Du er her: AU » Om AU » Nyheder » Nyhedsarkiv 2008 » 240108b-Nye forskningsresultater fra Aarhus Universitet peger på en særlig bakterieklon som årsag til aggressiv paradentose hos unge

Nye forskningsresultater fra Aarhus Universitet peger på en særlig bakterieklon som årsag til aggressiv paradentose hos unge

Paradentose – de løse tænders sygdom – er frygtet af mange. Århusianske forskeres opsigtsvækkende fund om årsagen til, at unge får paradentose, er netop publiceret nu i den nyeste udgave af The Lancet, et af verdensførende medicinske tidsskrifter.

I mundhulen findes en stor mængde forskellige bakteriearter, og bakterierne i de tandkødslommer, der omgiver tænderne, kan i visse situationer medføre paradentose.

Ved paradentose nedbrydes tændernes fæste som følge af en betændelse, hvor kroppen reagerer på bakteriebelægninger (tandplak). Over tid løsner tænderne sig, og nogle i en sådan grad, at de falder ud. Sygdommen forekommer også i en hurtigt fremadskridende og aggressiv form, som overvejende rammer unge.

Bakterierne i tandplak

Der er gennemført mange undersøgelser i forsøg på at afdække specielle karakteristika for bakterierne i tandplakken, når tændernes fæste bliver nedbrudt, og karakteristika hos de individer, der udvikler paradentosen. Indtil nu har man imidlertid ikke kunnet påvise klare sammenhænge mellem bakterie- eller værtsforhold og sygdommen. En tilbundsgående forståelse af mulige årsager til sygdommen eksisterer derfor ikke.

Men nu har forskere fra Aarhus Universitet identificeret en speciel udgave af bakteriearten Aggregatibacter (tidligere også Actinobacillus ) actinomycetemcomitans , kaldet ”JP2-klonen”, der har nogle mikrobiologiske karakteristika, som forskerne forventer spiller en rolle, når sygdommens opstår. JP2-klonens særlige sygdomsfremkaldende egenskaber kan sandsynligvis forklares ved, at den har mistet et stykke dna i sit kromosom. Det har ført til, at den har fået en forøget produktion af et giftstof, som dræber vores immunforsvarsceller.  

18 gange større risiko i Marokko

Aggressiv paradentose hos unge er en sjælden lidelse i Nordeuropa, hvor der er en sygdomsforekomst på under 1 %, mens studier i Marokko har vist, at omkring 15 % af landets unge rammes af sygdommen. JP2-klonen forekommer med stor hyppighed blandt andet i Marokko, men er også fundet hos herboende danskere af afrikansk oprindelse. Meget tyder imidlertid på, at det kun er personer af afrikansk oprindelse, der kan inficeres med JP2-klonen, og at muligheden for at blive inficeret er genetisk bestemt.  

I samarbejde med universitetet i Rabat i Marokko har forskere fra Aarhus Universitet nu påvist en usædvanlig høj risiko for at udvikle aggressiv paradentose hos unge, der er bærere af JP2-bakterieklonen. I alt 682 raske børn i 12-årsalderen fra skoler i hovedstaden Rabat i Marokko blev med 2 års mellemrum undersøgt for, om de havde paradentose, og om der var A. actinomycetemcomitans- bakterier af JP2-typen i tandkødslommerne. Det viste sig, at børn, hvor man fandt JP2-klonen ved undersøgelsens start, havde op til 18 gange større risiko for at udvikle paradentose i løbet af de 2 år end børn, der ikke havde denne bakterie. Man må derfor konkludere, at infektion med JP2-klonen er en væsentlig årsag til, at aggressiv paradentose forekommer så overmåde hyppigt hos de skolebørn, der blev undersøgt.

De opsigtsvækkende fund er et resultat af et frugtbart samarbejde mellem forskere fra forskellige fagområder på Aarhus Universitet: Medicinsk Mikrobiologi, Epidemiologi, Parodontologi, Biostatistik og Pædodonti. Forskningsresultaterne kan få stor betydning for fremtidig diagnostik og behandling af den aggressive form for paradentose.

Mere information

For yderligere information kontakt lektor Dorte Haubek, Odontologisk Institut, tlf. 8942 4063, e-mail: dhaubek@odont.au.dk

Se The Lancet, vol. 371, nr. 9608, pp. 237-242

Foto af Dorte Haubek


24. januar 2008

Ingeborg Christensen
ic@adm.au.dk
Informationskontoret

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk