Du er her: AU » Om AU » Nyheder » Nyhedsarkiv 2008 » 260808-Lars German Hagsten ny adjungeret professor

Lars German Hagsten ny adjungeret professor

Lars German Hagsten Ph.d. Lars German Hagsten er for en femårig periode blevet udnævnt til adjungeret professor ved Det Naturvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet. Lars German Hagsten er ingeniørdocent ved Ingeniørhøjskolen i Aarhus og har ansvaret for udviklingen af den nye civilingeniøruddannelse i byggeri, der udbydes af Aarhus Universitet i samarbejde med Ingeniørhøjskolen i Århus, hvor han har været ansat siden 2005.

Lars German Hagsten er 39 år og blev i 1995 uddannet civilingeniør fra Danmarks Tekniske Universitet, hvor han i 2000 også fik sin ph.d.-grad som erhvervsforsker. Lars German Hagsten har ca. 10 års erfaring fra Rambøll, Birch & Krogboe (nu Alectia), hvor han arbejdede som rådgivende ingeniør og fagleder for murværkskonstruktioner, og senere fra Cowi, hvor han arbejdede med design og projektering af primært beton- og stålkonstruktioner og også fungerede som fagleder.

Civilingeniøruddannelsen kombinerer det at opnå en dyb ingeniørmæssig forståelse af konstruktioners virkemåde med en helhedsorienteret forståelse af designprocessen. For at opnå forståelse af konstruktioners virkemåde kombineres den praktiske erfaring med de videnskabelige metoder/resultater og den pædagogiske fremstilling. Den helhedsorienterede forståelse betyder for eksempel, at ingeniøren på det tidlige skitseniveau skal kunne sidde sammen med arkitekten, forstå, hvordan arkitekten arbejder, kunne tolke arkitektens intentioner med det konkrete byggeri og qua sin faglige viden kunne medvirke kreativt og konstruktivt til at skabe disse bygværker.

Lars German Hagsten har skrevet en række artikler om murværks- og betonkonstruktioner og har udgivet to bøger om murværkskonstruktioner. Hans videnskabelige arbejde tager udgangspunkt i en plasticitetsteoretisk modellering af konstruktioner. Plasticitetsteorien indeholder nogle principper, som gør det muligt at arbejde med klare og letforståelige fysiske modeller for virkemåden af selv komplicerede konstruktioner.

Yderligere oplysninger

På universitetet kan vi tildele titlen ”adjungeret professor” til personer på et højt fagligt niveau, som vi ønsker at anerkende med denne titel og samtidig knytte nærmere til os. En adjungeret professor vil typisk afholde forelæsninger og deltage i forskningsprojekter.

Yderligere oplysninger kan fås hos Lars German Hagsten på e-mail lgh@iha.dk

Hent foto af Lars German Hagsten i jpg-format.


26. august 2008
Charlotte Boel
cbo@adm.au.dk
Informationskontoret

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk