Du er her: AU » Om AU » Nyheder » Nyhedsarkiv 2008 » 241108-International støtte til forskning i diabetes på Århus Universitetshospital

International støtte til forskning i diabetes på Århus Universitetshospital

Allan Flyvbjerg  

Den internationale European Foundation for the Study of Diabetes (EFSD) har tildelt professor, overlæge, dr.med. Allan Flyvbjerg, Århus Universitetshospital, en bevilling på 100.000 Euro, der skal anvendes til forskning i årsagerne til diabetiske hjerte-kar-problemer, en komplikation til sygdommen der har stor betydning for den enkelte diabetikers livskvalitet og livslængde.

Allan Flyvbjerg er professor ved Aarhus Universitet og overlæge ved Århus Universitetshospital. Hans gruppe har igennem de sidste år påvist en række nye mekanismer, der hos diabetikere kan medføre skader på kroppens blodkar og i værste fald resultere i blindhed, hjernelammelse, blodprop i hjertet, nyresvigt og amputationstruende fodproblemer.

Den række af nye studier, der er bevilget penge til, fokuserer på identifikationen af nye biomarkører, der kan forudsige risiko for udvikling af diabetiske senkomplikationer. Formålet med de nye undersøgelser er også at udvikle en ny og mere virksom medicin end den, der er tilgængelig i dag.

Diabetes og sendiabetiske komplikationer

Alene i Danmark har 25.000 personer type 1 diabetes og 200.000 personer type 2 diabetes. Hertil kommer 200.000 danskere med endnu udiagnosticeret type 2 diabetes. Yderligere 750.000 danskere har forstadiet til diabetes, hvoraf 40% vil udvikle type 2 diabetes inden for en 4 års periode. Diabetes er således en sygdom i voldsom vækst, som det danske sundhedsvæsen må ruste sig til at håndtere over de kommende år.

Såvel personer med type 1 som type 2 diabetes har en øget risiko for diabetiske senkomplikationer. Disse komplikationer har stor indflydelse på det enkelte individs livskvalitet og sygelighed samt de sociale og sundhedsmæssige udgifter for samfundet. Diabetes koster således det danske social- og sundhedsvæsen 30 mia. årligt.

Danske diabetikere havde for 10 år siden en overdødelighed på 100% Denne er nu ’kun’ 70%. Overdødelighed skyldes overvejende hjerte-kar-problemer. Det er således af største betydning, at disse komplikationer forebygges eller i det mindste afhjælpes og reduceres i omfang.

The European Foundation for the Study of Diabetes (EFSD)

EFSD blev stiftet i 1999 af den Europæiske Diabetes Føderation (EASD) for at styrke forskningen i diabetes i Europa. EFSD er en non-profit organisation, der – blandt andet igennem partnerskaber med erhvervslivet - siden sin start har støttet europæisk diabetesforskning med over 50 millioner Euro.

Mere information

Flere oplysninger kan fås ved henvendelse til professor, overlæge, dr. med. Allan Flyvbjerg, tlf. 4029 3589, e-mail: allan.flyvbjerg@dadlnet.dk
Læs mere om EFSD: www.europeandiabetesfoundation.org
Læs mere om diabetes: www.diabetes.dk

Pressefoto af Allan Flyvbjerg


24. november 2008
Sandra Trefzer
Informationskontoret
str@adm.au.dk

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk