiforsker, hvis forskningsområde er kognitiv elektrofysiologi: nærmere bestemt de mekanismer, der finder sted i hjernen, når den påvirkes med lyde.

I 1978 opdagede Risto Näätänen og hans forskergruppe i forbindelse med en EEG-undersøgelse (Elektroencefalografi) en ny metode ved navn ”mismatch negativity” (MMN), som kort fortalt er hjernens respons på en afvigende lyd. (Se evt. http://www.cbru.helsinki.fi/mismatch_negativity/mmn.html for en grafisk fremstilling af fænomenet.) MMN kan hjælpe med at forudsige, om en patient kan genvinde bevidsthed efter en periode i koma, og ved patienter med skizofreni kan MMN måle sygdommens udvikling og vurdere effektiviteten af behandlinger som eksempelvis ny medicin. Desuden kan MMN medvirke til at identificere en forringet udvikling, der er relateret til sprog og hørelse i den tidlige barndom, med den konsekvens, at man kan starte med at behandle barnet, allerede inden det starter i skole. Denne metode er den første – og stadig den eneste – måde, hvorpå man objektivt og præcist kan måle evnen til at skelne lyde. Da MMN med stor troværdighed kan måles, selv når patienten er åndsfraværende eller er optaget af noget andet, kan den anvendes både i klinisk og uddannelsesmæssigt øjemed. Risto Näätänens seneste forskningsresultater påviser, hvordan nyfødte på blot et par timer kan lære at skelne vanskelige kontraster i talelyde, mens de sover.

I løbet af sin karriere har Risto Näätänen bl.a. været ansat som professor i psykologi ved Helsinki Universitet i perioden 1975-83 og dernæst akademiprofessor fra 1983 til 2007, og fra 2001 til 2007 var han leder af ”The Helsinki Brain Research Centre”. Sideløbende med sit gæsteprofessorat ved Aarhus Universitet er Risto Näätänen professor ved afdelingen for ”Cognitive Neuroscience”, Tartu Universitet i Estland.

Risto Näätänen har skrevet en lang række bøger og artikler og er ledende forsker i verden på sit felt. Han er den mest citerede forsker i Finland nogensinde. Igennem sin karriere har Risto Näätänen haft en omfattende aktivitet i diverse internationale bestyrelser og foreninger, og derudover er han medlem af ”The Finnish Academy of Science” og en af de få finske videnskabsmænd, der af ”Academy of Finland” er blevet udnævnt til permanent ”Academy Professor”.

Flere oplysninger

Mere information kan fås hos Risto Näätänen på tlf. +358 40 501 5740 eller e-mail risto.naatanen@helsinki.fi

Om CFIN


20. juni 2008
Charlotte Boel
cbo@adm.au.dk
Informationskontoret

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk