Du er her: AU » Om AU » Nyheder » Nyhedsarkiv 2008 » 280308-Karla Pollmann adjungeret professor ved Aarhus Universitet

Karla Pollmann adjungeret professor ved Aarhus Universitet

Den tyske professor Karla Pollmann er udnævnt til adjungeret professor ved Det Teologiske Fakultet.

Karla Pollmann Karla Pollmann er professor i klassiske studier på St. Andrews University i Skotland. Hendes forskningsområder er latinsk litteratur specielt fra den sene oldtid, oldkirkelige fædres skrifter og teologi, bibelfortolkning og hermeneutikkens historie samt forholdet mellem romersk kultur og religion og kristendom i litteratur og kunst. Hun har skrevet doktorafhandling om Augustins hermeneutik. Augustin regnes for en af de væsentligste kristne teologer, kirkefædre og filosoffer i senantikken.

Pollmann har en omfattende videnskabelig produktion bag sig og har publiceret flere bøger og adskillige videnskabelige artikler i anerkendte internationale tidsskrifter. Hun er medlem af flere internationale redaktionskommiteer og videnskabelige udvalg og er i øjeblikket leder af et femårigt internationalt og tværfagligt forskningsprojekt ”After Augustine”.

Karla Pollmann har haft gæsteprofessorater i Østrig, Canada, England og Holland, og hun var i foråret og sommeren 2007 tilknyttet Aarhus Universitet som gæsteforsker i forbindelse med forskningsprojektet ”Kampen om religiøse tekster i antikken”. Hun vil bidrage til konferencer og seminarer og deltage i undervisningen af ph.d.-studerende.

Pollmanns første opgave bliver at organisere et seminar på St. Andrews i august 2008. Seminaret udspringer af det igangværende samarbejde mellem St. Andrews’ forskningsprojekt ”After Augustine” og forskningsprojektet ”Kampen om religiøse tekster i antikken” ved Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet. Seminaret ser nærmere på de forskellige politiske begivenheder i det sidste årti, hvor religion anerkendes som en vigtig faktor med stigende indflydelse på samfundets udvikling. Seminarets formål er at sammenligne de foreløbige resultater fra forskningsprojekterne på St. Andrews og Aarhus Universitet.

Yderligere oplysninger

Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til Anders-Christian Jacobsen, Afdeling for Systematisk Teologi, på telefon 8942 2285 eller alj@teo.au.dk, samt Anders Klostergaard Petersen, Afdeling for Religionsvidenskab, på telefon 8942 2248 eller akp@teo.au.dk.

Om Det Teologiske Fakultet, se http://www.teo.au.dk.

Karla Pollmanns hjemmeside kan ses her.

På universitetet kan vi tildele titlen ”adjungeret professor” til personer på et højt fagligt niveau, som vi ønsker at anerkende med denne titel og samtidig knytte nærmere til os. En adjungeret professor - der ikke får løn - vil typisk afholde forelæsninger og deltage i forskningsprojekter.


28. marts 2008

Michael Steensen

mis@adm.au.dk

Informationskontoret

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk